Louise Juhl

Da jeg var ni år blev jeg sendt til psykolog. Hun hed Jytta og havde kontor ved siden af skolesygeplejersken. Er du ked af det?, ville hun vide. Føler du dig udenfor, er der noget derhjemme, der er svært? Jeg rystede på hovedet af det hele: Jeg blev ikke holdt udenfor og derhjemme var alt lige så bøvlet og blidt, som hos de fleste alle andre. Med makrelsalat og ugentlige pligter, en favn at finde trøst i, et hierarki at falde igennem.
Årsagen til, at jeg sad hos Jytta og blev spurgt til ensomhed og mobning, min mor og mine venner, var at jeg i seks uger havde været tavs. Altså helt bogstaveligt, i 42 dage havde jeg ikke mælet et eneste ord, ikke så meget som et ja eller et nej, alt var reduceret til nik og hovedrysten, en afværgende hånd. “Ellers tak”. Og nu ville de voksne så vide hvad der var galt, hvorfor jeg nægtede at tale. Er du ked af det?, spurgte Jytta, men jeg blev hende svar skyldig. For jeg var ked – men ikke af noget, og det – fandt jeg ud af – kan man ikke. Man kan ikke være ked uden et “det” at være ked af. Der skal være “noget” i vejen, et tab, en sorg, en frygt. Og jeg ledte og ledte, men fandt ikke andet, end at min farmors gravhund, Ib, var død, og selvom det var trist, var det ikke ligefrem en sorg.

Måske var det der, jeg begyndte at finde på. At jeg havde en tvillingesøster, der var død, for eksempel, og det, allerede før hun blev født. Ingen kendte hende, udover jeg altså, som jo havde ligget i den samme livmoder, svømmet i det samme vand, delt det samme æg. Hun klarede det ikke og sådan gik jeg rundt, halveret og med en sjæl, der kun vejede fire gram, hvor alle andres vejede otte. For let til at være helt menneske, men for tung til at være andet.
Jytta var ikke så glad for min forklaring. Hun ringede til min mor, der kunne fortælle, at der aldrig havde været nogen tvilling og at jeg iøvrigt vejede til den gode side af hvad der kunne forventes af et barn på min alder. Og så gav jeg op, begyndte at tale, men tilgav aldrig min mor, at hun havde taget Jyttas parti og ikke mit.
Det er kompliceret.

Jeg tænker tit på den sorg, der hverken har en retning eller et omrids, men som ikke desto mindre findes. Sådan som min ufødte tvilling findes, ikke i virkeligheden, måske, men inde i mig, et stykke af sjælen, jeg ikke fik med den torsdag i juli for længe siden, jeg slap min mors skød.

Jeg læste et sted om overvintrende dyr. Om hvordan de lykkes med at finde føde, altså, og at overleve kulden. Det viser sig, at der ikke er ét svar på den udfordring, men tusinde, ti tusinde endda. Nogle udvikler en evne til at skjule deres føde under bark, som de med millimeters præcision kan genfinde selv i sne og mørke. Andre lærer at sænke deres hjerterytme og kroppens temperatur, så de behøver mindre næring end ellers og dermed kan overleve trangere kår. Nogle graver huler i sneen, huller i jorden, lever af laver og mos, hvis næring er minimal, men som dyrene lykkes med at udnytte på næsten mirakuløs vis.
Måske er det også sådan med vi mennesker. At det at overkomme en sorg, ikke har et enkelt svar, men tusinde. At sorgen på samme måde ikke altid har en genstand, et hjem, men kan være en rastløs længsel efter den søster, man aldrig fik, det venskab, der aldrig blev forløst. En følelse af tab, der ikke nødvendigvis handler om død, men om tab af kærlighed, mening, frihed.

I femte klasse fandt min forældre på, at jeg skulle begynde til håndbold. Det ville være godt for mig, mente de, at spille på et hold, være sammen om en bold. “Ind over”. “Hér”. “Jeg er fri”. Den slags ukomplicerede kommandoer. Det var i oktober, og jeg fik et par Adidas sko med striber og matchende shorts og en taske, jeg kunne have over skulderen, ligesom Bjørn Borg. Jeg fik godt nok ikke sådan et svedbånd, som han bar, men knæstrømper og en lille bøtte med talkum, jeg kunne smøre hænderne med, så jeg fik bedre greb om bolden.
Jeg husker tydeligt dagen, hallen var af beton og lå tæt på motorvejsafkørslen, bilernes lygter lyste glimtvis himlen op. Som et Jean Michelle Jarre show, lidt uhyggeligt men også meget smukt. Døren ind til hallen var tung, jeg måtte stemme skuldrene imod, den lukkede bag mig med en dump lyd, som når en stamme falder i en storm eller som en dommers afgørende hammer: Skyldig. Der var ikke tændt lys i rummet, men jeg kunne skimte lange rækker af bænke og ovenover: knagerække efter knagerække. Længst henne en væg med skabe og tilhørende nøgler.
Jeg satte mig for at vente. Lad mig sige det sådan: Der er ikke meget, der er så skræmmende, som lyden af mørke. Den her hæse stilhed, der vist nok skyldes, at man kan høre sit eget blod suse i ørene. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad sådan, imellem de aflåste skabe og tomme knagerækker og ventede. 20 minutter, en halv time, til sidst rejste jeg mig og gik, det var svært at holde balancen, jeg var hele tiden ved at falde, måske var jeg stiv af angst, måske havde jeg mistet orienteringen af de mange minutter i mørke. Men jeg fandt den tunge dør, åbnede den og så med det samme motorvejens gule flimmer lyse hallens store flader i grå beton op. Og så græd jeg, nej hulkede. Af skam og vrede og angst og ikke mindst en enorm ensomhed. Altså en ensomhed, som den jeg forestiller mig, man må føle, hvis man sidder på en rumstation hundredetusindevis af kilometer fra den viden, man kender og vinker og ved, at vinket ikke når frem før næste dag, næste uge. Hej, hej.
Det viste sig at håndboldklubben holdt ferie. Det stod på en lille seddel lige over håndtaget. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne overse det, men jeg ved, at jeg satte mig på fliserne udenfor og lod to timer gå, præcis samme tid, som træningen var sat til at vare, før jeg gik hjem. Jeg fortalte ikke noget om det til mine forældre, lagde mit tøj til vask, som trængte det til at blive befriet for svedige kammeratlige kram. Jeg holdt ved, til dåsen med talkum var tom, før jeg fandt mod til at sige til de voksne, at jeg helst var fri. At håndbold nok ikke lige var mig, at jeg havde angst for aflåste skabe og tunge døre, og at jeg forresten bedre kunne lide John McEnroe end Bjørn Borg.

