Louise Juhl

Vi fulgte modvilligt efter, når vores forældre slæbte os med på museer:
Sale fulde af sekstenhundredetalstunge konge-portrætter eller sært sammensatte abstraktioner med ligeså sære titler – “Modets krampelatter”. 

Vi kedede os bravt men lod os distrahere af en juicebrik med et langt sugerør, som vi blev ved med at suge på længe efter at brikken var tømt for indhold. Vi morede os ved den skarpe rallende lyd af vacuum og pap; en vidunderlige forstyrrelse af den ellers så højtidelige stilhed, syntes vi, og fortsatte med at støje, til en ellers tilsyneladende livløs kustode reagerede med et: ‘“Vil De venligst holde inde!”

Vi adlød, sådan som vi havde lært hjemmefra at gøre, men ikke uden en vis protest. Vi var fyldt op, stopmætte af kunst og korrektioner, vi var vrede. På manden i uniform men mest på vores forældres og deres endeløse museale vandring, og gav oprørstrangen et barnligt men effektivt udtryk: Stampede os igennem alle udstillingens højloftede lokaler, hårde hæle og dybe suk. Nåede til sidst frem til den enorme forhal med befriende hvide vægge. Fandt os en bænk betrukket med klæder men uden ryglæn, hvilede vores hoveder i hænderne og ventede på, at vores forældre skulle dukke op og dagens dannelsesprojekt endelig få en ende.

Derhjemme var dannelsesarbejdet mere konkret. Vi skulle hjælpe til med at dække bord, kniven til højre og gaflen modsat, ens glas til alle. Georg Jensen salt- og peberbøssesæt midt på bordet, hvor alle kunne nå det. Der var faste pladser, de var uskrevne men dog indiskutable. Far sad nærmest radioen, så han kunne indstille den på den rigtige frekvens. 89, 8 mhz for Pressens Radioavis på P3 og ellers 93,3 – Klassisk musik på P2. Mor sad i den modsatte ende, tæt på komfur og køleskab, så hun til enhver tid kunne rejse sig, skære skiver af hamburgerryg til fadet eller fylde skålen med kartofler, hvis den løb tør.