Louise Juhl

Engang arbejdede jeg i en integreret institution, jeg mødte ind klokken 6.30 og tog imod de første børn, Ingegerd, Laurits, Laura, Signa. Og Nete, hvis mor hed Ag-nete og som altid havde huller i tøjet: Et jakkeærme, der lækkede dun eller en storetå der stak frem fra strømpestoffet. Ind imellem malede hun øjne og næse på tåen og lagde rødt lak på neglen. Så gik hun rundt sådan en hel dag og pralede med sin nøgne tå: – Se!, bevægede den som til et nik: – Sig hej til Adolf. Men de andre børn hilste kun sjældent, det var som om hun ville dem for meget, de trak væk eller vendte sig kun halvvejs rundt, skulede over skulderen, hej, hvilket af en eller anden grund virkede mere afvisende end slet ikke at reagere.

I Katrine Marie Guldagers bog “Jeg hører, hvad du siger,” der udkommer i dag, møder vi Marianne, en midaldrende parterapeut, hvis søn kæmper med alvorlig psykisk sygdom og bliver indlagt efter et – i hvert fald påstået – overfald. Han medicineres massivt, og Marianne er dybt ulykkelig over at se sin søn som en Zombie i hospitalets spøgelseslignende omgivelser. Hun kæmper for at få lov at se ham og opdager til sin fortvivlelse, at hun i journalen står angivet som en del af problemet: “Samarbejdsvanskeligheder med Mater”.
Grunden til, at jeg nævner Guldagers bog, er en ganske lille passage undervejs. En medpatient, Birgit, går rundt på gangene og klager over ondt i armen. Hun klynker og råber om hjælp og Marianne kontakter personalet og gør opmærksom på den ulykkelige kvinde. Men personalet afviser: Der er slet ikke noget galt med Birgits arm, siger de, hun vil bare have opmærksomhed. Og så stiller Marianne dem hundredetusindekroners spørgsmålet: Men hvorfor giver I hende det så ikke?
Jeg synes, det er bogens mest rørende øjeblik. Måske fordi jeg genkender men også fordi, det rører noget dybt i mig. Nemlig den stærkt protestantiske arvesynd, vi nordboere render rundt med, og som påskriver os aldrig at være til besvær, ikke at bede om hjælp, klare os selv. “Det handler ikke om, hvordan du har det, men hvordan du tar’ det”. For tiden er det populært at dele artikler om en påstået overdreven fokus på sårbarhed, en omsiggribende og kvælende psykologisering. De unge mennesker, der lider, skal lære at se ud i stedet for ind, lyder mantraet, og det er muligt, at det faktisk hjælper. At se ud, altså, på træerne og marehalmen i klitterne og på mågerne, der hver eneste dag må stride sig igennem vinden alene for at holde sig på vingerne. Det tror jeg såmænd er rigtigt nok.
Men det er ikke det samme som at det giver Carte Blanche til at overhøre, når mennesker beder om hjælp, råber av eller skærer i sig selv, for at give deres tavse smerte en stemme af snitsår og blod. Det tenderer det hånlige, at afvise andres smerte på den måde, og er nok snarere udtryk for en egoistisk selvtilfredshed: JEG har ikke ondt, ergo har du heller ikke ondt. JEG har ikke brug for hjælp, så har du heller ikke. MIT bedste er det samme, som dit bedste.

Lederen af den institution, jeg arbejdede i, pålagde Netes mor at købe nye strømper. Uden huller. Det ville løse problemet med de andre børns afvisninger, mente hun. Og så gik Nete rundt uden huller i sokkerne og så på, mens de andre legede, hun blev stadig ikke inviteret med ind. En dag klippede hun sit hår med en kartonsaks, helt ulige længder, nogle steder ind til issen, andre steder til øret. De andre børn så endelig op – og skreg af grin og Nete lo med dem, haha, det var hjerteskærende at se og høre på.