Louise Juhl

Jeg læste for nylig et modigt og tiltrængt kritisk blik på det danske anmeldelseslandskab i magasinet ATLAS. Essayet hed “Kritisk” og var skrevet af Hans Peter Madsen, der selv er forfatter, oversætter og, i denne sammenhæng måske mest væsentligt, en flittig og afholdt anmelder.
Hovedpointen i hans indlæg lød således:
“Når jeg læser boganmeldelserne i de danske dagblade, ser jeg hovedsageligt grundighed og dygtighed. Men jeg ser også to slags anmeldelser, hvor kritikerne ikke gør deres arbejde ordentligt. Det gælder på den ene side, når ellers fagligt kvalificerede kritikere mangler engagement og tilsyneladende ikke læser bøgerne grundigt. Og på den anden når engagerede kritikere, der ellers skriver med stor ildhu og interesse, bliver sat til at anmelde bøger, som de ikke har de faglige kvalifikationer til at vurdere.”

Madsen er altså som udgangspunkt loyal og finder, at hans kolleger bedriver saglig og grundigt anmelderi. Men han har altså stadig sine forbehold, det ene er sjuskede anmeldelser, det vil sige bøger, der tydeligvis ikke er læst med engangement og grundighed, det andet er for så vidt vældigt engagerede anmeldere, der til gengæld mangler faglig viden og udsyn i forhold udøvelse af til en litteraturkritisk praksis. Som eksempel på det første, henviser han til Politikens Bo Tao Michaelis, der i sin anmeldelse af Terry Hayes’ spionthriller Græshoppens år overser et meget væsentligt greb, nemlig at bogen skifter genre fra klassisk thriller til i stedet at besøge sig ind i et ski-fi-zombie-univers. Et greb, det i Hans Peter Madsens optik, er umuligt ikke at omtale og benævne, hvis bogen skal ydes ret.
Som eksempel på anmeldelser skrevet med engagement men uden de nødvendige kvalifikationer, fremhæves Berlingskes Jakob Gentz, der i sin anmeldelse af Solvej Balles Om udregning af rumfang 5 frejdigt erklærer, at han ikke har læst de fire forudgående bind i serien. Alle bøgerne i serien bærer same titel – Om udregning af rumfang – men efterfulgt af et nummer, der angiver deres plads i den planlagte septologi. Hvordan giver en sådan fuldkommen fritsvævende læsning af bind nummer 5 i en sammenhængende serie på 7 mening, spørger Madsen. Hvem har gavn af den – næppe bogen i hvert fald, konkluderer han, og med stor sandsynlighed heller ikke læserne.

Jeg vil nødig tage stilling til den konkrete kritik, der rejses – fordi jeg i de to tilfælde er ukvalificeret, al den stund, at jeg hverken har læst anmeldelserne eller de to nævnte værker. Alligevel synes jeg, det er en væsentlig diskussion, der rejses, og sund for enhver branche med et sådant sundhedstjek i ny og næ. Jeg praktiserer selv anmeldervirksomhed, og mener selvfølgelig jeg gør en dyd ud af at læse med omhu og også med udsyn til lignende værker, greb og litterære stemmer. Men jeg kan altid gøre mig mere umage, læse mere, udvide min litterære horisont, ligesom jeg kan blive bedre til at gå med på det enkelte værks præmisser, det vil sige læse genrehybrider, som dét, de er, nemlig hybrider, og modsat klassiske krimi med deres omvendt meget faste traditioner og genrekrav.

Jeg er selv for nylig blevet anmeldt på en måde, jeg ikke fandt helt rimelig. Anmelderen, som jeg respekterer og hvis kvalifikationer, jeg bestemt ikke har grund til at betvivle, skrev sådan set meget loyalt om bogens tematik og udvikling, men konkluderede så til slut, at hun ikke brød sig om det, hun læste som skyldspålæggelse af fortællingens moderfigur.
Hun skrev: “Mit problem med at lade mor tage skraldet, er ikke kun, at det er en kulturel kliché, eller at jeg også selv er en mor, der er »god til gærdej«”
Her er for mig at se tale om en tredje uskik: At vurdere en bog ud fra sin personlige præferencer. For nok siger anmelderen, at hendes forbehold ikke skyldes, at hun “selv er mor og god til gærdej,” men alligevel bruger hun det dog som en slags argument og motivation, al den stund, hun nævner det. For hvorfor skal vi ellers vide det?

Anmelderi er en svær disciplin. Alt dette blot for at sige, at jeg synes Hans Peter Madsens essay åbner for nogle væsentlige og tiltrængte overvejelser, som alle, der beskæftiger sig med litterær kritik, har godt af at gøre sig, jeg selv inklusiv.