Det er ikke en sorg at skulle holde op til håndbold. Men det er en sorg ikke at kunne fortælle hvorfor.

For hunde der lever blandt mennesker er halen et vigtigt redskab. At kunne logre og please og give pote. Det skaber en relation og sikrer, at hunden får mad, omsorg, vand og en pind at lege. For hunde der lever i flok blandt andre hunde, er det langt vigtigere at kunne sætte sig i respekt. Blotte tænder og knurre. Det sikrer dem en plads i hierarkiet, adgang til parring og mad og ly. Jeg ved ikke, hvordan det er vi med mennesker, men jeg ved, at jeg i mange år logrede i den tro, at det ville gøre mig mindre ensom. Mere mæt.
Men. Mørke forvandler sig ikke til lys af en logrende hale. Og beton ikke til fløjl. Ligesom jeg ikke fik greb om sorgen, uanset hvor meget talkum, jeg smurte mine hænder med.

I sidste uge deltog jeg i et kursus for undervisere i kreativ skrivning. To dage med oplæg og workshops, god mad og kærlig karma. Jeg havde tilmeldt mig et forløb om “Den Meditative Krop”. Ikke, som man måske skulle tro, fordi jeg holder af at meditere, at mærke kroppen, søge nærværet. Eller misforstå mig ikke, jeg holder naturligvis af nærvær, jeg er bare så frygtelig kejtet, når det kommer til udførslen. Mine tanker nægter at slippe kontrollen og min krop nægter omvendt at tage den. Resultatet er en tilstand af skrøbelig våbenhvile, en konstant frygt for, hvornår kampene igen vil bryde ud. Hvornår tankerne igen vil tæske løs på følelserne og knæene flyde ud som gele.
Når jeg alligevel valgte at forsøge mig med netop den workshop var det et udslag af vrede, en mulighed for at råbe min frustration ud i et rum fyldt med forventede zen-eksistenser, der havde det med ro, som en kanin har det med gulerødder. En stærk tilfreds tilstand af gnasken.
Mine forventninger forblev uforløste. De andre tilmeldte syntes cirka lige så sitrende ubekvemme ved situationen, som jeg selv. At sidde der i stilhed og mærke rummet, menneskene omkring, solen, der for første gang i flere uger faldt ind gennem vinduerne. Underviseren, Peter Høegh, var ikke, som jeg ellers havde fået overbevist mig selv om, en kendis med hang til krystaller og religiøs røg, men en supertilstedeværende, generøs, sjov og velbegavet vært for to mildest talt vidunderlige dage. Sådan kan tilværelsen heldigvis tage røven på én.

Peter gjorde sig umagen at tage sig tid. Noget så fundamentalt og tilsyneladende også banalt som at sige – Hej og lade ordet hænge i luften så længe, at det når frem til kroppen. Ikke
– Hej, nu skal I høre, eller
– Hej, hvis I lige rykker lidt tættere på. Bare
– Hej og så ét, måske to, minutters stilhed. Det har jeg aldrig oplevet før, min umiddelbare refleks er tid at fnise forlegent – overbevist om, at der nok er tale om skjult kamera eller om en eller anden gåde, jeg skal løse, et svar jeg skal kunne give. Men stilheden kalder jo lige netop ikke på et svar. Den er en gave, et øjeblik befriet for krav om nytte eller effektivitet.
Det sære er, at de to minutters indledende stilhed fik afgørende betydning for resten af tiden, vi var sammen. Små 20 mennesker, vil jeg tro, som jeg uden at vide det fjerneste om de fleste, alligevel følte mig mere tryg ved, komfortabel måske, end med de fleste andre jeg ellers omgås. Senere dansede vi. Her skal det siges, at jeg er nogenlunde lige så tilpas ved dans, som jeg er ved blodpølse. Jeg forstår ganske enkelt ikke konceptet, bryder mig heller ikke om det. Nå ja, lige med undtagelse af i sidste uge, altså, for det var både sjovt, kærligt og fuldkommen befriende i forhold til tankemylder. Det er ganske enkelt ikke muligt at fastholde en intellektuel kontrol, mens kroppen flegner rundt i trin og takter, kollisioner og kædedans. Prøv selv.

Men sidste uge var sidste uge og i dag er i dag. Nu sidder jeg i min stue og forsøger at regne tilværelsen ud. Torsdag + køre Bjørn + tåge + vente på svar + give lovet feedback på manus + ødemer + kold kyllingesalat + tværsummen af 16012025 = argh!
Kroppen er et åg, jeg ikke orker at slæbe rundt på og hovedet en mislykket råkostsalat – for meget citronsaft og for lidt sukker. Bitter og groftskåret. Jeg prøver at finde tilbage til ankomsten, sige – Hej til mig selv og til dagen, tværsummen også. Otte.
Bare to minutters fred, hvor torsdag ikke er en opgave, jeg skal løse, men et ord på syv bogstaver. Hvor hovedet bare er et hoved og kroppen bare en krop. Ikke min og mig og ikke et åg. Men selvbevidstheden er en gift, den hvisler som slangen i Paradiset: For hvor dum er jeg lige, at sidde med lukkede øjne og opadvendte håndflader og vente. På hvad? På heldet eller lykken eller freden eller. Min bare røv, virkeligheden har sgu ikke tid til, at jeg render rundt som en høne uden hoved eller måske omvendt, som et hoved uden røv eller – åh alle de ord, al den vrede. Jeg bliver så træt. Af mig selv. Mine forsøg på at slippe udenom, forbi stilheden. Kroppen. Hvad er det, der er så farligt, at jeg i årevis undlod salaten og nøjedes med at sutte citronskiver. En mildest talt uhensigtsmæssig vane, der endte med at opløse emaljen på mine tænder og koste mig rundt en halv million i tandlægeregninger. Hvad er det, der er så stort og så skræmmende, at jeg hellere skriver til ingen om alt, som jeg lige har gjort det her, for at undgå to minutter uden ord. Det er ikke et spørgsmål eller rettere: Svaret er stilhed.

