Louise Juhl

Hun bærer handsker for at ikke at sprede sin smitte. Knuser alle spejle, hun kommer forbi. Hun æder rå æg i håb om at blive syg af salmonella. Vrider tarmene for indhold, kaste op og op og op, kun for at æde sit eget bræk. Det manglede bare.
Hun er ikke bange, hun er vred. På verden for at være så forbandet smuk og på sin mor, for bare at være sig selv. På træerne for at bære grene og på himlen for at hænge uden at falde ned. Hun er vred og i stykker, hendes arme er giftige slanger, hendes ben er stolper uden fundament. Hendes ansigt er en chimpanse, der mooner, et rødt røvhul: Hej.
Hendes mor siger, at hun ikke må sige sådan. tale på den måde om sig selv. Hun er jo af guld, menneskeguld, og hendes hænder smukke og uden smitte. Hun er det lykkeligste, der nogensinde er sket. Hun kalder hende kærligheds-kriger, himmelsk mundfuld, hjertets gud og stryger med en finger langs hendes nøgleben, mens hun nynner og hvisker elskede elskede. Intet uden dig. Hun køber en dyne med fyld af kugler og lægger omkring hende, hvisker: “Du er.”

Senere samme dag skriver hun i sin dagbog:
“Kan man skyde sig selv og stadig sælge sit skind?”