Louise Juhl

Annemais far flyttede og tog alle møbler med sig pånær tre campingstole og et slåudbord i plast. Da jeg spurgte, hvor han var flyttet hen, svarede hun, “det ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad,” men hun lød ikke sådan. Ligeglad altså.
De voksne sagde, at det var, hvad man kunne forvente sig. Sådan sagde de ind imellem ting uden egentlig at sige noget. Jeg fik aldrig svar på, hvem der forventede hvad eller hvorfor. Det var det samme da Karins mor blev indlagt, fordi hun ikke kunne stoppe med at græde. Hun havde grædt uafbrudt i mere end en uge, også om natten, og til sidst kom der en læge og senere en ambulance, og så blev hun kørt væk. Så var det, at de voksne sagde: “Det kommer vist ikke bag på nogen”.
Igen var jeg i tvivl, hvad var “det” og hvem var “nogen”. Men jeg spurgte ikke, tænkte, at det nok bare var mig, der var dum, og undlod flere år at græde, med mindre jeg var jeg var alene og sikker på, at ingen så det. For tænk, hvis jeg blev hentet og kørt væk.
Annemai og jeg lavede en klub, den hed De Hemmelige Beskeders Klub. Vi sendte breve til hinanden, men ikke i vores eget navn. Jeg kaldte mig for eksempel Alexia og fortalte, at jeg var født af en ensom kvinde i Finland, men var blevet adopteret af en bjørn. Nu boede jeg i en hule og levede af bær og skrev vers i barken på birketræerne nær Rovaniemi:
“Støv og negl og frihed”
eller: “menneske, væsen, jord: Se!”
Annemai skrev tilbage, at hun kendte alt til bjørne og til at bo i huler uden andet end mos og søvand og sårede elge omkring sig:
“Lad mos være mos og sø være sø og de sårede elge om at brøle”, skrev hun.
Og så satte vi os sammen under plastikbordet og brølede:
Aaarrrgggguuuuuaaahhh!!!!
Senere fandt vi en pakke cigaretter, hendes far havde glemt i en skuffe, og brækkede dem i stykker. Først i halve, så i kvarte, smuldrede dem mellem fingrene. “Pist væk”.
Det var en forbavsende god følelse.

(Jeg savner indimellem den elg, de brøl og de breve, vi skrev)