Louise Juhl

Vi levede i parallelle virkeligheder og havde forskellige roller i dem alle.

I den virkelige virkelighed sad vi på tilskuerrækkerne og så til, mens livet udspillede sig på en scene langt væk:
Challenger ulykken, Tjernobyl, kongebryllupper- og skilsmisser, succesfulde borgmestres pludselige fald. Ord som Perestrojka og Glasnost, storladne bogtitler: Himmel og Helvede eller Væbnet med ordenes vinger. Mordet på John Lennon og senere Olof Palme, alt kunne ske og alt skete. Vi så til. For det meste med gru, en sjælden gang med begejstring, men uanset hvad vi følte, var vores rolle givet. Vi var tilskuere og dermed udelukket fra at påvirke handlingen.

Den nære virkelighed, var den derhjemme. Familiens skød, blev det kaldt. Ikke fordi vi sad på skødet af hinanden, men fordi der var en forventning, at det var det, vi gjorde. Stad sammen, sod sammen, skulder ved skulder, uadskillelige. Sandheden var dog mere kompliceret. Vi børn voksede og kom for sent og drak os fulde og svarede igen. De voksne talte til os, som om vores liv var deres, dikterede pligter og rammer, kommehjemtider og alkoholkultur. Lektier først, prædikede de, så fornøjelse. men de talte for døve øren og vænnede sig kun langsomt og med stor modvilje til at løsne tøjlerne, slippe os fri.

Den eneste virkelighed, vi for alvor havde indflydelse på, var den hypotetiske. Når eller hvis, så:

Når vi blev færdige med skolen, gymnasiet.
Når gajolerne blev til bryster eller vi fandt mod til være os selv (hvad det så end ville sige). Når verden blev vores og drømmene til virkelighed. Når kærligheden fik krop og ‘det unævnelige’ endelig fik lov at ske. Når vi fik en mand og fire børn med navne som Joanna og Alexander og Karoline og Karl. Når vi fik et job med ansvar og muligheder og frihed og god løn. Når alting ordnede sig, tvivlen forsvandt og glæden blev konkret (kornblomst og brændt ler og tid til tid). Hvis og hvis.
Så?
Så langt nåede vi aldrig, måske fordi vi ikke turde, måske fordi vi ikke vidste, hvad vi rent faktisk drømte om.