Louise Juhl

I går besøgte jeg en ven. En god og klog ven, en kærlig ven også. Vi talte om bøger, vores egne og andres, og om sushi og butter chicken og usikkerhed og grundtvivl. Om frygten for at være meget. For kert. Jeg fortalte om en dårlig vane, jeg har, med at knytte mig for tæt til mennesker. Til dyr også: Da min kanin, Smutti, døde, hulkede jeg så hårdt og længe, at jeg endte med at kaste op. Kaskader af en ildelugtende gul galde. Og da min chinchilla nogle år senere døde (af en tarmbetændelse, jeg muligvis havde forskyldt ved at fodre den med rosiner), mistede jeg appetitten i flere uger. Ikke engang min yndlingsspise, ristet rugbrød med smør og skiveost og flagesalt, kunne jeg klemme ned. Det er det samme med venner, jeg knytter mig for tæt, spørger til for meget og deler endnu mere, og når det så viser sig, at de ikke har samme lyst eller behov for at dele deres tanker og følelser, så bliver jeg ked af det. Flov, skamfuld, for hvorfor er jeg så dum og så dåser, hvorfor føler jeg så meget og så tit, hvorfor kan jeg ikke bare nøjes med hej, hvorfor skal jeg skrive Kære og endda med stort – og Kh stedet for Vh. Min ven kendte det godt, også han har oplevet at brænde sig, at fortælle, betro og få tavshed retur. Ghosting kaldte han det, det, at et menneske pludselig forsvinder, undlader at svare på ens beskeder eller måske bare bliver fåmælt. Ja, nej, nå.
Vi talte om den sorg, det kan være, gang på gang at træde forkert, ved siden af, den smerte, der følger med at blive valgt fra eller “muted”. Måske skulle vi lære at screene vores beskeder, foreslog jeg – at sortere i vores tanker, gemme det vigtigste til skuffen eller senere endnu: tage det med os i graven.
Det, som ingen ved (og aldrig får at vide), har ingen ondt af.
Men jeg gider ikke at vente til graven. Jeg vil ikke slutte mine beskeder med vh. Jeg vil ikke begrænse min væren i verden til høflige samtaler om elpriser og solceller på taget. Nordlys og nye retskrivningsregler. Majonæse. Ikke fordi, der er noget galt med hverken solceller, nordlys eller retskrivning, bestemt ikke, men fordi der er så meget andet også. Flåede drømme, rablende remser, skøre ideer, smertefulde savn. Der er bøger, der fortjener at blive nævnt, digte, der ikke må blive glemt. Og helt ærligt, hvad er det, vi griner over, når vi mødes, det er jo alt det pinlige, det skæve, det akavede, som nu dengang jeg forvekslede mind mand med en fremmed – og kyssede denne i nakken. Ups – sorry, undskyldte jeg og fik heldigvis et stormsilende: – Ingen årsag, retur. Det er så fint, at nogen begrænser deres betroelser til nummeret på deres hundefrisør og opskriften på hjemmesyltede løg. Jeg vil bare gerne mere end det. Jeg vil gerne tale mere – sammen. Det er nok at tage fat på:
Hvad med hyggeracismen, hvad med det massive fald i bestanden af fuglearter i Europa. Hvad med ensomhed. Hvad med angst.
Hvad med fællesskabet, kærligheden.
Hvad med dig❤️?

Seksten måneder blev til tyve og tyve måneder til et år. To år: Martin fejrede vores Bomuldsbryllup. Jeg huskede ham på, at vi ikke var gift, men hvad betød den slags formaliteter, svarede han, så længe kærligheden var ubetinget, vores forhold for evigt. Han havde købt gaver, en picnicrygsæk to knive, to gafler, to tallerkener og glas på stilk. En E.T. lampe, der lyste både blå og rosa.
Efter tre år begyndte han at prikke mig i siden, når vi gik forbi far med barnevogn.
– Av, ømmede jeg mig, men Martin lod som ingenting, lagde sit ansigt mod min skulder. Han kunne bedst lide klassiske navne, fortalte han, Anders, Jens, Peter og Thomas:
– Og hvis det bliver en pige: Karen eller Jenny.