I går lyttede jeg til en podcast med Sørine Gotfredsen. Hun havde inviteret Jens Albinus i studiet til en snak. Den første halve time var jævnt hen kedelig. Vi fik en rørende fortælling om Albinus opvækst som søn af en præst, et tidehvervsk hjem med klare holdninger men uden megen snak. Som præst burede skuespillerens far sig ofte inde bag låste døre for at koncentrere sig om livets “egentlige” kerne: At forkynde Guds ord.
I en salmebog som Albinus fik i gave til sin konfirmation, havde hans far skrevet “Den kærlighed du har til mig”. En sætning, der blev titlen på Albinus’ bog, men også et udsagn der i årevis marterede sønnen. For indeholdt den sætning ikke indirekte et påbud om, at det var hans opgave, hans ansvar og lod at elske. Ikke faderens eller Guds – men Jens Albinus’?
Der stod jo ikke “Den kærlighed jeg har til dig”.
Senere i udsendelsen fortæller Albinus om et vendepunkt i sit liv. I mange år havde han gået rundt og søgt en overensstemmelse mellem sit ydre og sit indre. Håbet på, at han som scenekunstner ville opnå en fuldstændig sammensmeltning af karakter og Selv, sådan som blandt andet Lars von Trier og andre dogmeinstruktører havde prædiket. Skellet mellem skuespiller og rolle skulle udviskes, det, der blev vist, skulle være det samme, som det, der var.
Men på en tur til Grækenland med sin forlovede læser Albinus Primo Levis vidnesbyrd “Hvis dette er et menneske”. I forordet gør forfatteren det klart: Hvis du forventer at få en fuldstændig beskrivelse af koncentrationslejrens rædsler, så går du forgæves. Der findes ikke noget sprog, for den slags. Skrev jeg det ned, siger han, ville det være umuligt at forstå.
Alligevel skriver Levi sin bog. Han bruger sproget til at pege på det, der ikke kan siges, til at sige noget andet. Og det får skuespilleren til at forstå, at han ikke skal VÆRE sin rolle, men BÆRE den. Frem på scenen, så publikum kan se den. Han skal ikke sætte ild til sig selv, men derimod bære en fakkel og tænde en kunstnerisk ild.

I lidt over atten år sultede jeg mig selv. Jeg brugte min krop og mit liv, til at fortælle, hvad jeg i virkeligheden skulle have båret i mine hænder, vist frem.
Og selvom det fyger med beskyldninger om selviscenesættelse, selvoptagethed og egocentrisme, når vi taler om nutidens mange autofiktive værker, så er der noget sært selvmodsigende i, at så mange peger fingre og gør sig til doms, når den position i sig selv er selvhævdende. Det at dømme andre til at være forkerte, narcissister, forkælede, whatever – er jo dybest set en måde at hæve sig over forfatteren, dennes intentioner, nutidens ånd. En særlig ophøjelse af sin egen person – “jeg ved bedre”.
Af samme grund tilgiver Jens Albinus sig selv for at være egoist, og for at gøre det til en levevej at sætte sig selv i scene. – Det er ikke mig, siger han, – der er vigtig, men det, jeg bærer frem. Jeg synes, der er stor kærlighed at hente i den tilgivelse. Alle de kræfter, vi – eller i hvert fald jeg selv – hver dag bruger på at afsky mig selv, min skrift, min væren i verden. Mit evige behov for at italesætte mine tanker. Tænk hvis jeg i stedet kunne se det som, at jeg stiller nogle ord til rådighed. Ikke mig selv, ikke min – iøvrigt temmeligt gennemsnitlige og jævnthen kedelige person – men overvejelser, refleksioner. Som den tyske filosof Hannah Arendt er citeret for at have sagt: Jeg er ikke sikker på, at jeg har ret i mit håb, men jeg er overbevist om at det er nødvendigt at tale om det.
Nødvendigheden af at tale. Retten til at håbe. At gøre sit bedste vel vidende, at det langt fra er nok.
Lad os bære over med hinanden og os selv.

Ole Bjerg er ikke ond. Nej, Ole Bjerg er fuld af kærlighed. Han har lagt vreden bag sig, han kommer med fred. Ole Bjerg er – med egne ord: “færdig med »alt det der«. Han vil ikke »evangelisere«, han har ikke »nogen ambition om at overbevise nogen om noget« 
Ole Bjerg var engang lektor på CBS. Han skrev bøger pm bitcoin og pengesystemer: Hvor kommer pengene fra, spurgte han i bogen ‘Gode Penge’: Hvem laver dem og hvem burde lave dem? Men så kom Corona og Ole blev skeptisk. Han genkendte ikke tallene i statistikkerne og forstod ikke hvorfor samfundet skulle lukkes ned. Og så kom “indsprøjtningerne”, som han kalder covid-vaccinerne, og han skrev et brev til sine kolleger på CBS. En, ifølge Dagbladet Informations journalist, Mathias Sindberg,
“lang svada om »kropslig suverænitet«, »genterapi-indsprøjtninger« og mundbind som »dehumaniserende symboler på underkastelse«.”

