Louise Juhl

Min psykolog siger, jeg taler meget. Ikke fordi, der er noget i vejen med det, med at tale, altså, forsikrer hun. Heller ikke med at tale meget. Hun har bare svært ved at følge med, ordene fletter sig på kryds og tværs, men i et mønster uden mening:
Dengang flyder sammen med nu, det dér med dét der. Katten Aisha med kaninen Smut. En sætning starter med N, ham, der forsøgte at kvæle mig i søvne, men ender et helt andet sted – i en hvidevarebutik i Kolding (med halsbetændelse og en stjålet bil).
Hun farer vild undervejs, siger hun:
–Og fred være med det. Problemet er, at jeg også selv farer vild. At jeg løber efter ordene som en tørstende efter vand: 
–Har du tænkt over om de ender blindt? Om ordene farer dig vild ?

Og ja, selvfølgelig har tænkt tanken, hver dag, hver time. Alligevel bliver jeg ved med at tale, skrive. Bygger trædesten af bogstaver, tuer, jeg kan hoppe imellem, så jeg ikke synker til bunds i dagenes dynd. Jeg tror ikke, mit mål er at nå frem, snarere at nå igennem. Dagene. Tirsdag: køre pap til genbrug, brække brød til fuglene. Onsdag: ringe til banken. Torsdag: vaske hvidt og så videre.
Jeg har set min mor gøre det samme og før hende, min mormor: Gå gennem dagene og videre. Ikke nødvendigvis henimod eller væk fra noget, bare gå. Skrælle et æble, cykle til byen. Skære en ost i skiver, et brød. Måske er det også sådan, jeg hænger sammen, mine ord. Et brød, en skive, en dag ad gangen. Og måske har hun ret, psykologen, måske er det ikke nok. Måske skal jeg lede efter noget andet end kat, kanin og kvælningsforsøg, efter et mønster med mere mening?