Louise Juhl

Der er ting, jeg er nødt til at fortrænge. Som nu at fejre en fødselsdag, der ikke er, og aldrig har været, min. Sådan en overskudsfødselsdag den 2. oktober, fejring af efterår og gulbrune toner. Ikke stor ståhej eller fest, ingen gøren stads af sig, bare kærnemælkshorn, ingefærte – og måske et levende lys for hyggens skyld. Efteråret irammesat. Alting flimrende, levende og fint. En dag, hvor ingen er inviteret, men alle vil komme forbi, ikke til tjuhejhvordetgår men til kærlighedkanmankunfåforlidtaf-kram. Måske vil nogen medbringe en bøtte hjemmegjort marmelade eller en pose sydesalt, måske ikke, men det hele vil blusse af nuancer i nuancer.
Og dagen vil være sådan en, der falder til jorden let som et blad, og ikke, som vanligt, med et brag.

Men jeg har ikke fødselsdag i dag, og igen i nat vågnede jeg midt i en drøm, i denne skulle jeg nå en færge, men på vej ombord begynder færgen at lægge fra kaj, og jeg står med ét ben på land og ét ben på dækket, og afstanden bliver stadigt større, og jeg vågner og føler mig frygtelig splittet.
Og så er det jeg tænker, at man vel kan holde en fest, en fødselsdagsfest, fordi det er hyggeligt at råbe hurra og fordi efteråret er skidefint. Men kan man det? Altså holde fødselsdag bare fordi, man føler sig splittet af en drøm?