Mosaik

by Louise Juhl Dalsgaard

Puha hvor er den tæt på i dag. Følelsen af at gå i stykker. Eller være gået i stykker, men stadig hænge sammen. I løse, mørnede tråde, der snart brister. Jeg har ikke kræfter til at holde sammen på det. Og slet ikke kræfter til at lade være. Orker ikke. At give slip. At falde fra hinanden. Falde fra mig selv. Falde over mig selv. 

Og ved, at jeg holder sammen. På det hele. Kroppen inklusiv. Ved godt, at jeg klarer det. Klarer mig. Jeg er jo en stor pige. En stærk pige. Siges det. Nej gu fanden om jeg går i stykker. Og skid hul i at jeg er en skrøbelig mosaik under huden. En mosaik, der alene holdes sammen af giftig lim, der svider som ind i helvede i sammen føjningerne. Skid hul i, at jeg ikke kan holde smerten og giftigheden ud. Skid hul i, at det ikke kan lade sig gøre. I længden. Det er her og nu. Og jeg klarer den.

Hvad går (godt?) kommer jo ikke skidt tilbage????

Så tæt på.

Så alt, alt for tæt på.

Men det går. Det skal det jo.