Der var noget med måden, han sagde det på, som om det var et spørgsmål om tid, før det hele ville blive, sådan som han forestillede sig. Med bryllup og bæresele, dørskilt i messing og rosa orkideer i vindueskarmen.
Jeg fik svært ved at trække vejret. Første gang jeg oplevede et decideret angstanfald var, da han overraskede mig med et weekendophold på en kro i Rebild Bakker. To nætter, tre retter mad, spabad og roomservice. Han havde sikret sig, at der ikke stod andet i min kalender, hans ansigt lyste af forventning:
– Bare os to og al tid i verden.
Angsten ramte mig bagfra. Som en flodbølge, der skyller ind over kysten og river alt med sig tilbage. Huse, biler, børn. Mine knæ gav efter og det sortnede for øjnene. Jeg sank sammen i entreen og Martins glæde forvandlede sig på sekunder til dyb bekymring:
– Elskede?
Lægen kaldte det stress, Martin ville vide, hvad han kunne gøre, jeg svarede:
– Giv mig lidt tid. Lidt plads, også.
Jeg tog på klosterophold i Italien, fire uger i et muret værelse med tre meter høje lofter og udsigt over olivenmarker. det var ikke fordi, jeg troede på hverken en Gud eller andre overjordiske væsner, men klostertilværelse virkede som den mest skånsomme forklaring på at søge væk. At isolere sig og søge en sandhed ud over sin egen.
Martin græd, da han satte mig af ved lufthavnen:
– Jeg elsker dig helt ind i stjernernes knæ, hviskede han og kyssede mig først på hånden, så på halsen.
– Det ved jeg, svarede jeg ham og steg ud, trak min kuffert frem af bagagerummet: – Jeg skriver til dig. Jeg vinkede den ene hånd, holdt om kufferten med den anden:
– Kys, kys, råbte jeg og Martin sendte mig det ene luftkys efter det andet, satte læberne mod ruden, der efterlod et fedtet aftryk.

Det stod klart allerede fra begyndelsen, alligevel blev jeg hos ham i seksten måneder, vi nåede at plante hjertesalat og ærter i højbede, gulerødder og skovjordbær og at få papirer på et rækkehus lidt udenfor Lystrup, før jeg lagde kortene på bordet. Sagde det, som det var, at det ikke skulle være os to og at han fortjente noget bedre: Én, der satte pris på hans umage, hans grundighed, fortsatte jeg. og Martin gentog: – Umage, grundighed? som om jeg havde talt på et fremmed sprog, eller bare håbet på noget ømmere, mere kærligt end lige grundighed.
Jeg kan vel bedst sammenligne det med det år, jeg spillede håndbold. Det var en katastrofe allerede fra start, jeg kom en time for tidligt og sad alene i det tomme og mørklagte omklædningsrum og talte til tres et utal af gange, om og om igen, før de andre begyndte at ankomme. Ikke én bemærkede min tilstedeværelse, hilste på, så jeg fulgte bare efter dem, da de én efter én rejste sig og løb ind på banen og alle syntes at kendte deres plads i rækken, og jeg var den sidste. Jeg blev aldrig fortrolig med spillet, var bange for bolden og rystede på hovedet, hvis en af de andre spillere så i min retning, og valgte de så alligevel at trodse mine signaler og kaste boldentil mig, greb jeg den uden at vide, hvad jeg skulle stille op herfra. Om jeg skulle løbe eller blive stående, kaste eller drible. Jeg stod bare som en tung sæk og håbede, at det spillet ville blive fløjtet af og alle løbe af banen og at jeg ville forsvinde og aldrig mere vende tilbage hallen og stemmerne. Men spillet fortsatte, og de andre råbte, “Kom nu for helvede!” og så kastede jeg, men til den forkerte og en eller anden råbte: “Helt ærligt, har nogen byttet om på dit hoved og din røv?”
Jeg tryglede mine forældre om at få lov at stoppe, fortalte dem om mørket, følelsen af at min krop var tung som en sæk og alle råbene, der sprang som bomber omkring mig: “Hér” og “Ind over” og “jeg er fri”. Men de mente, at jeg var nødt til at give det en chance, at al begyndelse var svær, og nu havde de jo også betalt kontingent for et helt år, næsten 800 kroner. Om jeg vidste, hvor mange penge det var? Jeg rystede på hovedet, og min far trak sin pung frem og hev en halvtredser op – og én til og en mere, og og jeg forstod alvoren og torsdagen efter klædte jeg igen om i rummet sammen med de andre og sådan fortsatte jeg, hver tirsdag og torsdag et helt år. Og året efter igen, for nu var jeg jo kommet så godt igang, sagde min mor, og jeg nænnede ikke at sige hende imod.
