Louise Juhl

Da jeg blev smidt ud af højskolen ved Skælskør, flyttede jeg ind hos min faster på Frederiksberg. Hun havde en villa på Peter Bangs vej i tre etager, jeg fik lov at bruge den øverste. Lejligheden var med tekøkken, toilet og fire solarierør i loftet over min seng. Her boede jeg fra slut februar til start maj, så fik jeg en enkeltstue på Frederiksberg Hospital med vagt døgnet rundt, også når jeg sov, tog bad, talte i telefon. Nogle måneder efter blev jeg udskrevet til et ridecenter i Hundested, jeg fik en himmelseng med stolper og gardiner og en norsk skovkat, som jeg kælede så ofte, at den fik skaldede pletter.
Det gik ikke med Hundested, og jeg endte tilbage på hospitalet. I mellemtiden var min bedste ven på nabostuen, Benny, død, og køkkendamen Inger sygemeldt med stress. Jeg blev udskrevet efter tre måneder, fandt et opslag på en tavle i Irma. En, der hed Eva, søgte en logerende, jeg ringede og fik lov at besigtige værelset. Ikke mange dage senere byttede jeg adressen på Nordre Fasanvej ud med en femtesalslejlighed i Kronborggade. Vi tog bad i køkkenet. Dobbeltdørene ind til mit værelse var franske og af glas, jeg havde intet at skjule.
Senere flyttede jeg i kollektiv i Studiestræde, en kæmpe lejlighed opvarmet med gas, det var pivkoldt selv om sommeren. En af bofællerne hed Signe, hun bekymrede sig så om mit ve og vel og min altid nedadgående vægt, at hun til sidst ikke kunne sove om natten. Jeg tog konsekvensen og fandt en fremlejet lejlighed på J.M.Thieles vej med tæpper på gulvene og fritlagte bjælker. Ren luksus, hvis ikke det var fordi, jeg havde det ad helvede til. Jeg spiste rå sennepspulver i håb om at fremme peristaltikken og svømmede to kilometer hver morgen før forelæsningerne for at tillade mig selv at sidde stille.
Det hele var uholdbart. Min boligsituation, mine studier, min vægt, mit velbefindende. Jeg tog orlov og søgte i stedet ind på biblioteksstudiet i min hjemby, Aalborg, fik tilsagn, fandt en lejlighed på Sohngårdsholmsvej og flyttede dermed for sjette gang på to år. Men ensomheden var enorm og naboen mere sær end sød, så da jeg faldt var en annonce, der søgte en beboer til et bofællesskab på Strøybergsve,j slog jeg til. Det var en gammel villa med karnapper i glas, et mareridt når man som jeg led af Raynaud, og derfor måtte bestille en vinduespudser, hver gang ruderne skulle pudses. Om det var derfor, eller fordi udlejeren var en gammel nar, ved jeg ikke, men efter et år fandt vi en lejlighed i Danmarksgade. Lige overfor Den Lille Købmand, hvor jeg fik arbejde. Jeg solgte slik og cigaretter og skrabelodder og lagde øre til timevis af tunge betroelser lige før lukketid. Alt lige fra skjult misbrug til partnervold, problemer med rotter og social angst. Jeg fik 120 kr/timen plus alt det slik, jeg kunne spise, det sidste var et safe card for Myrna, som ejerne hed. Jeg led stadig af madangst og kunne ikke drømme om at spise sukkerholdige produkter.
Vi var som ild og vand. Mig og de andre beboere. Vi enedes fint, det var slet ikke det, men da en af mine kolleger fra Købmanden tilbød mig at flytte ind hos hende i Løkkegade – lige overfor den gamle badeanstalt og få hundrede meter fra biblioteket, sagde jeg ja. Min niende flytning på tre år varede et års tid, så flyttede jeg for mig selv i en etværelses lejlighed i Øgadekvarteret. Det var her, jeg fødte en død bændelorm, og også her jeg fandt arbejde på universitetet. Som assistent, jeg skulle transskribere telefonsamtaler fra hele landet, Fyn, Sjælland, Bornholm, Skagen. Det var på Center for Personkommunikation, projektet skulle medvirke til at optimere digital talegenkendelse, så folk fra hele landet kunne få gavn af teknologien.
