Louise Juhl

Jeg kan huske, da min bedste venindes forældre blev skilt. Jeg kendte knap til muligheden. At blive skilt? Jeg havde set det på film, Kramer mod Kramer og Vores bedste år, men aldrig oplevet det i virkeligheden.
Min veninde flyttede i lejlighed med sin mor og bror, vi talte aldrig om det, hvad der var sket og hvorfor, når jeg spurgte, svarede hun: Er det vigtigt? Lejligheden endte med at blive for dyr for hendes mor, de fik tilbudt et rækkehus i en boligforening i den modsatte ende af byen, og min veninde måtte skifte skole. Jeg besøgte hende kort efter, men det var ikke det samme. Hun var ligesom en anden, eller også var jeg, det var i hvert fald, som om vi sad i det samme rum, men to vidt forskellige steder. Til sidst sås vi kun sjældent, hun læste mærkelige bøger og skrev stile om Baudelaire, som hun altid læste højt, måske for at hævde sig: Det kunne da godt være, at hendes forældre var skilt, til gengæld vidste hun noget om franske digte – meget endda.
I syvende fik jeg for første gang lov at komme til fest i ungdomsklubben. Det startede klokken syv, jeg stod klar tyve minutter før i nylonstrømper og en ærmeløs kjole. Det var i november og strømperne frøs fast til mine ben. Der var ikke andre end mig i klubben, da jeg blev lukket ind, kun en pædagog og så en DJ, der hed Torsten, der erklærede, at han altså ikke gad at spille, når der kun var mig at spille for. Jeg satte mig på en høj stol oppe ved baren, nippede til en øl indtil lidt i elleve, hvor Dorte og Mia og Martin og Agnetes bror, Thomas, dukkede op: ‘Heyyyyy’ og ‘hvad så’. Det var alt, jeg nåede at udveksle med dem, før jeg skulle gå, jeg havde en aftale med min mor om, at være hjemme klokken elleve. Det slog mig ikke et sekund ikke at overholde aftalen, jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg altid havde gjort, som jeg skulle og ikke vidste, at man kunne gøre andet.
Med tiden fandt jeg ud af, hvordan man gjorde. Hvordan man kom for sent til fester, sked på aftaler, det blev aldrig rigtig en vane, men jeg blev god til det.
Mange år efter fik jeg et brev fra min veninde, hende der var flyttet i rækkehus med sin mor. Hun skrev, at hun havde fået en tatovering på underarmen – af en sort sommerfugl. Hun læste litteraturvidenskab i København, hendes far var lige død, fortalte hun, hun havde ikke set ham i tre år, det var mere mærkelig end den var egentlig trist, skrev hun. Og så: Om jeg ville fejre nytår med hende? Hun hadede store fester, skrev hun, og nu var det så et nyt årtusinde, der skulle fejres, hun kunne ikke forestille sig noget værre. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret, så vi slog pjalterne sammen. Hun tog toget til Aalborg, vi spillede Kalaha og snydeskak, hørte the Cure. Klokken tolv skålede vi, så ud på fyrværkeriet og talte om, hvor mange millioner kroner, der mon lige nu blev brændt af for øjnene af os.

Klokken et faldt vi i søvn, klokken tolv næste formiddag tog hun toget tilbage til København, jeg har ikke set hende siden.