Louise Juhl

Forleden læste jeg en artikel på dr.dk, hvor Mikkel Hansen fortalte om en periode præget af alvorlig stress og depression. Det er virkelig godt, at han står frem: En guldvinder, en sportsstjerne. Førstemand og sejrsherre.
For uanset hvor langt vi er med at anerkende stress som en reel sygdom, en lidelse, der ikke skyldes mangel på rygrad eller et overfølsomt gemyt, men vedvarende og voldsomme byrder. Byrder derhjemme, et sygt barn, en knirkende parforhold. Byrder på arbejdspladsen: omstruktureringer, nedskæringer, konstant nye opgaver. Så er der stadig knyttet et stigma til diagnosen. En lille tvivl om den syges stamina. Måske handler det bare om at. Det der “bare”. Eller “hvis du nu skruede lidt ned for ambitionerne og lidt op for selvkærligheden, så”. No shit, Sherlock! Stress skyldes jo ikke dumhed. Tværtimod. De fleste med stress er godt klar over, at de “burde” tage den lidt med ro. Være mindre på skærmen, mere til stede i øjeblikket. De ved også, at ingen takker dem for at ligge vågen om natten og spekulere over, om man lykkes med det projekt, man er i gang med at gennemføre, om man får tilsagn på den indsendte ansøgning, al den slags. Der er jo ikke andet at gøre, end at vente og se. Alt det ved man, fornuften fejler ikke noget, hverken hos den stressramte eller omgivelserne. Det er følelserne, der halter med at følge med. Den lige lovlig veludviklede pligtopfyldenhed. Ansvarligheden, der ikke bare er stor men kvælende i omfang. Impostersyndormet: Frygten for at falde igennem, blive afsløret som. Ja som sig selv, ikke andet, et menneske med begrænsede ressourcer og behov for hvile.
For nogle år siden var jeg koordinator på en privat teaterskole, der udover etårige uddannelsesforløb også tilbød weekendworkshops indenfor scenekunst og stemmetræning. Jeg var glad for jobbet, opgaverne var mangeartet og jeg havde en høj grad af selvbestemmelse. Efter halvandet år ansatte min chef en kollega, hun var helt utrolig sød og matchede mine mangler til perfektion. Hvor jeg var iderig, sprudlende, udadvendt, var hun super struktureret og en ørn til regnskab og kolonner. Vi kom godt ud af det med hinanden, men med tiden følte min kollega sig kaldet til at bede om hjælp. Hun oplevede, at jeg besvarede mails og påtog mig opgaver, der lå udover vores arbejdstid- og opgaveportefølje. det var stressende, forklarede hun, fordi hun dermed følte sig presset til at gøre det samme. Stille sig til rådighed alle døgnets fireogtyve timer, ugens syv dage.
Jeg husker ikke præcis, hvordan jeg reagerede, men ikke imødekommende. Hvorfor havde hun ondt i røven over, hvordan jeg gjorde tingene, tænkte jeg, skulle vi alle være som hun, måske, passe ind i et excellark. Otte til fire og fluebenshelvede. I dag er jeg flov over min manglende opbakning. At jeg ikke forstod, hvad hun bad om: En håndsrækning, en hjælp til at sætte grænser i en branche, hvor grænseløshed anses for en force. Jo vildere, højere, hurtigere, du arbejder, des bedre. Hun havde brug for ikke at stå alene med sit ønske om at kunne holde fri udenfor arbejdstid. Og jeg? Jeg tænkte: Ringbindsordnet tilværelse, nej tak. Undskyld, Bente❤️
For nylig oplevede jeg, hvad stress er for en størrelse helt tæt på. Det menneske, der betyder allermest for mig, begyndte at skrante. Først gav det sig udslag i en enorm træthed. Han kunne sove fjorten timer i døgnet og stadig føle sig udmattet. Når han vågnede oplevede han et pres bag øjenlågene, en lyst til at græde, men uden at kunne finde ind til tårerne. De forblev bare den her trykken inde bag ved. Senere blev det også på vej hjem fra arbejde, at han oplevede gråden nærme sig. Jeg bad ham flere gange opsøge en psykolog, han var langt fra afvisende, kunne bare ikke lige finde tid til det. Og hvad nu hvis psykologen var et fjols, og hvad kunne sådan en egentlig tilbyde, som han ikke selv kunne mønstre af viden?
Det hele kulminerede en dag i sofaen. Vi sad som så mange gange før og talte om hans mistrivsel, trætheden, grådlabiliteten. – Nogle gange har jeg lyst til at køre bilen ind i et træ og gøre en ende på det hele. Han sagde det som en henkastet bemærkning uden særlig betydning, og det var ikke før nogle timer senere, det gik op for mig, hvad han egentlig havde forsøgt at fortælle. At. han. Var. SÅ. Træt. At. Han. ikke. Kunne. Mere.
Jeg tog ham med til min egen psykolog. det var i juni og meget varmt, vi aftalte at tage takeaway med hjem derfra. Vi gik over tiden. Meget over tiden, maden, vi havde bestilt, blev kold, fuck det. For psykologen var ikke i tvivl. Min elskede var til fare for sig selv, ikke sådan som vi normalt taler om selvskade, men fordi han ikke var i stand til at bremse sin egen iver, stoltheden ved sit arbejde. Behovet for anerkendelse, at præstere og blive belønnet. Han blev sygemeldt med øjeblikkelig virkning, jeg tror faktisk, det reddede hans liv.
Som forfatter er man aldrig i mål. Så snart du udgiver en bog, er den forældet. Er du heldig får du tre ugers opmærksomhed, så er der ti andre bøger, der løber med overskrifter og anmeldelser. Måske oplever du, at en kollega vinder priser og ligger nummer seks på Saxos bestsellerliste, mens du selv må være glad for et oplag på under tusinde. Det er ikke fordi, du ikke under din kollega sin velfortjente succes, det er bare det pres, det afstedkommer. Følelsen af, ikke at gøre det godt nok. Ikke at skrive godt nok, ikke at sælge det godt nok, ikke at være opsøgende nok, ung nok, provokerende nok. Så er der de legaterne, stressen over at formulere sit litterære virke uden at reducere det til en ligning. Derefter ventetiden, i hvilken du vel at mærke gerne skulle langt med endnu en bog, som om et par år, kan give dig tre ugers luft.
Mikkel Hansens kone fortæller, at han ringede hjem nogle dage efter sit VM- guld i 2023 og ikke vidste, hvor han var. Han havde så længe haft tunnelsyn og kun set i retning af sejr. Nu var sejren i hus. Og hvad så?
Ja, hvad så.
Livet, for eksempel, som vi har glemt undervejs. Sivene ved søen. Det gamle nøddehegn i mine svigerforældres have. Hundens omsorg. En kop te i klitterne i december. En god bog, eller at grine sammen ad en virkelig plat vittighed. Jeg håber de fleste af os bruger de næste dage til det. Men også derefter husker, at ingen skal føle sig trætte, når de vågner og ingen skal føle lyst til at køre ind i et træ, fordi pligterne synes endeløse og man har mistet målet af syne.