Ole Bjerg er et menneske, du ikke kan finde på. Han er simpelthen for utrolig. Han mener for eksempel, at Bill Gates vil slå halvdelen af jordens befolkning ihjel. At Onkel Reje er satanist. Og at klimaforandringer er et redskab, som onde mennesker har fundet på for at sikre sig befolkningens underkastelse. Han elsker kvinder, beundrer deres kroppe og evnen til at få børn og mener, at det er deres bestemmelse. At føde børn, altså, og passe hjemmet. Drage omsorg – ikke at føre politik eller tjene penge.
Det er nemt at pege fingre ad Ole Bjerg. Ad hans konspirationsteorier. Men hans vrede kommer et sted fra, den startede, da han kæmpede for at få samværsret med sin søn og følte, at systemet svigtede ham. Det blev kimen til en voldsom skepsis, for hvem var de mennesker, han kæmpede imod? Hvem udgjorde “systemet”? En skepsis han tog med sig i sin interesse for pengesystemet, bankvæsnet og bitcoins. Så langt så godt, hans bog ‘Gode penge’ om netop sidstnævnte emne blev godt modtaget, mange hyldede hans kritiske endevending af kapitalismen og de bagvedliggende mekanismer. Men så kom Corona, og Ole Bjergs skepsis blev pludselig mødt af forargelse. Hans påstande gik fra at være præget af sund skepsis til at bære tegn på en syg mistro – eller sådan oplevede dem omkring ham det. Selv er Ole Bjerg uenig, han mener tværtimod, at det er os “i den anden verden” der er blinde og bange:
“Min metier er at søge mod grænsen. Hvad er de blinde pletter? Hvad er det, man ikke må sige? Det er altid det, der har drevet mig intellektuelt,« siger han. Han ser sig selv som en slags frelser, en helt, en seer – med langt hår og skæg. Ikke ulig Jesus, hvis ord han da også forkyndere i en frikirke lidt udenfor Løkken. Gud er kærlighed, og kærlighed har vi brug for i en verden fyldt med ondskab, prædiker han. – Halleluja. – Amen.

Det er en virkelig god artikel, Mathias Sindberg har begået. Han formår at formidle uden at dømme, men også uden blindt at videregive alt, hvad Ole Bjerg siger og mener. Sindberg er “nysgerrig efter at forstå, hvordan tingene tager sig ud ovre i den anden verden. Konspirationsteoretikernes verden, som vi går og kalder det i verden ét – og måske først og fremmest, hvordan vejen derhen ser ud, og hvorfor så relativt mange mennesker vælger at følge den.” Det er en vigtig åbenhed, synes jeg, og selvom jeg har svært ved at følge et menneske som Bjerg, hvis mantra lyder: “Ja til Jesus. Ja til konspirationsteorier”, så vil jeg gerne prøve at forstå. Vreden, mistroen, frygten for fremtiden. Frelserfortællingen og den identitet, der kan være i at være udstødt, foragtet, forhadt. Martyr betyder en person, der lider eller dør for sin sag. Jeg tror, Ole Bjerg føler sig som en martyr. En frelser, der er klar til at dø for det, han tror på. At månelandingen var fake, for eksempel, eller at Obama var Antikrist. Det kan lyde vildt, men for Ole Bjerg er det fakta.
Det er en forrygende artikel, anderledes og øjenåbnende. Den åbner en dør til en verden, vi helst – og af gode grunde – holder lukket, men som vi måske gør godt i at banke på, sådan som Sindberg gør det. Ikke for at flytte ind, men for at få en kop te, en snak og en slags forståelse af det uforståelige.

I de seneste måneder har der været store diskussioner om såkaldt virkelighedsnær litteratur. Hvad kan man være bekendt at skrive om, og hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed? Må Thomas Boberg skrive om en ø, hvis indbyggere minder om virkelige, levende mennesker og afvise deres vrede med, at det er fiktion? Kan jeg skrive en bog om en barndom, der på afgørende måder minder om min egen, og samtidig påstå, at det, der står, alt sammen er sandt, men meget langt fra virkeligheden? Hvad er overhovedet forskellen på noget sandt og noget virkeligt? I Judith Hermanns essay “Vi ville have fortalt hinanden alt, udtrykker citerer hun sin mangeårige terapeut for at udtrykke forskellen sådan her:
“Hvilket utrætteligt arbejde med detaljerne, at gøre alt så fikst fremmed, at forskyde det sådan, at intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.”
Man kan måske sige, at for god fiktion gælder det, at summen af alle bogens løgne, udgør en sandhed.

Helt afgørende for mig er det, om noget, en bog, en artikel, en reportage, påstår at formidle virkelige hændelser, sådan som de er fundet sted, eller om der åbenlyst deklareres, at her er tale om en subjektiv formidling, en kunstnerisk bearbejdelse eller pure opspind baseret på noget, der har fundet sted i virkeligheden. Når vi ser en buste i ler af Rudolph Tegner, så er alle klar over, at der ikke er tale om en præcis gengivelse, men at leret og kunstnerens formgivning netop har til hensigt at vise noget andet og mere end blot og bar fotografisk præcision. Der er jo en grund til at man skriver en roman og ikke et indlæg i en avis. En grund til at skabe en skulptur, fremfor at tage et foto. Som kunstner påstår man sjældent at gengive virkeligheden, men som oftest at sige noget sandt, ja sandere endda, end de egentlige hændelser eller personernes gøren og laden.
Når det er sagt, så kommer al væren i verden med et ansvar. Det uanset, om det gælder dine madvaner – køber du opdrættet fisk, medvirker du (sandt nok, i begrænset omfang og muligvis økonomiske begrundet, men stadig) til en udnyttelse af dyr, der kan synes unødigt brutal – dine transportvaner, din prioritering af ressourcer (bruger du dine sidste 50 kroner på en sandwich i 7eleven eller donerer du dem til Dyrenes Værn). Det samme gælder en forfatter. Uanset hvad og hvor vi skriver, har det en betydning i verden og følges derfor af et ansvar. Men hvor journalistikken har et sæt spilleregler, faktatjek, neutralitet, citationsskik, kildekritik og så videre, så gælder den slags ikke i kunsten. Ingen forlanger eller forventer, at Shakespeares skuespil er en korrekt gengivelse af et egentligt hændelsesforløb. Det store i hans kunst er jo netop, at han ved at sætte menneskets natur på spidsen, kondensere, fokusere og zoome ind, formår at sige noget om virkeligheden, der er mere sandt, end virkeligheden selv. Ikke korrekt, nej, ikke faktuelt og langt fra objektivt, men måske netop derfor så meget desto mere tankevækkende. Afskyvækkende, rystende, morsomt, hjertegribende.