Med Martin var det selvfølgelig noget andet, her var der ingen, der råbte, og heller ikke noget kontingent, der skulle betales. Alligevel var det svært at give slip, noget holdt mig fast, det var ikke kærlighed. Måske var det tesen om, at begyndelse er svær, at man skal give både boldspil og parforhold en chance. Der var jo heller ikke noget galt, hverken med Martin eller mig, det var bare kombinationen, der ikke helt fungerede. Dagene gik, han købte en kolonihave lidt udenfor byen og opkaldte hytten efter mig, og det blev stadigt sværere at tale uden om. Han kaldte mig sit hjertes fe og “Elskede, elskede” og jeg lagde hovedet tilbage og lo overstadigt, og han håbede vel, at jeg på samme måde ville kalde ham ved navne, Min Hjertefordobler eller bare “skat”, men jeg kunne ikke få det over mine læber.
Han købte mig en håndkultivator og en haveskovl og vi lå på knæ sammen i kolonihaven og gravede bede og en dag vi lå sådan fandt han en æske frem af lommen, og jeg vidste med det samme, at det var nu, jeg måtte sige tingene, som de var: At det var slut. At han var en fin fyr, en god fyr, en rar fyr, men at jeg bare ikke elskede ham.
Men så åbnede han æsken, og ringen var så fin og hans øjne så bedende, og så kom jeg fra det igen, tog bare imod og sagde: “Åh, Martin altså”.

Min første forelskelse var i en pige. Ikkeast det i sig selv var bemærkelsesværdigt, men det var alt andet omkring hende. For eksempel havde hun klippet håret helt kort i den ene side men ladet det vokse langt i den anden. Det gav anledning til mange rygter, nogle mente, hun var opereret for en hjernesvulst, andre at hun havde en halvsidet hudsygdom, der blandt angreb hårrødderne. Når nogen spurgte, svarede hun: – Det er kompliceret, hvilket kun pustede til de mange teorier om hendes frisure. Jeg fandt faktisk aldrig ud af, om det var et æstetisk valg eller symptom på en sygdom, jeg var også ligeglad, for det, der optog mig, var alt det andet. Hendes aldrig vigende blik og måden, hun kunne vende en samtale på ingen tid: – Hvem siger, det normale er at foretrække, kunne hun spørge, og forklarede, at der var flere bakterier i ét gram lort, end der var mennesker i verden. – Om bakterier dermed var at foretrække fremfor mennesker, fordi de var flest? Det var selvfølgelig et helt urimeligt argument, men ikke desto mindre skabte det altid diskussion, folk råbte højt, nogle forlod selskabet, en enkelt smed tøjet og erklærede sig inhabil, ingen fattede, hvad det gik ud på.
Selv var jeg mindre modig, tænkte altid længe før jeg talte, ja som oftest var samtalen forbi, før jeg var klar med et synspunkt. Jeg brugte cykelklemmer for ikke at snavse mine bukser til, jeg skrev med blokbogstaver for at være sikker på at blive forstået. Jeg var praktisk anlagt, pakkede tasken, så de bøger, jeg skulle bruge i første lektion lå forrest, og resten fulgte samme princip. Time to lå næste, tre og fire nederst.
Så mødte jeg Pi, og jeg var først forfærdet men meget hurtigt efter fortvivlende forelsket. Hendes kinder og fingrenes måde at holde om styret på, blødt men også bydende, som om hun vidste, hvad hun ville, hvor hun var på vej hen. Og jeg fulgte efter. Overalt, til demo for dyrevelfærd, til raveparty på teknisk kollegium. I skoven for at sanke ramsløg, på toppen af Hote Hvide Hus for at råbe slagord: “Sort eller hvid/ det betyder ikke en skid.”
