Louise Juhl

Jeg så engang et klip på TV. Det var fra en bjergkæde i Sydamerika, en lavine, først en lille prik, der voksede sig større og større for til sidst at fylde hele bjergsiden. Jeg er ikke stolt af, at jeg så klippet – ikke bare en eller to men måske ti gange – for der var mennesker på vej op ad bjerget, otte klatrere med pigsko og tov. Da lavinen nåede bunden var bjergsiden tom, stilheden efter det buldrende sneskred var enorm, solen lyste som en forhørslampe.
Jeg har senere læst at alle otte omkom, de var med et selskab fra Belgien, en af dem havde vundet Stjerne for en Aften, den ældste var 41, den yngste 26. Man sendte flyvende lanterner afsted, levende lys henover himlen, det gjorde ingen forskel, de døde forblev døde.
Lige nu læser jeg en bog, en digtsamling måske eller et rasende opråb, en satirisk bøn: “Please mig i røven.” Det er som at rive skorpen af et sår, ritttsjj, og jeg føler mig afsløret, ussel, for jeg elsker alt, hvad jeg læser, det grusomme, det blotlagte, det betændte. Det er så godt, det er så råt. Det handler om hunde og katte og skildpadder, om misbrug og om at overleve ved at gøre sig hård. Jeg lærte engang af en professionel cykelrytter, at når smerten er størst, når benene skriger af syre og ens spyt smager af metal, så hjælper det at le. Højt og hysterisk, det er ikke løgn, HAHAHAHAHAHAHA. Det er noget med at snyde hjernen til at tro, at man har det godt, frigive endorfiner, der virker smertestillende på alt, der gør ondt. Sådan er det også i den her bog, man ler for ikke at græde, gå i stykker, man ser lige ned i dybet og bliver svimmel, ikke kun fordi det er dybere end det meste andet, man har set, men fordi man et øjeblik overvejer at lade sig falde. Ned. Mens man ler.
Nå, jeg må ikke sige mere endnu, men det minder mig om engang, jeg gemte orm i en dåse under min seng, for så om natten, når smerten og skammen var størst, at finde dåsen frem og æde ormene, som en sulten fugl, på jagt efter mad tl sine unger, eller som en fisk, der villigt bider på sin egen krog.
Haps.