Louise Juhl

”Og hvor længe skal man så vente på at få lov at se giraffen?”
Det er Ursula, der skriver. Jeg har sendt hende et billede af Martin – med en fjerboa om halsen.
”Whos that?” skriver hun og jeg svarer:
”He’s the one”

Engang hang vi sammen som ærtehalm.
Vi lakerede vores negle i samme babyblå farve og lod os klippe i helt ens pager. Frisøren måtte bruge et centimetermål for at være sikker. 14 centimeter. Præcis.
Klasselæreren fandt det bekymrende, han talte om et ”opmærksomhedspunkt.”
Det var vigtigt, understregde han, at vi ikke mistede fornemmelsen for os selv: Det var fint nok at være tætte, men vi skulle jo nødig vokse sammen.
– Hvorfor egentlig ikke? spurgte Ursula og tog min hånd, lagde den imod sin kind.

Men så kom vi i niende og skulle i praktik, og både hun og jeg søgte Zoologisk have. Der var kun plads til én. Det blev mig. Dyrepasseren trak lod, det var helt tilfældigt, at det var mit navn, der stod på sedlen.
– Det’ helt ok, sagde Ursula, alligevel var det som om noget forandredes.
– Var det fedt i Zoo, spurgte hun, da vi mødtes efter endt praktik 14 dage senere. Men da jeg ville svare hende, vendte hun sig væk og om imod Beate. Lagde en finger mod hendes læber:
– Hvordan får du dem egentlig så bløde?

Det var ikke sådan, at vi ikke længere sås. Hun hjalp mig med at sætte efterlysninger op, da jeg fik stjålet min cykel. Og stemte vist nok på mig, da jeg stillede op til elevrådet. Vi blev også ved med at bruge den samme frisør, men havde ikke længere den samme frisure. Ursula lod sit hår gro langt og fik det lysnet. Dirty Blond. Det tog næsten fire timer og kostede 2500 kroner.
– Det er vildt flot, sagde jeg og tog fat om en lok, men hun trak sig baglæns, som om hun tvivlede på min ros:
– I know.

Alligevel er det altså hende, jeg vælger at skrive og fortælle om Martin: 
”Han kalder mig fine fine,”  skriver jeg. Og: ”jeg forsøger at lære ham tegnsprog.” 
Jeg sender hende også billeder. Af hans udtrådte sneakers, mere grå end hvide. Jeg er sikker på, at hun kan se det. At hun af alle vil kunne se, at de er slidte på den der cute måde, sko slides, når den, der går i dem, vælter lidt indad på foden.
Og til sidst sender jeg hende så fotografiet af Martin med drink i hånden og boa om halsen: 
”Det er en Moscow Mule.” 
Og nu vil hun så ham. Se giraffen, og jeg kommer i tvivl. Om jeg kan tillade mig at invitere hende uden at have spurgt Martin først. Ja, om vi overhovedet er dér, hvor man præsenterer sig for hinandens venner?