Louise Juhl

Vi rykkede ind i det gamle folkevognsrugbrød. Esben pyntede op med kunstige margueritter og et sæt mini-boksehandsker i forruden. Han købte aftagelige nedrulninsgardiner til om natten og et bateridrevet minikøleskab til at holde mælken og leverpostejen kold. Bagrummet ryddede han for værktøj og instrumenter, lagde springmadrasser på gulvet og købte pandelamper, vi kunne bruge som lyskilde, når vi skulle finde vej i mørket. 
         Vi havde stadig ikke lagt os fast på en rute, vestkysten var et bud, det samme var en tur til de sydfynske øer. Lyø og Avernakø, Bjørnø og Drejø. Esben havde set i en brochure, at det var muligt at få et særligt ø- pas med plads til stempler, ét for hver af de 39 danske øer.
– Sguda meget sjovt, ikk’?
          Jo og nja, vi ledte videre. Ribe slog sig op på historiske bygninger og en domkirke helt tilbage fra 1150. Sorø brystede sig af et smukt akademi og en natur, man ikke fandt magen til andre steder. København havde det hele, parker og parties, fine dining og boder med candyfloss. Kanalrundfart og koncerthuse. Det lød alt sammen godt. Men ikke godt nok til, at vi tog os sammen, traf et valg. Vi sov tre nætter i bilen, jeg slog panden imod en hylde i søvne, Esben duppede bulen med et udtræk fra Bellis, han plukkede på plænen bag p-pladsen. Han havde set det i opslag på instagram, en mor, der fortalte at hun brugte planterne på sine børn. Afkoget virkede lindrende på ømme pletter, hudafskrabninger og blå mærker, havde hun skrevet under fotoet: Et syltetøjsglas fyldt med friskplukkede Bellis. 
         Esben overhældte blomsterhovederne med kogende vand, dyppede en klud i væsken og lagde mod bulen på min pande. Det hjalp ikke på smerten, men det gjorde hans omsorg. Tænk sig at det var det samme menneske, der elskede brun sovs og patter, som nu sad med blomsterudtræk og forsigtige fingre, spurgte: 
— Er du svimmel, har du kvalme?
Jeg kunne ikke andet end at overgive mig til hans bekymrede stemme: – Nej, svarede jeg, men bad alligevel om lov til at blive liggende, mens Esben hentede kardemommesnurrer ved bageren. Jeg spiste to og en halv, han sagde: – Appetitten fejler da ikke noget. 

Det var sådan, det var, de dage i bilen. Han gav og gav, og jeg tog og tog, og så begyndte det at regne. En tung og hidsig heldagsregn, og der var ikke mere kage tilbage, kun blomstervand og bulen i mine pande og så ringede telefonen. Det var forkert nummer, – Ingen årsag, svarede Esben den forlegne ældre dame og lagde på. Så sad vi lidt i stilhed, lyttede til regnen, jeg sagde: – Det minder mig om noget, men selvom Esben forsøgte sig med alt, kunne jeg ikke komme i tanke om hvad: – soldatertramp? – drypstenshuler? Nangijala?, spurgte han, men jeg svarede nej. Det var hverken det ene eller det andet. Mere som en usynlig bjørn eller en død tvilling. Nej, nu huskede jeg det: som at sidde på hug og ae en bænkebider, trøste det lille dyr. Tænk sig at være født til at leve i fugt og mørke og under en sten. 

(Der findes 27 arter af bænkebidere i Danmark, de mest almindelige er gråsvin, skrukketrold og kuglebænkebidere. For dem alle gælder det, at de har syv par ben og to antenner, gennem hvilke de finder vej i erden, mærker den. Det lille dye lever af halvt nedbrudte blade, grene, alger, svampe og gammel frugt. Al den slags, der falder ned af sig selv, og som derfor er nemt at gå til. 
Bænkebideren tilhører familien af krebsdyr og har derfor ikke lunger, men trækker, som det eneste landlevende dyr i verden, vejret ved hjælp af gæller.)

På tredjedagen opgav vi. Ikke fordi noget gik galt, men fordi det gik godt. – Lad os stoppe mens legen er god, foreslog Esben og pakkede det hele sammen, madrasserne og de bittesmå boksehandsker. Vi satte hylder på plads bag i bilen og fyldte værktøjet tilbage, hvor det kom fra. 
         Jeg tog et billede af os begge foran folkevognsrugbrødets åbne bagklapper. Mig med valnøddestor blå bule i panden og Esben med et Bellisfylde syltetøjsglas, Nedenunder skrev jeg: ”You couldnt make this thing up” og lagde det på instagram. Antydede vel et eventyr, vilde ridt, rasende skænderier. Noget andet, i hvert fald, end stilhed, regn og kardemommesnurrer. 

Senere spurgte Lene til bulen, om den stadig var øm? Og jeg fjernede noget hår fra min pande og pegede. Dér. Der var ikke længere noget at se, men der var stadig noget at mærke, sagde jeg. En ømhed når jeg pressede en finger imod eller lænede min pande mod et vindue. 
– Men det kan jeg selvfølgelig bare lade være med at gøre. 
Ligesom jeg kunne undgå mørke, vrisne væsner, utætte hjerter. Sten. 
– Men, Lene holdt en pause, som om hun overvejede, hvad hun skulle sige og hvordan: – Det bliver måske lidt hårdt i længden? 
Hun så på mig: – At manøvre i alle de undvigelser, altså. Alt det, du ikke må røre og ikke må se og ikke må mærke?