Naturens gang (eller learning by doing)
by Louise Juhl Dalsgaard
Man kunne vande blomster, ja man ku´så. I den have, man ikke har. Eller dem i vindueskarmen, der er af plastik. Man kunne også lade være. Man kunne istedet ringe. Til sin tandlæge. Sekretæren er altid frisk for en kvik bemærkning. Eller tyve, når hun nu alligevel har én i røret. Men der jo telefonregningen at tænke på. Så man ser sig omkring efter andre muligheder. Virrer med hovedet. Tager sig til panden. Sådan lidt “Carpe Diem”-agtigt. For enhver dag er jo begyndelsen på resten af livet, siger de kloge. Man må nok hellere tage sig sammen. Hurtigt. Få noget fra hånden. Bladet fra munden. Eller hatten på hovedet. Hvad ved jeg. Ja, hvad ved jeg?
Og man går. Ja man gør så. Den ene fod foran den anden. Et skridt ad gangen. Men man skal kravle, før man kan gå, siger de kloge. Så man kravler afsted og ser fuldkommen fjollet ud. Men det virker. Man kommer fremad. I verden. Videre. I livet. På knæ. Måske. Før man rejser sig op. Mest af praktiske hensyn. Det sviner tøjet sådan at ligge og kravle rundt. Så ja, man rejser sig og retter ryggen og løfter hovedet. Ikke af nogen grund. Andet end at sådan er vores natur. Sådan har mennesket altid gjort. Og man vil da nødig skabe uorden. I naturens gang. Eller sin egen. Så man går. Som sagt. Så gjort.
Og når man så har forvildet sig lidt rundt på må og få, bliver også dét kedeligt. Så man vender om. Ser sig tilbage (det er også naturens gang. At se tilbage. Erfaring kalder de kloge det). Ja man drejer hovedet og får nakken på gled og det hele sætter sig fast. Hoved og nakke. Rasende upraktisk. Så man går tilbage. Af den samme nedtrådte sti, som man kom ad. Ikke spor klogere, men med nakkehold og ondt i hovedet. Så alligevel hellere vande blomster.
må jeg gå med 🙂
Altid sødeste, altid 🙂
Hej fra en kollega
Synes rigtig godt om dine indlæg. De er sjove, velformuleret, selvironiske og man kommer til at tænke at her befinder sig en klog pige.
Pernille
Kære Pernille: Tak til en kollega! Og alt hvad du siger til mig kan jeg sende lige lukt retur til dig, du dejlige menneske:-)
Elsker dine indlæg. Er så dybtfølte på en doven facon. Der sådan lidt eftermiddagssol og fodsved og oppustet mave sammen med den fyldte vasketøjskurv over det. Elsker det.
Kære Penpal: Altså lige umiddelbart synes jeg måske oppustet mave og fodsved er lident flatterende, men griner alligevel 😀 Og er oprigtig glad for, at du gider at læse mine halvdovne indlæg,- det er bare så dejligt med respons!!!
@Ballast. Jamen det er den der sådan lidt hverdagsagtige måde hverdagen rammer os på. Sådan midt i det hele. Lav bare dine egne billeder. Jeg taler med mine. Pas på de ikke bider dig 🙂 og foranlediger dig til at overfortolke dem som egenskaber jeg fysisk forbinder med dig :o). Det er en stemning og følelse du planter. Den vokser i takt med man læser. Kunne også være lyset gennem de gullige gardiner i et lydtomt rum hvor kun et gammelt urs march mod uendeligheden understreger stilstanden. Sådan lidt nybyggerne mens vi venter på indianernes komme…
Penpal: Tog det nu heller ikke så ilde op, som det muligvis fremstod. Beklager.
Faktisk forstod jeg på min uldjyske facon sagtens dit sproglige billede og tog det som en kompliment. Og er som nævnt rigtig, rigtig taknemlig for, at nogle bryder sig om, hvad jeg skriver. For midt i al selvironien og biernes summen er det jo også hjerteblod, jeg afgiver. Selv de skæveste eksistenser i mit virtuelle skribentunivers har min kærlighed, så jeg håber sådan, at de bliver taget godt imod. Ligesom jeg selv.
Ugh-ugh 😀
Er ikke et sekund i tvivl om din kærlighed transcenderer tid, rum, parallelle universer og andre lansdele. Sidder lige og lytter til Bee Gees. Mon de har siddet og holdt om hinanden, da de skrev “How deep is your love”.
Jeg håber det, for følelsen er lidt den samme når jeg forsøger at se verden gennem dine øjne i lejrbålets skær 🙂
.. og så er landsdele jo med “d” 😀