Louise Juhl

Jeg boede engang på et ridecenter. En lang historie, men den korte version er, at det var kommunen der betalte mit ophold. Jeg fik et værelse med himmelseng og skråloft, lærte at ride, men aldrig at holde af det. Jeg kunne bedre lide alt det udenom, at strigle og muge ud, tyde dyrets tegningerne af dyrets ånde i frostvejr. 
Det var også på ridecenteret, jeg begyndte at tælle. Fuglene på himlen, antallet af linjer i min hånd: Livs- og hjertelinje, skæbne- og rend-mig-i-røven-linjen, som var den der stod tydeligst frem. Jeg talte også antallet af dun i min hovedpude, teglsten på taget, grus på gårdspladsen, jeg talte og talte, som om jeg ad den vej kunne nå frem til et facit. Slog op i telefonbogen for at tælle, hvor mange der hed Andersen til efternavn i Hundested. Holbæk. Holstebro. Lagde kvadratroden af min mors cpr-nummer sammen med tværsummen af mit eget, det gav 20,73. Skar et brød i en centimeter tykke skiver og lagde dem oven på hinanden og målte højden. Jeg fyldte fire bøger med den slags noter, tilfældige tal i tilfældig rækkefølge, 36 måger på himlen i havnen i Korsør, 82 dåser flået tomat på hylden i Løvbjerg, 3 uafhentede recepter på angstdæmpende medicin. 
Seksogtredive plus toogfirs plus tre giver hundredeogenogtyve, tværsummen af hundredeogenogtyve er fire som også var min mors fødselsdato – den 4. juni. På den måde fik jeg altid tingene til at gå op – også selvom de ikke gik op i noget. Alligevel gav det en slags ro eller i hvert fald en følelse af at gøre noget. Ikke noget af betydning, men alligevel. Det her er ikke et forsøg på en forklaring, heller ikke en undskyldning, jeg ved faktisk ikke hvad det er.