Nærvær og nåletræer🌲🦎

by Louise Juhl Dalsgaard

I dag hørte jeg “Supertanker” på P1 – om det transhumane. Det var bl.a. tanker om, at Homo Sapiens arten snart vil uddø og blive erstattet af robotter og klonede væsner, fordi mennesket kun er skabt til at fungere i sociale netværk af 150 individer, og derfor ikke er i stand til at handle på storkollektivets vegne – som når nu klimaeksperter gør opmærksom på, at det er absolut SIDSTE CHANCE, hvis kloden skal reddes – ja, så reagerer vi ikke, fordi vi kun kan forholde os til os selv, familien eller klanen, køkkenhaven og til nøds den lokale park. Men det Store Hele, det magter vi ikke at fatte, og derfor, mente en af de interviewede, er vi nødt til at udvikle os i retning af kollektivt styrede væsner, “menneskelige maskiner” programmeret til at handle altruistisk. I årtusinder har menneskearten hævdet sin dominans som “den klogeste skabning”, men nu er maskiner hastigt ved at overtage den plads, og af hensyn til Helheden, kloden og fællesskabets overlevelse, er vi derfor tvunget til at vige pladsen for en anden – maskinelt styret – intelligens. Men hvad med vores følelser? spurgte journalisten, kan vi undvære dem? Eksperten svarede noget i retning af, at vi, som det ser ud nu, alligevel kun bruger vores følelser til at sikre vores egen røv fremfor klodens og fællesskabets, så hvad godt gør de så? Det var en mærkelig udsendelse, jeg havde hele tiden lyst til at skrige: Nej! Vi må IKKE blive mere maskinelle og kliniske og rationelle, tværtimod. Men jeg må tilstå, at ekspertens afsluttende argument var hårdtslående, og da jeg tidligere i dag gik tur i klitplantagen og tænkte på, hvordan vi i løbet af de næste 50 år, kan have ødelagt alt: Biller og marehalm, fyrretræer og Karl-Johan svampe, mos og mariehøne, så kom jeg alligevel i tvivl, om ikke det bedste vil være, om helhedstænkende maskiner snart tog over for mennesket og dets snævre fokus?
(Det provokerer også mig selv, at jeg stiller sådan et spørgsmål, måske er det derfor, jeg stiller det.)