Louise Juhl

Jeg har lært mig selv at stamme.
“M..m..mmmå je.. jeg be’ om sm..sm..smørret.”
De voksne ved, at jeg skal have tid. God tid. Al den tid, der behøves. De voksne ved, at man ikke skynder på folk, der stammer. Eller på børn. At man venter, tålmodigt, og smiler.  Som om.
“A…ap…appelsiiiiiin.”

Jeg er Både Og.
Jeg er et st..st..stammeb..barn. Jeg b…b…er’ om s..s..sm..smørret. Jeg har min egen scene, jeg står på. Og mit eget lys, jeg bader i. Mit helt eget tæppe af rød velour, der falder, før og efter, op og ned, goddag og farvel. Goddag. Og f..f..farvel.

Det er synd for mig, men de voksne ved, at de skal lade som om. De voksne ved, at de ikke skal sige det højt.
De voksne siger, at mit sprog er helt unikt, de udtaler u som j, og lægger tryk på helt.
Det lyder flot.
De voksne siger, at jeg har lært dem at lytte, at jeg har lært dem at tænke, før de taler. At jeg er et  øh…øøønskeba..barn, og at de slet ikke ville øh..øønske sig nogen anden.

Min stammen er blevet værre med alderen. I starten s..st..stammede jeg kun om fredagen, når vi skulle købe weekendslik. Så aede min mor mig på kinden, hun fik tårer i øjnene og sagde, at livet var for kort til at skændes. Og så fik jeg lov at købe for tyve kroner blandet. En pose skumfiduser blev det også til.
Senere begyndte jeg også at st..st..stamme om tirsdagen, når jeg skulle til s..s..svømning. Så klappede min far mig på hovedet og sagde, at der vel var en grund til, at vi mennesker ikke var født med gæller. At han heller aldrig havde været en vandhund. Og så begyndte vi at bygge modelfly i stedet, min far og mig, hver tirsdag aften.
Nu st..st..st..stammer jeg hele tiden.
Også i søvne.
Så får jeg lov at sove inde hos mor og far. Det er jeg glad for, for jeg er bange for mørke. Jeg er også bange for vand. Og for hunde, så når vi går tur, holder mor og far mig altid i hånden, selvom jeg er blevet sytten år.
Det er ikke et spørgsmål om alder, siger de, men om kærlighed.
Jeg er jo deres øh..ønskebarn.