Jeg kyssede hende flere gange, hver gang var det som at blive født på ny, vi flettede fingre og delte sovepose, jeg duftede længselsfuldt til den savl, hun efterlod på min pude. Hun var troløs som en kat, gik sine egne vegne, jeg faldt i søvn ved hendes side og vågnede op alene, hun købte en motorcykel og blev medlem af en klub, blev kærester med en fyr fra Polen, han hed Pietr og piftede så højt efter, at Pi sprang sine ene trommehinde. Hun elskede det hele, det højlydte, det sprængte, jeg opgav at vinde hende tilbage.
4 uger senere mødte jeg Martin, det var dødsdømt på forhånd, hans hår var klippet som de fleste andres, i spiste popcorn ig så Ondskabens Øjne, jeg gemte mit ansigt mod hans hals, når Hannibal Lecter dukkede op på skærmen, det var trygt og ømt men meget langt fra mere end det.

Da jeg første gang bad lægen om hjælp til at blive gravid, var jeg 36. Det er sent, jeg ved det, men indtil da havde muligheden ikke syntes relevant. Jeg havde i årevis kæmpet med en alvorlig spiseforstyrrelse, og selv da jeg sad ved lægen i mit seksogtredivte år og fortalte hende, at jeg drømte om at blive mor til fire, og allerede havde planlagt børnenes navne, Aleksander, der betød hjælper og Stella, der betød stjerne, var jeg stadig så påvirket af mit usunde forhold til krop og mad, at jeg var svimmel af sult. Jeg levede af druer og syltede agurker, et enkelt knækbrød nu og da.
Lægen var rar, hun spurgte til mit parforhold, mit sexliv, mine menstruationer, og jeg svarede hende efter bedste evne. At jeg elskede min mand, at mine menstruationer var ophørt med min sygdom og ikke vendt tilbage siden. At jeg dyrkede motion, tog tilskud af selen og sørgede for at tilgodese min vitamin og mineralbalance med særligt jernholdige grøntsager. Hun nikkede til det hele og sendte mig videre til en klinik på Kystvejen. En kælderlejlighed med fjorten stole i venteværelset, men kun én læge.
Sekretæren hed Dorthe og havde verdens måske mest lige page, selv pandehåret var klippet som efter en lineal. Hun bad mig udfylde et skema, fire sider med spørgsmål om alt fra boligform og kønssygdomme til antallet af søskende og sygdomshistorik på mødrene side. Jeg svarede det bedste, jeg kunne, at jeg boede i et to-plans-byhus fra 1904. At min partner var født rødhåret og holdt af at fiske. At den nærmeste jeg havde været en kønssygdom, var da min bror havde kyssesyge tilbage i 1988.
Lægen hed Jørn og var bemærkelsesværdig lav af vækst, han gav hånd uden at se mig i øjnene, pegede på en stol: Værsgo’. Konsultationen varede seksogtyve minutter, på den tid nåede jeg at fortælle cirka alt om de mest intime dele af min hidtidige tilværelse, fik undersøgt mit underliv og udleveret tre pjecer, alle med overskifter a la “Når drømmen lader vente på sig” og tegninger udenpå – af menneskehænder. En stor, der holdt om en helt lille.
Jeg husker ikke præcis, hvad han sagde, da jeg gik, men jeg mener, at det var noget i retning af: “Vi skal nok finde en vej for dig også”.
Det lille “vi” som jeg tillagde urimeligt stor betydning, for ligeså stor tillid, jeg viste autoriteter, lige så forbandet lille var min tro på mig selv. Så Jørns “vi” og Dorthes velplejede page gav mig en fornemmelse af, at nogen nu tog hånd om mit liv, gav min krop, hvad jeg de seneste atten år ikke selv havde undet den. Omsorg og opmærksomhed. Jeg græd af lettelse og købte en skub-op-is, den første i måske tyve år, og den smagte af sommer og himmel og håb. Lige dér troede jeg faktisk, at det ville lykkes, at “jeg” ville blive til et “vi”, og jeg forestillede mig, hvordan jeg ville lære mine børn at bage snobrød over ild, at passe på dyrene, selv de mindste: Stankelben og sørgemyg, bænkebider og dværgbiller – og ikke ét sekund overvejede jeg, hvad jeg skulle gøre, hvis ikke det lykkedes.
Hvad jeg så skulle stille op med al min kærlighed?