I en artikel med overskriften “Whats a Fact, Anway?” spørger journalist Fergus McIntosh til præmisserne for god formidling. da The New Yorker, hvor han arbejder, blev grundlagt i 1925 udlagde de deres profil sådan her: “As compared to the newspaper, The New Yorker will be interpretative rather than stenographic.” Det er altså ikke i så høj grad et magasin, der videregiver nyhedsbureauernes seneste nyt, men derimod et medie, der går bag om nyhederne, analyserer bevæggrunde, nuancerer tal og statistikker, spørger til baggrunde for de ting, der sker i verden. Et eksempel: Der er store uenigheder om tabstallene på begge sider i krigen i Gaza. det samme gælder i krigen i Ukraine. Hvad er sandt, hvilke fakta er troværdige. Kan vi stole på de videoer, vi får sendt fra verdens brændpunkter, det er jo ikke så mange år siden vi selv oplevede, at en journalist genbrugte billedmateriale fra en krigszone i sin reportage fra en anden. Nu er der så også AI-manipulation at kæmpe med, man kan med ganske få klik producere et foto af to politiske modstander i kærligt kram og omvendt: Et billede af Mette frederiksen der giver Trump fingeren. det almindelige øje vil have svært ved at gennemskue, om der er tale om fup eller fakta, og det stiller så mange desto flere krav til den almindelige medieforbruger om at være kritisk. Ikke bare imod sine modstandere, men også i forhold til de kilder, man finder troværdige. For ingen har vel lyst til at bygge sin holdninger på manipulation og usandheder, uanset hvor god en sandhed, løgnen fordrer?
Det gode ved litteratur er, at man som læser af en roman, et digt, en novelle el.lign. fra start ved, at der med er sandheder i spil, men næppe virkeligheder. Kong Lear er ikke en virkelig person, selvom det føles sådan, når man læser de vidunderlige scener om konflikt og længsel efter forsoning. Når jeg læser Ming af Bjørn Rasmussen, genkender jeg det hele, selvom jeg ikke selv har kæmpet med psykoser eller mistet min far. Det er fuldkommen ligegyldigt, alt, der står, er nemlig så sandt, at det rækker langt ud virkeligheden og den direkte spejling. Hvor vi i medierne må forlange stadigt større fokus på kildekritik, nuancer, faktatjek og korrekt citation, er det omvendt så vigtigt, at der i kunsten og litteraturen er plads til mere og andet end det faktuelt foreliggende. En sten, der kan flyve, for eksempel. Eller en bror, der hverken din eller min eller nogen andens bror, men ikke desto mindre føles mere virkelig end alle virkelighedens brødre tilsammen.
Journalistikkens ærinde er virkeligheden, kunstens er sandheden.

Vi hørte Bachs violinkoncert i A-mol, jeg lyttede med lukkede øjnene, nogen hviskede noget om ugler. Det sidste er noget, jeg finder på. Det er det første også.

Jeg vågner gerne og er forberedt på det værste. At solen har sagt op eller mine bryster er blevet for tunge at bære. Det er som regel en lettelse at opdage, at på nær et truende bankovertræk og begyndende slidgigt i min højre tommel, er verden som den plejer. Fuld af lort men ikke mere, end at det stadig giver at kæmpe. For sørgekåber og blåtidsel, højsang og citronglasur. Jeg er født melankoliker, jeg har det på skrift, et journalnotat fra 2004: “Adspurgt svarer pt., at hun ikke frygter, at livet vil skuffe men derimod, at hun vil skuffe livet”. Det er i begyndelsen af august og kun få uger før, at ‘Skriget’ bliver stjålet fra Munch-museet i Oslo. Der er ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to hændelser.

Selv synes jeg, at taknemmeligheden fylder langt mere end tristessen. Har man set en hest på en mark i frostvejr, ved man, hvad jeg mener. Dampen fra mulen, der skyldes at hestens varme ånde møder den kolde luft. Det er så smukt, at jeg får lyst til at græde. Derfor tror folk, at jeg er trist, men i virkeligheden er det bare kærlighed. En lykke så stor, at der ikke plads til den indeni men må falde som tårer. Banalt, ja gudfrimigvel, men det er der jo så meget der er. Et sandslot, for eksempel, og et nedfaldsæble. Kilometersten og bogstavrim. Jeg elsker det hele, så simpel er jeg.

Da jeg fyldte ti, måtte jeg selv bestemme, hvad jeg ville have til middag. Jeg valgte ristet rugbrød med ost og smør. Abemad med råcreme til dessert. Skiver af banan, halverede druer, æbler og pære i tern. Vi knækkede en pakke pålægschokolade og dryssede over. Piskede en creme af æggeblommer og sukker og vendte den i fløde.
Min bror havde snittet en vandrestav i gave, jeg er den dag i dag stadig i tvivl om hvorfor. Jeg hadede jo at vandre, fandt altid på undskyldninger. Enten var det min pande, der brændte, eller mine ankler, der var i panik. Eller min næse løb, der var ikke den undskyldning, jeg ikke fandt på. Men nu havde jeg en stav at støtte mig til, mente min bror, og så gik det nok. Den forsvandt desværre sporløst i løbet af natten, jeg mente, der måtte være tale om et termitangreb.

Det har jo ikke noget med min melankoli at gøre. Det ristede brød, altså, eller abemaden. Termitangrebbet heller ikke. Det er bare for at forklare det med det simple. At bare fordi man spiser ristet rugbrød til sin fødselsdag betyder det ikke, at man er asket. Ligesom man ikke behøver at være trist, bare fordi man græder. Eller at være banal, fordi man elsker heste og råcreme. Vel?

