Louise Juhl

(tidlig lørdag morgen, uredigeret)

Jeg læser i Naja Maria Aidts “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, det er ikke til at bære, det er ikke til ikke at bære, alt det ophør, der fortsætter og fortsætter, at hun lader armene hænge langs bogens sider, fordi hun har opgivet at række ud, der er ikke nogen at åbne for, ingen naturlige forlængelser kun en amputeret arm, der hvor der skulle have groet en puls, en fantomsmerte, hvordan skal man forstå, at der ikke er noget at forstå, kun kendsgerninger at forholde sig til: at krydderierne stadig findes i skabet, hvor han efterlod dem, at sølv er et stabilt metal, at magnolia findes,

der er øjeblikke, hvor vanviddet er den eneste mulige tilstand, at være ude af sig selv, sådan som han er, ude af sig selv men inde i hende, og der er ingen steder, han ikke længere er, ingen rum, hun kan lukke døren til,
han kommer til hende i søvne, siger, at der er noget han har glemt, noget kærlighed, og det virker så udramatisk, da han lader hovedet falde ind mod hendes krop, da han tager afsted igen og hun vågner og oplever, at han har fundet, hvad han søgte, men hun har ikke fundet andet end mangel på sprog,
hun vil bytte døden for et horoskop, en stjerne der forlængst er slukket med hvis lys først nu når jorden afmagten gnaver i hendes knogler,
jeg har det sådan, at hvis man tager et røntgenfotografi af bogens sider vil man finde aftegninger af Carls knogler i hver eneste, en forstening, en overtone af kærlighed, der synger i rummet og i læseren.