Louise Juhl

Jeg tænker på Jan, hvis hoved er rundt som en fodbold. Det er vist nok på grund af noget medicin, han får, han har nemlig kræft i hjernen. Det er ikke nogens skyldig der er ikke nogen grund, siger Per, min klasselærer, da jeg spørger ham: Men hvorfor? 
Jan har sin mor med i Klassens Time, hun forklarer, at det ikke er sikkert, at Jan skal dø af sin sygdom, men at det heller ikke er sikkert, at han ikke skal.
Nogle gange kalder jeg Jan for moonface, men det er kun, når han ikke hører det. Alligevel føles det fejt. 
Der går et år, så har Jans sygdom spredt sig til knoglerne. Nu er det næsten helt sikkert, at han skal dø, det siger min mor. ’Det varer nok ikke så længe’, sukker hun og roder mig i håret, men jeg fjerner hendes hånd og glatter håret, så det ikke stritter. Jeg ser kun Jan enkelt gang mere, han er ikke til at kende. Han får ikke længere medicin og hans hoved ligner ikke længere en fodold, men han har en slange i næsen og hans ben ligner tændstikker, så tynde er de. Jeg tænker på at spørge ham, men fortryder, aså jeg får aldrig at vide, hvordan det føles at skulle dø, når man kun er elleve.