Louise Juhl

Nogle gange føler jeg mig som en mulepose i andres hænder. God som beholder for ting, et æble, en kuglepen, en drøm, en time. Men så får de tilbudt en anden mulepose, med selvlysende bogstaver og federe motto end mit og i et særligt materiale, som både er bæredygtigt og kan tåle stød og pletter og vaskes ved tredive grader uden at krympe. Og så lægger de mule-mig fra sig øverst på en lav mur og håber, at nogen måske måske kan bruge mig eller at en rengøringsdame lægger mig ned blandt tabte handsker og efterladte chokoladekiks. En glemt sag. Det har fået mig til at holde op. Med at pose og mule og lade mig bære med. Men det er meget ensomt sådan. Helt fri af- og helt fri for verden. Helt alene også. Så nu har jeg lavet en klub for uaflyttede telefonbeskeder. Jeg ringer af og til og lægger et ord, to måske. ”Hej uden dig” og ”hvem sner?” Eller jeg spørger om ting: Hvor længe kan en frø holde vejret under vand. Hvor dyr er et menneske, og kan man kalde en sten med vinger for en drøm?