Louise Juhl

Det er sket flere gange før. At jeg sidder i skuret og ikke kan komme ud. Det er af træ, skuret, noget af træet er mørnet, og der er udtræk af svamp i hjørnerne. Imellem plankerne falder der lys ind, fine tynde tråde af sol. Jeg griber ud, forsøger at lukke hånden omkring strålerne, men de slipper hele tiden væk, lyset, det forsvinder. Min tomme, knyttede hånd hænger i luften, den ser truende ud. Som en natglobus, hvor lyset er gået, et sort hul i mørket.

Jeg er tørstig og hamrer den knyttede næve mod døren, selvom jeg ved, at det ingenting nytter, døren er låst udefra. Jeg sætter mig tilbage i hjørnet, åbner og lukker min hånd, åbner, lukker, tiden går, det bliver mørkt, til sidst er der ikke mere lys, der falder ind.

Jeg er ikke vred mere.
Min stemme lyder fremmed i mørket. Jeg er ikke vred mere, siger stemmen, det er det, den siger.
Er det det, jeg siger. At jeg ikke er vred?

*
Han trykker vores hænder, først N’s, så min.
Velkommen til, siger han og peger på to stole, vi sætter os ned. Min frakke i skødet, hvordan er den mon havnet der? Jeg fumler ved lynlåsen, op og ned.
Ja, siger lægen, du har bedt om en snak.
N løfter min hånd fra lynlåsen, nu ikke alt det pilleri, smiler han.
Ja? gentager lægen.
Det er nok bedst, du selv fortæller, siger N og puffer til mig, jeg bliver lidt forskrækket.
Hvad? spørger jeg.
N og lægen ser på hinanden, ja hun er lidt ved siden af sig selv, siger N og ser på mig, du har jo bedt om en snak.

Har jeg?
Min hånd finder lynlåsen, op og ned, op og ned. N fjerner igen min hånd, stop nu, siger han.

Jeg er ikke vred mere, siger jeg. Jeg var vred, da jeg bestilte tiden, men nu har vi talt om det, og jeg er ikke vred mere, fortsætter jeg.
N tager min hånd i skødet, aer den: Hun får nogle gange nogle udfald, siger han, ja det kalder jeg det, udfald. Så ved hun ikke, hvor hun er eller hvad, hun gør. Hun tror, hun er lukket inde. Men vi finder altid ud af det, ikke også skat, vi finder jo altid ud af det, fortsætter han.

Lynlåsen sætter sig fast, jeg hiver i den, hårdt, men uden held.
Pis! mumler jeg.
Så, så, siger N, ja hun tager nemt på vej, siger han, henvendt til lægen, der skriver noget på sin computer. Har hun haft det sådan det længe, spørger lægen N, har du haft det sådan længe, retter han sig selv og ser på mig.
N nikker, lægen skriver.

Jeg er ikke vred mere, siger jeg.
Det er godt, svarer lægen.

*
Det gik jo fint, siger N senere. Imorgen henter vi de nye tabletter på apoteket, så har vi dem, hvis det skulle gå galt. Men det regner vi ikke med, at det gør, vel?
Jeg griber med hånden ud foran mig, åbner og lukker den, prøver at fange lys.
Nej, svarer jeg, det går ikke galt, jeg er ikke vred mere.
N tager fat om min hånd i luften, klemmer lyset ud af den, slipper så igen.
Det er der heller ingen grund til, svarer han.
Han låser døren efter sig, da han går. Det vil sikkert være lyst et par timer endnu.