ok.
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg gør mit bedste. Jeg forsikrer dig om, at jeg gør mit bedste. Og du ser på mig med det der blik, og siger okay. Og jeg siger “Hvad mener du med okay”. Og du svarer “Det jeg siger; okay”. Og jeg bliver bange eller måske er bange ikke det rigtige ord, nej jeg bliver fortvivlet og lidt vred, for hvordan fanden skal jeg nogensinde tro på et okay, der lyder mere af et okay? end et okay!
Så begynder jeg at tænke i plan a og plan b, det vil sige a) at skide dig et stykke og udtrykke det lydligt eller b) forklare og forklare igen, om og om og trygle dig om et okay!
Bare et eneste fucking forpulet okay!
Og måske et blik, der kunne sætte punktum. Okay!
Men der kommer ikke nogen plan fra mig, eller der kommer ikke nogen lyd, hverken eder eller bøn, ikke noget “Hvad fanden skal jeg stille op med et så tykhudet stykke menneskehed som dig” og heller ikke noget “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre dig begribeligt, at jeg VIL dig”. Ingenting kommer der, måske pånær et vejrtræk, antydningen af et suk.
Så rejser jeg mig og samler kniv og gaffel og tallerken, tager det hele med mig ud til opvaskmaskinen. Du siger stadig ikke noget og lyden af bestik der klirrer mod hinanden er skinger, når der ikke er andre lyde til at dæmpe. Jeg er længe om at sætte det beskidte service i maskinen, jeg er omhyggelig med at placere tallerkenen præcis der, hvor den efterlader mest mulig plads til resten af opvasken, gryderne, din tallerken, dørslaget. Og jeg lukker lågen efter mig. “Du kan selv åbne den, når det passer i dit kram at komme videre”, tænker jeg. Ja.
“Okay?” siger jeg så. Og du ser op men siger ikke noget, jeg prøver ellers virkelig at ligne et spørgsmålstegn. Men du har allerede sænket blikket mod den beskidte tallerken, rejser dig og samler det hele, bestik og tallerken og den tomme skål fra pastasalaten.
“Okay”, sukker du, “okay”.
Der er noget smukt over det moderne menneskes eksistentielle frustration!
Vi har lært os at styre hver vores verden – men har ikke det store held med at lade vores personligt kontrollerede verdener mødes.
“Kærlighed er ingen sejers gang – Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja”
Det smukke findes ikke i den fælles sejrsrus, som to velfungerende og succesfulde mennesker opnår i fuldbyrdelsen af et fælles kontraktuelt forehavende.
Det smukke findes på den anden side af den angstprovokerende afmagt, man konstant må hengive sig til for i korte uendelige øjeblikke at kunne nå ind til hinanden.
Det er Okay at være på vej, og guddommeligt at nå frem.
Der er i hvert fald ikke noget anæmisk ved denne blog (jf. mit alt for generaliserende blog-indlæg, som jeg nu har slettet). Jeg følger den med glæde.
Kære Kirsten: jeg er jo kortprosaist af kød og blod, og er derfor såvel ordknap som meget kortfattet i mit udtryk generelt 🙂
Jeg ser det egentlig som en kompliment med det anæmiske. Og du ved, at jeg også holder meget af din stensamling, Kirsten og læser med dagligt. Kh
Lyden af usagthed kan næsten give mig åndenød og det er godt at blive mindet om det, så det er muligt at tage sig i agt – så tak Louise.
Engang kendte jeg en pige, der altid gik rundt og bed sig i kinden. Og når nogen spurgte hende, hvorfor i alverden hun gjorde det (det var jo smertefuldt og forhindrede hende i at tale), så svarede hun, at det var fordi hun forsøgte at lave smilehuller.
Man skal bide meget i sig…
(hvor er jeg glad for din kommentar!)