I den ualmindeligt smukke udgivelse ‘Hjertet er en fold med heste’ fortælle forfatter Gry Dalgas om alt det, der følger med, når hele verden sætter spørgsmålstegn ved ens tanker, følelser, krop. Første gang hun er til møde på Sexologisk klinik, bliver hun spurgt: Beskriv din barndom for mig. Eller: beskriv din dysfori.
Hvad er en barndom?, spørger hun og svarer selv: “Det er alt for stort”. Hun gør sig umage med at mime, hvad hun tror er det rigtige svar. Noget med mor og far og tilknytning. det samme med hendes krop, dysforien. Hun fortæller noget om forkerthed, men den er svær at placere. En nat drømmer hun, at hun taler med en ældre transkvinde, der siger til hende: “Det er vigtigt at have et sted i din tekst, som du kan tappe blod af, det skal give noget at leve af resten af livet, so, en pension [..] Jeg prøvede at forstå, skrive videre, rette til”
Det er helt urimeligt. At afkræve et menneske at kunne berttige sin eksistens, sine drømme, sine følelser. Må jeg havde det, som jeg har det? Må jeg være ked af det, glad, forvirret? Må jeg drikke havremælk, selvom det ikke er sundt, må jeg gå uden BH i blæsevejr, er der regler for, hvordan man må smile, hvor længe og til hvem?
Da jeg var tilknyttet psykiatrien var spørgsmålene ikke ulig dem, som Gry blev stillet. Fortæl om dine første år, dine brødre, sin appetit. Søgte du bøgerne, for at slippe væk. Og fra hvad? Og jeg svarede det bedste, jeg kunne. Om de lange somre i huset i skoven, om tranemarch og stilhed, svenskrøde vinduesrammer og en sær sitren, der slog gnister uden at nogen, andre end jeg, tog notits. Om Dumbo og Lille Hiawatha og en titel i reolen, jeg ikke forstod: ‘Nøglen sidder i døren’. Og psykologen noterede og senere læste jeg, at jeg udviste en særlig sensibilitet for det usagte, at jeg forbandt mad og nåletræer med tryghed, og at bøgerne blev en slags helle. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, jeg ved bare, at jeg lige så godt kunne have fortalt om natsværmeren, jeg slog ihjel en nat, jeg ikke kunne sove. Eller om stenen, jeg bar i lommen, og betroede alt – også mere, end jeg selv vidste, jeg rummede. At jeg begravede den langt væk af frygt for, at den skulle tale over sig. Hvad havde der stået i min journal, hvis det havde været min fortælling. Læser vi ikke altid hinanden med et sigte for øje, en slags forventning om at finde noget, vi allerede ved, hvad er.
Er der en forventning om, at vi kan leve op til vores sorger? Berettige at vi længes, at vi er vrede eller bange.
Hvad er du bange for?, spørger de, og jeg kunne svare:
Jeg er bange for jeres spørgsmål.
For at blive spurgt: Hvad er du ked af – og ikke kunne svare med andet end: “Appelsin?”
Mit hår er hvidt, fordi min frisør har afbleget det. Mine fødder er lilla, fordi jeg har en bindevævssygdom, der forhindrer mit blod i at løbe frit. På min ryg er en bule på størrelse med en halv mandarin, den er medfødt og helt ufarligt. Jeg lider af tør hud og øjne. Mine bryster er ok, omend det venstre er lidt tungere end det højre. Mine knæ er grimme og knortede, men jeg er glad for, at de ikke gør ondt.
Jeg kan ikke forklare mig bedre end det. Lidt her, lidt der, et knæ, et bryst, en tristhed, et hjerte.
En sten gemt væk langt borte.
Er det nok – og hvem bestemmer, om det er?

PS: Læs den vidunderlige antologi, læs bare hvad Melanie Kitte skriver om en oplevelse på Bispebjerg psykiatriske akutmodtagelse:
“Legen sa: “Jeg synes det er ekstremt mærkeligt at du ligger ned under samtalen”.
Jeg sa “ja, da er jeg vel merkelig da”.
Jeg forstod ikke helt, hva jeg skulle gjøre med den informasjonen.”

🔥🔥

Jeg beder tit til gud, også selvom jeg ikke tror på sådan noget. På en almægtig og indgribende kraft fra oven. Jeg tror, at den slags kommer nede fra, som en tidselsvækst, der pludselig stikker hovedet frem fra en sandklit i Thy. Eller indefra og ud, som når en mor holder sit nyfødte barn i armen for første gang. En knytnæve af kærlighed så stærk, at den kan slå hul i lydmuren.

Alligevel beder jeg. Om alt muligt og umuligt. At bilen kan starte til morgen. At søen ligger, hvor den plejer at ligge. At vanviddet stopper, og at USAs kommende overhoved får en sur måge i øjet og må tage orlov for at pleje sit synstab. Jeg beder til at dagen går, men at tiden bliver tilbage. At min ven får retfærdighed og at det engang kan betale sig at handle omsorgsfuldt, og ikke som nu: at handle smart og i en fart.

Det er snotdumt. At bede. Jeg mener. Hvem skulle lytte til en midaldrende jyde med slagside til det melankolske. Hvorfor skulle en gud kere sig om begyndende motorproblemer for en rød Skoda eller for en sur måges kollision med en galning. Jeg aner det ikke, men det er heller ikke min pointe. Pointen er, at så længe, jeg beder, holder jeg fast i håbet. Om at noget vokser. ikke oppefra og ned, men nedefra og op. Indefra og ud. Kald det kærlighed. Nej, kald det lige, hvad du vil.

