Louise Juhl

Jeg kan huske 0059, nummeret man kunne ringe op til og så var der andre mennesker i den anden ende, mennesker man ikke kendte på forhånd. Jeg talte tit med en mand fra Ikast, han hed Thor og var mekaniker og syntes, at mit navn var meget smukt. Thor havde ikke selv nogen børn, det var han ked af, sagde han. Han sagde også, at hvis han havde haft en datter, skulle hun hedde det samme som mig, og så ville han tage hende med til københavn. I Tivoli og de skulle spise candyfloss og køre med spøgelsestoget, og hvis hans datter blev bange, ville han tage hende i hånden og sige, ’jeg er lige her, far er lige her.’ Han spurgte også, om jeg ville med ham til københavn. Vi behøvede ikke at gå i Tivoli, lovede han, vi kunne besøge en biograf i stedet, Thor kendte et sted, der hed Palads, en bygning fyldt med farver udenpå, men indeni var der blødt mørke og dybe sæder, man kunne synke ned i. Han ville købe popcorn til os – og bagefter kunne vi gå på restaurant og jeg kunne lege voksen. Kalde mig for Liza med z, for eksempel, eller Theresa med a, og vi kunne spise fin mad og drikke vin. 
Om der var noget mad jeg særligt godt kunne lide? 
Jeg svarede, at jeg godt kunne lide koteletter i fad. Og æbleflæsk og risengrød, men at jeg altså ikke var så vild med vin, at jeg syntes det smagte surt. Så talte han om limousiner og et hotel med fem meter til loftet og roomservice og jordbær til morgenmad. Han lovede også, at vi skulle tage en flyver frem og tilbage – om jeg nogensinde havde prøvet at flyve. Jeg svarede nej og forestillede mig, hvordan vi ville sidde at se ud ad vinduerne – på solen og skyerne og verden under os, kedelig og være grå af regn og skorstensrøg. Fra nu af, svarede Thor, skulle verden ikke længere være grå, for han og jeg sigte efter solen, bare os to og himmel for altid. Så bad han om mit telefonnummer, ’det er billigere sådan’, forklarede han, ’hvis kun vi taler os to sammen – ingen andre’, for 0059 var et servicenummer, sagde han, og sådan et kostede det tre kroner i minuttet at ringe til, og det ville hurtigt løbe op, og så ville mine forældre blive sure.
Jeg husker ikke, om jeg gav Thor mit nummer, men jeg kan huske at min far lev meget vred, da min så telefonregningen, og min mor trak mig til side og sagde, at hvis jeg nogensinde havde brug for at snakke med nogen, kunne jeg jo altid snakke med hende. Og jeg nænnede ikke at sige, at det altså ikke var helt det samme at snakke med sin mor, som at hedde Liza med z, spise jordbær til morgenmad og sigte efter solen.