Louise Juhl

Vi lyttede til Lone Kellermann og Annisette, to stærke kvindestemmer.
Den ene rå og ligetil, lyden af værtshus og cigaretrøg. Den anden sang hæst og hemmelighedsfuldt om Dødens Triumf på bare tæer.
For de fleste af os var begge dele ukendt terræn. Vi var vokset op med parcelhushverdag og vejfester og kendte kun til døden fra film eller TV-avisens reportager fra katastrofeområder, sulthærgede børn med fluer omkring øjnene og kæmpestore maver. ‘Det er et spørgsmål om timer..,’ berettede journalisten, før vores forældre slukkede for skærmen.
Alligevel sang vi med på sangene, som var deres fortællingerne vores. Måske fordi vi mærkede, at her var noget på færde, noget virkeligt og vigtigere end terminsprøvekarakterer, en punkteret cykel. Noget større end os vores eget, os selv.
Det var en hårfin balance, en umage kombination af tæt og tilrøget værtshussolidaritet overfor en vidtfavnende verdensvision. Det var dansksproget ’Se venedig og dø’ overfor det udenlandske: ’Dear Little Mother’. – Hvad Fanden var der nu galt med at synge Kære Lille Mor, fnøs nogen, mens andre fandt det det velgørende med tekster på engelsk. Det var den ’den ægte’ arbejder overfor ’den skolede’, de fleste af os stod med et ben i hver lejr, vekslede tankeløst mellem den ene til den anden, fordi vi kunne, fordi vi havde friheden, trygheden og pengene til det. For nogle fremstod vi utro og kunstige, forkælede også.
Vi selv, vi betragtede os som fordomsfri og favnende.