Louise Juhl

Jeg sidder på hug, og samler sten i en bunke. Det er sommer og varmt. Jeg beder solen om at dæmpe sig:
“Schhhhys, du må skrue ned for lyset, så du bedre kan forstå, hvad et mørke er”, hvisker jeg.


Min mor smiler, og siger, at jeg er et klogt og empatisk barn.
Jeg ved ikke, hvad det betyder, “empatisk”. Men af en eller anden grund er jeg sikker på, at det ikke er dét, jeg er.