Louise Juhl

Jeg spurgte engang en ældre kvinde, jeg besøgte efter skole, om det blev nemmere med tiden? Hun havde bagt vandbakkelser. Hunden, en sort puddel, fulgte min kagegaffel, hver gang jeg tog en bid – hele vejen fra den desserttallerkenen og op til læberne. Nej, svarede hun, men man får så mange ting at slås med, at hver enkelt fylder mindre. Hun havde været gift med en sømand, det var ikke noget lykkeligt ægteskab, alligevel var hun knust, da han døde. Måske fordi drømmen om, at de engang ville blive lykkelige sammen, forsvandt med ham. Nu var ulykkeligheden ikke længere mandens skyld, kun hendes egen, og hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med den, ulykkelighede, eller med sig selv for den sags skyld. 

Hun havde købt lejligheden, vi sad i, for penge udbetalt af Enkekassen, hun havde fundet sig godt til rette, indrettede sig med sofa og et blødt tæppe til hunden, i køkkenet var der et udtræksbord med plads til to, hun kunne ikke huske, hvornår der sidst havde siddet andre end hun selv ved det. 

Hun havde lært hunden at give pote og stille sig på bagben på kommando, hun viste mig det, hver gang jeg kom på besøg, og hver gang jeg slog hænderne sammen og sagde: ‘nu har jeg da aldrig!’ 

Da vi havde spist kagerne, sad vi lidt, jeg fingererede med frynserne på hundens tæppe, hun rørte i kaffen, lagde skeen fra sig, sukkede, sagde: Nå. Det sagde hun tit. Nå. Det var ikke til at afgøre, om det var undren eller en konstatering, der lå bag, måske var det ingen af delene. Jeg spurgte: ‘Har du da meget at slås med,’ hun svarede: ‘nok til, at jeg ikke har tid til at bekymre mig om det.’ Klokken halvfem gik jeg, hun havde lagt sig i sofaen, det var ryggen, den var gal med. Og vejrtrækningen. ‘Den bliver altid sejere at holde i gang sidst på dagen.’ Hun bad mig lægge pakken med cigaretter, så hun kunne nå den uden at rejse sig. Jeg gjorde, hvad hun bad om, klappede hunden og løftede hånden til hilsen: ‘Vi ses.’ 

Det gjorde vi ikke, en glød fra cigaretten antændte tæppet, kun hundens gøen reddede nabolejligheden fra også at brænde ned. Jeg tænker tit på hende, især når det hele føles af for meget. En lille taknemlighed over, at jeg trods ikke har flere skavanker, end at jeg har kræfter til at mærke dem alle.