Louise Juhl

Første gang jeg blev indlagt var på et somatisk sygehus, en afdeling for mavetarm-lidelser og så alle dem, man ikke vidste, hvad man ellers skulle stille op med. Der var for eksempel én, der var lam fra livet og nedefter, de testede hende for alt, blodprøver, scanning, røntgen, men alt virkede normalt. Alligevel var ingenting som det skulle være, for Hanne, det hed hun, kunne ikke gå, hendes arme var kraftløse, hun skulle bruge begge hænder for at løfte en ske. Efter seks uger fungerede hun igen, hendes ben kunne bære, hun blev udskrevet den første mandag i juni.
Der var også Benny. Jeg mødte ham første gang på rygerstuen. Jeg røg egentlig ikke, men noget skulle tiden jo gå med, så jeg havde købt en pakke grønne Dunhills og en lighter i den rullende hospitalskiosk. Cigaretterne smagte forfærdeligt, surt og af mentol, af en eller anden grund passede det mig fint. Stuen var indrettet med et stort vindue, udenfor blomstrede rododendronbuskene med en nærmest upassende frodighed. Personalet havde hængt et foderbræt op til fuglene, fedt og frø, jeg sad og så på, at de pikkede, trak røg ind, og undrede mig over, hvor simpelt den slags kunne være for dyrene. At pikke og æde.
Så kom Benny ind, han havde dropstativ og vat i albueleddet. Han vidste ikke, hvad det var, de hældte på ham, sagde han, “men de påstår det hjælper.” Det var sidst i juni, min kæreste havde lige fortalt mig, at han havde mødt en anden. Hun hed Mette og spillede klaver og havde langt hår. Det sidste havde jeg selv forlangt at få at vide. At hun havde langt hår, altså, som om det forklarede alt.
Benny havde ikke langt hår, men han havde AIDS. Det fortalte han som det første. Det næste han sagde var, at han ville dø af det. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede ham, om jeg svarede ham, men jeg kan huske, at jeg tog et tæppe fra stolen ved siden af og trak det op omkring mig. Det var seksogtyve grader udenfor, men jeg hundefrøs.
Benny spurgte vist aldrig, hvad jeg fejlede. Heller ikke, om jeg skulle dø af det. Men han strikkede mig et halstørklæde, et langt uldent et, og jeg blev så glad for det, at jeg sov med det på om natten, også selvom det var sommer og stegende hedt.
Ugen efter blev Benny udskrevet, han fik lov at låne en kørestol af afdelingen, de vidste, at han ville komme tilbage. Jeg så ham rulle ud, jeg tudbrølede, først Hanne og nu Benny, alle undtagen mig så ud til at få det bedre, jeg forblev den umulige patient, nægtede at spise, snød og løj og trænede under bruseren. Englehop og armbøjninger, hundrede af hver.
Jeg kom ikke længere på rygerstuen, uden Benny var der kun fuglene og de fede frø og det var ikke nok. I stedet flagrede jeg rundt som et spøgelse i hvidt hospitalstøj, på gange og i forhallen, så på menneskene, der kom og gik. En dag mødte jeg Jørgen Clevin derude, han var større, end jeg huskede ham fra TV, mere træt også, han havde tunge sorte rande om øjnene. Jeg hilste på ham: Hej Jørgen, som om jeg kendte ham, som om han bare var en figur fra TV og ikke et levende menneske. Han havde samme tøj på som mig, med vaskeriets logo: DFD, De Forende danske Dampvaskerier.
Ugen efter blev Benny indlagt igen, han vinkede fra sin kørestol, da han kørte forbi udenfor på gangen. “Im back”, råbte han.
Han havde frygtelig ondt hele tiden, nervebetændelse. Han skreg, bare han skulle have strømper på, sygeplejersken undskyldte hver gang, “undskyld, ven” og Benny svarede: “du skal ikke undskylde, det er ikke din skyld.” Det var ikke nogens skyld.
Senere fik han lungebetændelse og så en særlig ondsindet helvedesild, der fik ham til at skrige af smerte uanset om han lå eller sad eller stod. Jeg besøgte ham på hans stue, nogle gange tog han min hånd, men også det gjorde ondt, av. Og så slap han igen.
Han var min bedste ven i de måneder, jeg var indlagt, han døde i december. Jeg måtte ikke komme med til begravelsen, jeg var for tynd, sagde lægerne, og for skrøbelig. Det er femogtyve år siden, og jeg savner ham stadig. Jeg ved ikke, hvor tørklædet, han strikkede til mig, blev af, det forsvandt bare, ligesom så meget andet forsvandt, kiloene, dagene, sammenhængen.