Om retning

by Louise Juhl Dalsgaard

Der er så meget, der venter. Forgæves. Så meget uopfyldt. Og det er godt nok. Det skal ikke være anderledes. Kan ikke være anderledes. Dage af kommen og gåen og forsvinden. Det er alt nok. Håb er tåbelige, dømt til at slukkes i sandhed og stardust og nødvendighed.

For helvede pigebarn, wake up! Hear the music. Follow that car. Træd ind i dansen og hiv dig en ordentlig svingom.

Glem dig selv. Glem englesang og Peter Pan og forvandlingskugler. Det eneste, der forvandles, er græsset der gror og træerne, der vokser. Men aldrig ind i himlen. ALDRIG ind i himlen, pigebarn, husk det!

Så træd, for satan. Ikke varsomt. Nej plant dine solide såler i den lerede jord og gå. Ad helvede til. Eller ad paradis til. Det er som man tager det. Eller måske ikke tager det. Ikke ser det. Ikke ser noget eller nogen, men bare træder et skridt ad gangen med bind for øjnene og musik i ørerne og tankerne på nul. Totally numb.

Sikke en fart man kan skyde. Når man ikke står i vejen. For sig selv. Når tankerne er viklet ud. Viklet op. Viftet væk. Tschuuuuhhhh. Ren fart. Fremad. Altid fremad, pigebarn. Husk det nu. Ikke se tilbage, så ender du som en saltstøtte, et forældet monumet. Stivnet og ulykkelig og til grin. Hele tiden blikket fremad. Kroppen fremad.

Fremad. Altid fremad.