Louise Juhl

I lang tid skrev jeg alting i kursiv. Det hjalp mig til at tro, at jeg i virkeligheden citerede en anden. At mine tanker bare var ord, jeg trak frem af en skuffe og skrev ned. At jeg ikke behøvede at tage dem så personligt, tage mig selv så personligt. Jeg skrev “storblomstret omsorg” og “natteblind nåde” og læste det højt for min hund, der gabte til svar.
Judith Hermanns seneste udgivelse, “Vi ville have fortalt hinanden alt,” er en beretning om hendes liv og forfatterskab, om det at læse og leve som to uadskillelige størrelser. Når hun skriver, fortæller hun, er det sjældent om det, der er sket, men snarere om alt det, der ikke er sket. Det ikkestedfindende, det fraværende, det forsømte. Om alt det, der kunne være sket, hvis ikke, det var fordi. Dette fordi, det skriver hun om.
Den tyske filosof Wittgenstein har sagt: “Det, hvorom man ikke kan tale, om dét må man tie,” men alle ved, at det kan man ikke, og det er derfor kunsten finde. For at vi kan tale om det på en anden måde. I Judiths Hermanns ved at skrive ubegribeligt gode fortællinger, der giver tavsheden, det fortiede en stemme. Eller som hendes psykoanalytiker skriver tilbage til hende, da hun forærer ham en af sine bøger:
“Hvilket utrætteligt arbejde med detaljerne, at gøre alt så fikst fremmed, at forskyde det sådan, at intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.”
Intet er rigtigt, men alt er sandt. Sådan er det også, når jeg skriver. Summen af alle løgnene bliver sand.
Jeg så engang en dokumentar om to brødre, tvillinger, der voksede op sammen på en gård i Sydengland. Forældrene var velhavende, de to drenge havde alt, hvad man kunne ønske sig. De var stærkt forbundne, delte værelse og interesser, indtil de fyldte 18. her købte den ene en motorcykel og kørte galt, en voldsom ulykke, da han vågnede havde han mistet sin hukommelse, han kunne hverken genkende sin mor eller sin far, huskede ikke sit eget navn, eller hvor han kom fra. Den eneste, han genkendte var sin bror, der blev hans anker i verden. Møjsommeligt hjalp han sin bror med at bygge hans hukommelse op fra bunden. I timevis sad han ved hans seng og erindrede ham om, hvad hans yndlingsfarve var og hvilken musik, han foretrak. Hvad hans kærester havde heddet, og hvilke ferier, de havde været på. De lange nætter med lommelygter og højtlæsning for hinanden.
Den forulykkede tvilling kom sig langsomt og byggede ved hjælp af sin brors hukommelses sin egen op. Han fandt en kone, fik børn. Men så døde de to nu voksne mænds forældre og de måtte rydde huset sammen. Her fandt de en kasse med billeder. Af de to drenge som børn, nøgen og med ansigterne revet af, på andre var deres øjne stukket ud. Den hukommelsessvækkede tvilling forstod intet: De havde jo haft en lykkelig barndom, hvor stammede disse makabre fotos fra? Men hans bror slog det hen, det måtte være en misforståelse, en tåbelig leg, noget, nogen havde glemt.
Til sidst tilstod han dog. Fortalte, hvordan de begge var blevet misbrugte gennem hele deres barndom. Låst inde i et skur og lejet ud til venner for penge. Alt, hvad han havde fortalt, var aldrig sket. Hele den forulykkede tvillings tilværelse var således baseret på en løgn.
Jeg tænker, at kunsten kan begge dele. Lyve eller talte mere sandt end virkeligheden, giver os adgang til. Den kan bygge sandslotte op, som i tilfældet med de to tvillinger, et eventyr, der gjorde, at den forulykkede kunne overkomme sin ulykke. Men den kan også gøre det modsatte – bryde illusioner ned, åbne vores øjne for den sandhed, vi ellers ikke magter, tør eller orker at se i øjnene.
“Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie,” mente Wittgenstein.
Kunsten gør det modsatte, den taler om alt det, vi ikke kan eller må tie om. Den gør det velkendte fikst fremmed, skriver i kursiv og forskyder tingene så “intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.”