Louise Juhl

morgenen udenfor vil fortælle mig noget, jeg ikke forstår, det gør ikke noget, solen står op alligevel, mågerne kredser om et hustag, og jeg sidder og forsøger at samle de negle, jeg bed af i nat i en krukke, ikke fordi jeg fortryder, ikke fordi jeg skal bruge dem til noget, men for at holde sammen på noget, der ikke hænger sammen, det gør jeg tit, hænger fast i det sammenhængsløse, og måske er det, hvad jeg bruger morgener til: at samle mig i en krukke af nedbidte drømme og at se på en sol, der vælger at stå op, dag efter dag, uden at skele til sammenhænge eller mangel på samme.