Nattergalen
by Louise Juhl Dalsgaard
Det er blevet sagt, at én fugl i hånden, er bedre end ti på taget
Du lærte mig, at sand mestring krævede
ti fugle ved hånden. En blank tagryg.
Du fodrede dem, fuglene. Tæmmede dem.
Lærte dem at synge med eet næb. Dit.
Satte dem på taget. Atter frie fugle.
Men det var altid din melodi, der lød gennem natten.
Er vild med det 🙂
Er vild med det 🙂
Ordløs… Igen…
“Din pen gør mig stum…”.
Men selvom man er stum, kan man stadig godt føle…
🙂
Ordløs… Igen…
“Din pen gør mig stum…”.
Men selvom man er stum, kan man stadig godt føle…
🙂
Maria og Blogwoman: På sådan en langsom og halvtrist søndag er det nu fantastisk med lidt kærlig blog-opbakning. Tusind tak 🙂
Maria og Blogwoman: På sådan en langsom og halvtrist søndag er det nu fantastisk med lidt kærlig blog-opbakning. Tusind tak 🙂
Også masser af ordelskende opbakning herfra – omend den er lidt halvtræt hihi.
Også masser af ordelskende opbakning herfra – omend den er lidt halvtræt hihi.
Søde Morgan: Håber du nyder rødvin og total tilbagelænethed ude i sommerlandet. Det er dig vel undt, omend jeg må tilstå at glæde mig til at få dig retur i blogland 🙂
Tak for skulderklappet, dejlige blogven
Wauw. Får helt associationer til billedet af en besættende faderskikkelse og autoritet. Flot beskrevet. Lyder næsten som : Jeg er nem nok at omgås, bare jeg får min vilje. Og jeg er autoritetsallergiker i permanent pollenhelvede.
“I´m a bird now”, hedder det sidste album fra Antony and the Johnsons.
Mit dilemma er, at hvad fanden er meningen? Hvorfor synger den autoritetstro fugl med det påbudte næb istedet for sit eget? Er der virkelig ikke mere rygrad? Mere mod og mandshjerte hos en Nattergal?
Hvem er den skyldige…påny…Peter eller ulven…Kejseren eller Nattergalen…
Du rammer SÅ plet Penpal. Tak.
“I´m a bird now”, hedder det sidste album fra Antony and the Johnsons.
Mit dilemma er, at hvad fanden er meningen? Hvorfor synger den autoritetstro fugl med det påbudte næb istedet for sit eget? Er der virkelig ikke mere rygrad? Mere mod og mandshjerte hos en Nattergal?
Hvem er den skyldige…påny…Peter eller ulven…Kejseren eller Nattergalen…
Du rammer SÅ plet Penpal. Tak.
Hvad mon nattergale søger?
Ørenlyd?
Er de generte?
Måske har de iført sig kejserens nye klæder?
Ja, hvad søger Nattergalen: Den forsvundne melodi, tror jeg.
Ørenlyd- helt klart. Men om det er blandt andre eller hos sig selv ørenlyden savnes, er et efterfølgende uafklaret spørgsmål.
Jeg tror, at Nattergale er generte. Meget generte. Men på den kokette måde: De skyder brystet frem og pipper natten lang, og siger “Jeg er ikke bange for mørket”…Men indeni er de bange, for at blve genkendt!
Kejserens nye klæder vil være en anelse velvoksne for de fleste Nattergale? Ellers er der tale om en meget lille kejser ;.)
Nattergalen er vel den bedst egnede til at fremstå i al sin nøgenhed. Jeg ser den som symbolet på det uopnåelige. Imperfektion defineret ved perfektion. Det bliver så guddommeligt og menneskeligt på en og samme tid.
Og selv om dens sang er unik og ikke lader sig efterligne, kan vi jo godt synge med – sådan lidt med eget næb, og være både smukke, sårbare, generte og vrede i processen. Jeg er helt enig i beols anskuelse af følelsernes mangetydighed i denne sammenhæng. Envher følelse rummer et ekko af sin modsætning og dermed er den jo uskyldigt bedrevidende i sin beskedne pragt.