Da jeg var barn tilbragte jeg næsten alle somre i familiens sommerhus. Det lå på en stor naturgrund i en nordjysk klitplantage. Høje fyrre og graner, insisterende enebærbuske, en enkelt kristtjørn. Græsser, lav og mos. Min far rejste en del med sit arbejde, og de lange monotone dage i skoven uden andre afbrydelser end døgnets tre måltider og måske en kort gåtur, var for ham et tiltrængt åndehul fra hverdagens tætpakkede kalender.
Jeg, derimod, fandt dagene uendeligt lange og varme. Jeg fik soleksem og talte i vildelse, senere lå jeg i underkøjen i et af de to børneværelser og læste Jumbobøger og drømte om charterferier ved swimmingpools, børnesafari og slik så syntetisk, at tungen blev selvlysende. Ind imellem kravlede jeg dog ud fra under dynen til de voksne på terrassen. Tidligt teenagemut og med suk så højlydte, at det gav genlyd mellem stammerne. Mine forældre tog det pænt, tilbød mig et glas saft og en bog af Sigrid Undset, – hun skriver sørme godt, forsøgte min mor sig. Men jeg var ligeglad, lod mig falde tilbage i en solstol og stirrede påtaget intenst ud på landskabet foran terrassen.
Det var sådan, jeg opdagede insekterne. I min stirren. De var jo allevegne. Guldsmede store som en knyttet barnehånd. Sommerfugle med så skrøbelige vinger, at jeg blev bange. For mine hænder, altså, hvad de kunne finde på. Tænk, om jeg greb og klemte om den smukke vingede skabning. Jeg endte med at bide mine knoer til blods, så voldsomt, at min mor råbte op, – du bløder, og så kom hun løbende med jod og plaster, og dagen blev på den måde mere dramatisk end de foregående ti tilsammen.
Senere fandt jeg ørentvister, mariehøner, grankogletæger, kæmpetræhveps, store nåletræsnudebiller og et hav af myg. I reolen fandt jeg et opslagsværk, Hvad finder jeg i skoven, og læste, at insekterne var overalt og til alle tider. Millioner, milliarder. Trilliarder. 80 % af alle levende væsner udgjorde de.
Jeg var ikke længere alene i skoven buret inde med mine forældres mangel på gøremål, nej jeg var en del af af titusindvis af kravlende kryb, flyvende insekter. Og selvom angsten for at gøre dem ondt, fange en flue under glas og se den dø, den slags, en lyst, jeg frygtede skulle finde vej til mig, så var glæden større, tænk at jeg var forbundet med de små dyr.

I dag læste jeg så en artikel, der rejser spørgsmålet: Kan insekter føle smerte? Er det vigtigt, kunne man spørge, og ja, det er det. For hvis de gør, hvis de er i stand til at ikke bare at registrere men også at reagere på kulde, varme, smerte, sult, tørst, ja så har det betydning for, hvordan vi mennesker forholder os til vores levende venner. Da Storbritannien forlod EU betød det også, at de fratrådte den europæiske Lissabontraktaten, der anerkender dyr som sansende væsner. Der var således ikke længere noget, der beskyttede ikke-menneskelige væsner mod smerte, sult og frygt. Nogle år senere vedtog de dog en lignende lov, men kun for hvirveldyr. 97% af alle dyr er hvirvelløse – og således uden beskyttelse. Vi taler her om f.eks. blæksprutter, som er almindelig anerkendt som virkelig begavede dyr med umiskendelige følelsesmæssige reaktioner og et yderst veludviklet sanseapparat.
Jeg har selv en rem af huden. Jeg har lagt gift ud for at undgå myrer. Jeg har utallige gange kvadrer en myg, de havde sat sig til rette på min læg. Jeg har endda slået en natsværmer ihjel med en fluesmækker, fordi den blev ved at forstyrre min nattesøvn. Det er jo “bare” et insekt.
Men hvem er jeg til at vurdere, hvad der er mere, og hvad der er mindre. Hvem, der “bare” og hvem, der ikke er. Jeg har flere gange råbt op, når jeg har hørt om folk, der drukner kattekillinger. Om misrøgt af hunde på avlsfabrikker. Grisenes frygtelige vilkår på de store kommercielle farme. For ikke at tale om kyllinger, der står så tæt, at de brækker brystbenene mod hinanden. Men insekterne… ja dem har jeg tilsyneladende i en slags almagtsfølelse glemt. Indtil den dag på terrassen med blodige knoer og frygten for mig selv og mine hænder.

Vidste du forreste , at en guldsmed har 30.000 øjne? At en løvgræshoppe hører med sine knæ? At en termitdroning kan blive 25 år – mod døgnfluens få timer?

Forskere forsøger nu at finde beviser for, at også insekter kan sanse og opleve smerte. For hvis de kan, så vil det alt andet lige betyde, at vi mennesker får sværere ved at forsvare vores overgreb mod dem. Det bliver sværere at gasse bier, hvis vi finder evidens for, at det påfører dem lidelse.
Men det er svært. Vi har jo ikke engang sprog for menneskelig smerte. Av, måske. Men “hvor” av. På en skala fra et til ti – fucking av eller irriterende av eller uudholdeligt av? Med så fattig en evne til at artikulere vores menneskelige erfaringer, hvordan skal vi så lykkes med at forstå dyrenes oplevelser? Rene Descartes mente eksempelvis, at det var unødvendigt at overhovedet at forestille sig nogen form for følsomhed hos ikke-menneskelige dyr – de var jo bare stimulus-responderende maskiner.
Alligevel er forskerne nået frem til, at bier, der normalt undgår meget varme fødeemner (sukkervand), udsat for sult synes at tolerere stadigt varmere sukker. Det peger på, at deres reaktion ikke er instinktiv, men motiveret af sanset sult. De kan således trænes til at udholde stadig større smerte, hvis de lokkes med føde. Målinger af kakerlakkers hjerne viser tydelige udsving, når de udsættes for stærk varme. Alligevel udsættes insekter i fødevareproduktion for en grillovns varme for at kunne sælges som sprød snack i supermarkeder, det til trods for, at forskerne mener, at dyrene lever i op til en time i den glohede ovn, før de dør af udtørring.
(Der har også været udført fuldkommen uetiske og grusomme forsøg. Eksempelvis skar man bagkroppen af en guldsmed og oplevede, hvordan den efterfølgende åd af sin egen krop – der frarøvet tarme – gled ud af brystkassen. Dét er rendyrket ondskab.)
Sammenfattet er forskernes konklusion, at der er “stærke beviser for oplevet smerte” hos voksne fluer, myg, kakerlakker og termitter. Hos andre insekter er resultaterne knap så åbenlyse, men dog så overbevisende, at de finder det “ud over rimelig tvivl”, at alle insekter oplever både smerte, sult og tørst.
Uanset hvad, så er det indlysende at lade enhver tvivl komme insekterne til gode.

