Louise Juhl

Ved siden af den grønne plastvase med tulipaner står en sten med hans navn. Eik. Blomsternes hoveder hænger en smule, det må skyldes nattens frost.
Perlegrus og fire trædesten.
Lidt derfra fylder en mand med grå bakkenbarter en kande med vand. Han bærer den langs rækken af sten hen og vander på graven overfor. Han hælder langsomt. Først mætter han jorden, så stenen. Den bliver mørk af fugt. Så tegner han et kryds med spidsen af sin fod foran stenen, sætter sig på knæ, bøjer ansigtet mod jorden. Hvisker en remse. Den samme igen og igen, ordene flyder sammen som et hav, bølger frem og tilbage: “Emira seki moli / Esram mira mol”

Hans bror havde haft store næver og en kort lunte.
De havde råbt hans navn, da de fandt ham: EIK!
Udover gårdspladsen, marken, hen over hegnet og forbi kirken, hvor han stod og kalkede mur.
“Eik!”
Han havde hængte sig i et reb i loftet. Hans tunge hang slapt, hans ansigt var mere blåt end blegt, og munden trukket skæv.
Han havde grebet om brorens ben, lagt den tunge krop henover sine skuldre. Han havde gjort sig umage for at løsne rebet om hilsen, med forsigtige fingre hevet og lirket. Men forgæves, hænderne ville ikke lystre og han måtte i stedet tage en kabelsaks til hjælp.
Brorens krop var tungere, end han huskede den, hans knæ gav efter, og han faldt sammen på gulvet. På knæ med den døde krop liggende foran sig.
Han havde kysset brorens hænder, ru og røde. Lukket hans øjne, hvisket. Såsåså.
Det var fjorten år siden nu. Han havde kun været en stor dreng. Nu var han en mand, men for sin bror ville han altid være det barn, der havde forsøgt at løsne rebet forgæves, var faldet på knæ, havde hvisket, såsåså. Som om det nyttede, gjorde en forskel. Såsåså.

Han byggede et skur bagerst i haven og indrettede med brorens ejendele. Et falmet verdenskort med grænser, der ikke længere gjaldt. Bøger ordnet efter ryggenes farve, blå, brune, hvide, grå. En mandshøj stjernekikkert og en sættekasse fyldt med efterladenskaber: En rød legetøjsbil med lad, et dyrekranie. En ring med initialer. M.H.
Ingen vidste hvad det stod for.

De havde delt samme seng indtil Eik fyldte fem. Samme værelse til han fyldte ti. De talte sjældent sammen, Eik skrev kun sedler. Se!
Og han havde set sig rundt, som broren bad ham. På solen, der bevægede sig henover hustagene, skiftede fra halv til hel. Katten, der rejste pels, hver gang han ville stryge den over ryggen. Dukkede sig og forsvandt.
Han havde set på sin bror, de store næver og mønstret, han havde ridset med nåle i sin arm. En cirkel og to prikker. Når han spurgte hvad, det forestillede havde hans bror himlet opgivende med øjnene og gentaget, hvad han havde skrevet. –Se!

Da han fyldte tretten havde Eik pakket en kuffert. Strømper og t-shirts, en hue med hæklede lapper ved ørerne. Et vers skrevet af fra en bog:
Jeg går gennem dagen/med samme møje/som natten.
Han havde ikke fortalt, at han gik, heller ikke hvorhen. Han havde forladt huset uden at lukke døren efter sig og først fire år senere gået ind ad den samme dør. Stadig uden forklaring. Kufferten var i mellemtiden skiftet ud med en rygsæk og huen erstattet med et bånd om panden. Digtet bar han stadig i lommen, nu trak han det op satte han det fast med nåle på væggen. En krøllet seddel med en skrift slidt at tiden:
Jeg går gennem dagen med samme møje som natten.

Det er svært at sige, om han savner sin bror. Hvad det overhovedet vil sige at savne. Om man kan savne nogen, man aldrig har kendt.
Men han besøger stenen med hans navn hver dag. Eik. Skifter blomsterne og nikker til manden, der passer graven overfor. Tæller trædestenene. En, to, tre, fire.
Lover sin bror at holde natten i hånden – også om dagen.