Louise Juhl

Fire dage senere melder han sig til en kursus i kodning og forsøger at finde rundt. I begreber og forkortelser, html og CSS, JavaScript og Objective-C. Pludselig handler det ikke længere om dæmoni og forbandelser men om logik og gentagelser.
Han går hurtigt kold, rejser sig og skænker en kop kold kaffe fra køleskabet. Han har læst et sted, at det virker bedre sådan, koffeinen altså, når den er kold. Mere opkvikkende. Så går han tilbage til skærmen, sætter sig med høretelefoner presset helt tæt til ørene, ser og lytter. Til en mand i en mørkeblå ribstrikket sweater, der taler om kodningens sprog, han heddet Mitchel og siger: ”Når du har lært at læse, kan du læse for at lære. Det samme gælder kodning: Når du har lært at kode, kan du kode for at lære”.
Fremtidens sprog er digitalt, fortsætter Mitchel og peger en finger mod kameraet: ”Vil du være med i samtalen?”

Han opgiver efter et par timer, skubber stolen tilbage. Rejser sig og sparker til et af kattenes mange pivdyr. Det giver en og skinger lyd fra sig. Mono og Emo ser skræmte op, lister så ud i badeværelset. Jeg sidder der også IND IMELLEM, på det varme toiletgulv, med katte i skødet og låst dør. Ikke fordi jeg er bange for ham, men fordi jeg er bange for den, han kan blive.