Jeg er et meget priviligeret menneske. Jeg lever af litteratur, ikke bogstaveligt nej, men jeg skriver bøger, underviser i skrivekunst, faciliterer litterære arrangementer. Det er en kæmpe glæde, og jeg kunne virkelig ikke tænke mig noget andet.
Når det er sagt, så er det en økonomisk prekær levevej. Jeg skovler ikke ligefrem penge ind på bogsalg, og selvom jeg flere gange er blevet tildelt legater af Statens Kunstfond, er jeg nødt til også at lave andet end blot mine egne ting, for at betale min husleje. Det er så her, jeg igen har haft heldet med mig, disse løsansættelser har alle handlet om bøger, hvadenten det har været at støtte folk i selv at skrive dem eller at formidle de , der allerede er skrevet til læserne. Foruden mit job som kunstnerisk leder af Forfatterlinjen på Dansk talentakademi, så arrangerer jeg også litterære masterclasses og mentorforløb i regi af Aarhus Litteraturcenter, ligesom jeg ind imellem modererer litterære samtaler. For at få de to sidstnævnte ting til at lykkes, arrangementer og samtaler, er det nødvendigt at søge midler. Jeg har ikke et firma i ryggen, der kan bekoste de honorarer, lokaler og transport, et litterært arrangement kræver. Heldigvis findes der en række fonde, ikke mindst Statens Kunstfond, der støtter sådanne tiltag, hurra for det og for dem. det kræver selvfølgelig, at man har en god ide, at man har kontaktet de ønskede oplægsholdere/oplæsere og ikke mindst, at man formulerer en tekst, gerne et par sider eller fire, der ret præcist beskriver arrangementet, hvad det gør godt for, hvem det kommer det til gode og hvordan det bidrager til at løfte litteraturen. Det lyder måske ikke af meget, men den slags tager tid. Både at generere ideen, at tage kontakt til relevante parter, lægge budget, afsøge fondsmuligheder og endelig formulere det hele. Vi taler ofte om ugers, ja nogle gange måneders arbejde – vel at mærke uden løn, for ingen ved, om ansøgningerne fører til tilsagn, og -hvis heldet går ens vej- hvor mange af de ansøgte midler, man så er heldig at blive til del.
Når jeg skriver ud og inviterer folk, er det derfor altid med det forbehold, at jeg lykkes med at skaffe de nødvendige midler. Jeg foreslår så et honorar med baggrund i de erfaringer jeg har med projektstøtte, altså hvor meget man kan forvente at hjemhente, arrangementets størrelse taget i betragtning. Mit mål og min ægte intention er altid at varetage oplægsholdernes interesser bedst muligt. Jeg vinder intet ved at underbyde dem eller holde dem hen med varm luft og lovning om en flaske vin. Som forfatter tager jeg heller ikke selv imod sådanne invitationer.
Når det er sagt, så er jeg også nødt til at tilgodese mit ansvar som arrangør, det vil sige så vidt muligt at give alle optrædende det samme honorar for samme stykke arbejde og at holde mig inden for den forventede budgetramme. Så selvom jeg under mine kolleger 25.000 hver for deres indsats, så er det ganske enkelt ikke en mulighed. Jeg har som udgangspunkt INTET at tilbyde, andet end hvad jeg kan håbe at få tildelt af diverse fonde. Jeg selv er den, der bliver tilgodeset sidst. Det vil sige: Får jeg 4/5 af det ansøgte beløb, ja så er det mit eget honorar, der skæres i først. Og det vel at mærke et honorar, der omregnet til timeløn ofte er under, hvad en flaskedreng tjener.
