Louise Juhl

I går så jeg den norske dokumentar ‘Kunstneren og tyven’, om den tjekkiske kunstner Barbora Kysilkova, der får to af sine væsentligeste værker stjålet ved en udstilling i Oslo. Gerningsmanden pågribes og Kysilkova opsøger ham, og ender med at portrættere ham i flere værker. Der er flere ting, der gør dokumentaren interessant.
Spørgsmålet om, hvem der stjæler fra hvem, for eksempel: Er Kysilkovas hyperrealistiske kunst i lige så høj grad som kunsttyvens forbrydelse, en slags forbrydelse mod – eller rovdrift på – virkeligheden? Er hun, som også mange autobiografiske forfattere bliver beskyldt for, hensynsløs i sin udnyttelse af den omgivende verden?Et andet spørgsmål handler om et selvdestruktivt misbrug, der går igen hos dem begge. Kunsttyveriet er udført under massiv påvirkning af euforiserende stoffer, tyven fortæller: ‘Vi festede fra onsdag til onsdag. Så kom jeg i fængsel’ Hans barndom har været præget af en fraværende far og en mor samt to søskende, han ikke har haft kontakt til. Efterfølgende uddanner han sig til pædagog for at hjælpe udsatte unge, men ender med selv at udvikle et massivt misbrug. Som udsendelsen skrider frem, tager omfanget og hårdheden af stofferne til og det hele kulminerer, da han i en stjålen bil kører sig selv halvt ihjel i en rus af heroin og kærestesorg.
Barbora Kysilkova besøger ham på sygehuset, han vågner op med en ryg, der er brækket tre steder, en halvsmadret skulder og elleve titaniumskruer i hoften. Lægerne tør ikke love, at han får førligheden tilbage. Kysilkova tager fotos af hans skader, maler dem. Men hvad er det, der drager hende. Hendes kæreste spørger nådesløst i: ‘Hvad er meningen med at bruge et andet menneskets forfald som drivkraft i din kunst?’ Hun svarer ham noget i retning af: ‘Så længe, der kommer smuk kunst ud af det, er det mening nok for mig.’
Jeg er på den ene side tilbøjelig til at give hende ret – kunsten har sin helt egen berettigelse. Samtidig giver udtalelsen mig kvalme, den vidner om en forrået tilgang til sin omverden – skal den blot ligge ryg til alt, hvad hun, i kunstens hellige navn, byder den. Der er vel intet mål, der helliger midlet. Eller er der?
Jeg ligger ikke inde med svarene, men vil bare anbefale dokumentaren. Den er tankevækkende, usentimental, og gemmer på en overraskende slutning, der både kan opleves som smuk og grusom. Måske er det i kunst nogle gange to sider af samme sag.