Den ellevte gang jeg flyttede var til fjerde maj kollegiet i Hasserisgade, jeg fik først et værelse øverst oppe. Seks kvadratmeter, jeg måtte prioritere, om jeg ville have mine sko stående indenfor døren, eller om jeg foretrak at bruge pladsen på noget andet. Efter et halvt år blev jeg forfremmet til etagen nedenunder, otte en halt kvadratmeter. Min nabo havde natarbejde på Coops varelager og havde en abe på sit værelse, selvom dyrehold var strengt forbudt. Ellers var det fint. Eller – værelset var fint og dem, der boede på kollegiet var fine. Maden var også fin (vi havde en madmor, der sørgede for morgen- og aftensmåltidet undtagen i weekender). Selv var jeg alt andet. Jeg læste og sikrede mig et 13-tal i mit afsluttende speciale, intellektet fejlede ikke noget, det var følelserne, den var gal med.
Så da jeg flyttede til Aarhus for at læse videre (videre, altid videre) og ind i et bofællesskab på Vester Alle sammen med Anna Maj og Jane og Morten, gik der kun få måneder før jeg blev indlagt igen. Min 15. flytning var således til stue 8 på Center for Spiseforstyrrelser på Harald Selmers vej, min kontaktsygeplejerske hed Dorte og var både skrap og skarp, men aldrig ufin.
Efter tre måneder blev jeg sendt på Timeout, samarbejdsvanskeligheder, kaldte de det: jeg tog ikke på efter planen. Jeg fandt et værelse på Jacob Adelborgs Alle hos en nyligt fraskilt advokat, der ejede den guleste Volvo, jeg til dato har set. Efter et halvt år var min vægt så faretruende, at overlægen, til trods for sin synlige frustration, måtte give mig en chance mere. Jeg fik en ny stue og en sonde gennem næsen, tog på, langsommere end lægerne syntes, men dog. 1. december vejede jeg 50 kilo, som var den magiske grænse. Folk fra kommunen og regionen blev hidkaldt, vi var fjorten mennesker om bordet, overlægen mente, at et bosted med opsyn var nødvendigt. Og sådan blev det, lige før jul flyttede jeg ind på en gård ved Ejer Bavnehøj, jeg siger ikke, det var en katastrofe, kun, at det føltes sådan. Efter fem måneder bekendtgjorde jeg, at jeg ville flytte for mig selv. Sygehuset himlede og lod mig forstå, at det ikke var et tagselvbord: Valgte jeg deres tilbud fra, ville jeg ikke længere kunne forvente deres hjælp.
Jeg har ikke set mig tilbage siden. Jeg har ikke besøgt afdelingen, ikke talt med overlægen. Jeg ved, at to af dem, jeg var indlagt med, siden har mistet livet til selvmord, og at afdelingen nu er flyttet til supersygehuset i Skejby. Her er behandlingen en anden end dengang, ingen indlæggelser får lov at vare udover seks uger. Jeg var indlagt tæt på et år. Jeg ved ikke, hvad der er bedst, men jeg er sikker på, at alle gør, hvad de kan.
Min 19. flytning var til Tamperdalsvej. Min tyvende var til Ringkøbingvej, hos en kæreste med kat, gamerstol og rom med jordbærsmag. Senere flyttede vi til Langenæs og derefter til et rækkehus i Hørning. Det var der, jeg indså, at det var en blindvej. Det med ham og mig, altså. Og Hørning ikke mindst. Jeg smuttede i morgens mulm og mørke, fandt et værelse i Aarhus V, videre til Viborgvej.

Så mødte jeg Michael.
Han fandt et hus til os på Louisenlund. Louise på Louisenlund. Hvem kan stå for den slags? Jeg kan ikke.
Det er femten år siden i år, og det er kun blevet bedre. Jeg tror ikke på ret meget, heller ikke på nisser. Men jeg tror på kærligheden.