Louise Juhl

Det er ikke mangel på ord, der har forhindret mig i at skrive på det sidste, det er mangel på vrede. Jeg render rundt med en lille grå træthed indeni, så helt forskellig fra den afmagt, jeg har brug for. Hvis man ellers kan tale om at have brug for afmagt?
Det kan man, det gør jeg.
Jeg har længe savnet at sidde alene i en biografsal, og se min mor kravle gennem lærredet, jeg har savnet at hive efter vejret og at sende mine øjne ud at lede efter min far.
Men alt jeg har bedrevet er at rede og rede og rede mit hår og set det vokse nedad, jeg har talt alle tal mellem et og ti, og set dem give det samme som sidst? Selv farverne omkring mig påstår sig mere sjældne, end de egentlig er: Har du set den gule her omkring, fuldkommen lig sig selv?
Det er som om jeg kun har insekterne tilbage nu, umulige, ækle, flygtige. Så fine er de – og så forsvindende små.