For ikke så mange år siden lavede vi sjov med, at landmænd spillede klassisk musik for køer for at dæmpe deres stress og hjælpe dem til en rarere hverdag. Og nok har dyrerettighedsaktivister i årevis kæmpet mod pelsindustrien, men jo da ikke mere, end at det stadig kan betale sig at drive blandt andet minkfarme i Danmark. Det kan virke stadigt mere uforståeligt, at vi ikke simpelthen forbyder misrøgt eller dyrehold, der påfører levende væsner lidelse. Jeg mener: Vi kunne lukke landet ned i godt et år, da det viste sig nødvendigt for at undgå stor menneskelig lidelse og død. Det var hårdt, ja, men vi lykkedes med det. Hvorfor ikke gøre det samme for dyrene. Lukke hele dyreindustrien ned, indtil ordentlige vilkår er sikret. Kræve at alle med haver laver et område med kvas og stensætning, vilde blomster, og ukrudt.
Jeg ved godt, at den slags forslag får de fleste til at trække overbærende på smilebåndet. “Lille ven, kom nu tilbage til virkeligheden”. Men hey: jeg ER jo lige præcis i virkeligheden. Den, der tæller både planter, dyr og mennesker.
Det er derfor jeg råber op.

Der er ingen, der har sagt, at det skulle være nemt. Nej. Men det er jo ikke det samme, som at man ikke kunne ønske sig, at det var det. Nemmere. Mindre ensomt.
Efter henover julen at have tilbragt ti dage på en nordjysk klithede, må jeg konstatere, at også her er det svært. Marehalmen er strid, og vinden hård. Havet raser og himlen truer. Med en vindstyrke på 22 sekundmeter føles temperaturen som minus 9 grader. Hundens snude slår revner og trædepoterne sprækker.

Alligevel er der noget at hente. I det svære, der heroppe er konkret. En varmepumpe, der strejker, er voldsomt irriterende, men kalder på handling. Man trykker på alt, der er at trykke på i huset. I timevis og uden held. Men så pludselig er der noget, der virker, man ved ikke hvad, men apparatet begynder med ét at sende varm luft ud i rummet. Glæden er til at tage og føle på. Jubeldans og formiddagsflødeboller. Termometeret stiger langsomt fra 18 til 21 grader. Det er muligvis ikke et stort skridt for menneskeheden, men til gengæld et kæmpe fremskridt i et forblæst hus i klitterne en iskold januardag.
Vi laver en puré på kogt blomkål, tilsætter kun salt og peber og en spiseskefuld fløde, og voila, føler vi os hensat til en ypperlig gourmetrestaurant med eget bandarolemærket smør og stjerner på tjenernes skjorter. Det kræver ikke andet end glubende appetit at lade sig rive med af simpel kost, vi ender med at tømme en hel skål og hæver glasset for hver portion vi sætter til livs: Skål. For blomkål og fløde. For jordens gaver og mavens rumlen. For simple glæder og for pokker.
Vi finder et spil i en glemt kommode: Idiotkundskab. Og lærer, at fisk, der lever på bunden af havet, rent faktisk kan blive ramt af søsyge, at Sverige er det land, hvor folk er ældst, når de gifter sig, at det er muligt at tatovere en tunge og at en hotdog har sit navn, fordi den særegne ret engang gav en bladtegner mindelser om en gravhund – “varm hund.” Således oplyst om tilsyneladende helt ubrugelig viden, falder vi i søvn under det samme hæklede tæppe på sofaen og vågner en halv time senere, pinligt bevidste om til stadighed intet væsentligt at have bedrevet. Udover – selvfølgelig – at have det godt.

Og det er her, det sært fordømmende “der er jo ingen, der har sagt, at det skal være nemt”, dukker op. For der er altid en vis skam forbundet med det nemme. Den simple glæde er tossen forundt. Hunden også. Men vi mennesker, vi skal kæmpe for tingene, der er en forventning om, at det skal gøre ondt for at gøre godt. At tilegne sig unyttige viden, at sove på sofaen. At duppe hundens snude med kokosolie for at læge vindens bid. Ikke at kæmpe mod vindmøller, men blot mod en simpel varmepumpe. Det er simpelthen for… nemt. Det kan ikke være så simpelt, for hvis det er det, hvorfor gør vi det så så uendelig svært?
Jeg indrømmer. Det er et fejt trick, at bruge en helligdagsferie som billede på livet. Tilværelsen er jo ikke et højskoleophold, det er momsregnskab, korrekturlæsning, influenzavaccinationer, støvsugning, huller i nedløbsrøret, spegede mails med dobbelte budskaber. Det er begyndende eksem under brysterne, dårlige hårdage, morgenangst og en lille tvivl om næsten ingenting. Alligevel er det værd at tænke over, om man skulle satse lidt mere på blomkålspuré og ubrugelig viden. At sove til middag. At lyne frakken og gå ud, selvom vejrapp’ens forudsigelser viser alt andet end sol og sommer.

Min kloge kollega, Maja Elverkilde, har skrevet en bog om at plukke græs. Det lyder jo umiddelbart meget småt. Men tanken er stor: At kere sig om det mindste strå. Dufte og smage. Ikke for at blive klogere, nødvendigvis, mere robust, mere effektiv. Men fordi, det er det, vi er skabt til. At være i verden med krop og sanser, mærke os smagen af havets salt på tungen, lyden af rim på græs, der knækker under vores fødder. Nu er hende bog indstillet til en pris af Politiken. Det er velfortjent. Måske er dagene på klitheden slet ikke spildte, selvom de har været nemme. Ikke lette, men simple. Spise, sove, læse, gå ture, kysse, grine. Fryse og tø hinanden op.

Der er muligvis ingen, der har sagt, at det skulle være nemt. men det er jo ikke det samme, som at det ikke kan være det. Nemt, altså: Flødeboller for at fejre, at vi kan holde varmen. En lur, når vi er trætte. At nyde et blomkål i januar, som man nyder en softice i juli. Det behøver ikke at være så svært. Eller sagt på en måde: det svære er måske at leve med, at det simple er ok og endda nok.