Som indledningsvis nævnt er jeg selv forfatter. Jeg er således hundrede procent på kunstnernes side, når de forsøger at få en økonomi til at hænge sammen. Alligevel kunne jeg ønske mig, at der ind imellem var samme forståelse den anden vej. At man som kunstner forstod, at der også blandt arrangører findes en masse freelance- og frivillighedsbåret arbejde sted, mennesker, som pukler for at få det litterære kredsløb til at fungere, bøgerne til at blomstre, litteraturen til at leve. Jeg er helt med på, at man ikke skal arbejde gratis som forfatter, men husk, at det samme gælder mange af dem, der tilbyder kunstnerne en sceneplads. Vi er i samme båd, så lad os bruge alle kræfter på at sejle den båd i land SAMMEN. Pls

Jeg har brugt timer på at overveje, om jeg skulle afslutte en kommentar med et lilla eller et rødt hjerte. Grønt måske, det er jo håbets farve. Brugt dage på at fortryde en lidt for direkte sætning. Eller omvendt, en formulering pakket ind i vat og tåge. Vel, nok, til dels, måske. Jeg har startet tusinde henvendelser med at undskylde. Undskyld, at jeg skriver (underforstået: undskyld, at jeg findes og spørger så dumt.) Jeg har bidt negle i bund og længere ned, der gik betændelse i såret og lægen skældte mig ud henover en halvbrille : – Det er ikke for sjov, det her, sagde hun og udskrev en recept på et bredspektret antibiotika. En pille 3 gange daglig i 10 dage. “Mod flossede nerver og neglerødder.” Jeg har brugt tusindevis af kroner på Stimorol, V6, Wrigleys, kørt min tanker træt ved at tygge og tælle, enogtyve, toogtyve, treogtyve. Jeg har lært mig Fibonnacis talrække udenad, 55, 89, 154, 233, 387, 620, for ikke tænke på noget andet og betroet mine hemmeligheder til en sten, for ikke at belaste andre med dem. Jeg har bygget sandslotte og set havet skylle dem væk og følte en sær tilfredsstillelse ved det. Jeg har pillet en kogle fra hinanden og forsøgt at finde et mønster i de afpillede skæl. Opgivet. Hængt tøj på snore, mundbind, trusser, tørklæder, trøjer, fordi jeg havde læst et sted, at hændernes arbejde var mere værd end alverdens tanker. “Handling skaber forvandling.” Jeg ved ikke, om tøjet på min tørrestativ har ført til noget. Om koglen i skoven har. Uglen i hulen, havet i munden. Om det nødvendigvis skal føre til noget, om jeg skal.
Inger Christensen skriver i ‘Alfabet’: “Der er noget særligt/ ved duernes måde/ at leve mit liv/ som en selvfølge på.”
At kurre kun for at kurre. Plirre, pikke og æde. Ja, hvorfor egentlig ikke.

I går græd jeg. Og tog bad i Vesterhavet. Spiste grillede blomkålsbuketter og læste en bog færdig: Det var Elizabeth Strouts “Lucy by the sea”. En meget lavmælt roman om en ældre kvinde, der under pandemien flytter fra sin lejlighed i New York og til et dødsbo i Maine for at undgå storbyens galopperende smittetal. Hun er ikke alene, hun har sin eksmand, William, ved sin side, en fåmælt pensioneret professor, med hvem hun har to børn. 
Romanen udmærker sig ved at sætte fokus på hverdagen. De samtaler, der fylder 98 procent af et menneskes liv og som handler om sko, der ligger og flyder i entreen, dynens tyngde, fordelingen af sol og vind. Lucy, som romanens hovedperson hedder, fordriver tiden med at gå ture, tænke tilbage på sin barndom, der var præget af fattigdom og morens særlige perfiditeter. Hun får øje på ting, der altid har været der, men først nu – hvor selv de mindste ting får stor betydning – bliver synlige. De mange roller, hun udfylder – med varierende succes. Morrollen, partnerrollen, søsterrollen. “We all have to feel important,” lærte hendes mor hende som barn, og hun ser, hvordan hun selv har misset netop denne essentielle oplevelse. At føle sig betydningsfuld, vigtig. Ja, hun har forsøgt sig – hun har oparbejdet en karriere som forfatter, sat to børn i verden, været gift, men i ingen af disse roller, har hun følt sig tilstrækkelig. Nok bliver hendes bøger læst, men da hun besøger et college, er de unge helt uvidende om hendes bøger, og helt uinteresserede også. Hun har født to døtre, Becka og Chrissy, men de er voksne nu, og føler sig mere beklemt ved – en lykkelige for – deres mors omsorg. Hendes første ægteskab forliste, ægtemand nummer to er død. We all have to feel important. Lucy føler mange ting, men vigtig er ikke en afdemokratiseringen. Hvad stiller man op med sådan en erkendelse, og hvornår kan man egentlig siges at gøre en forskel? Hvem bestemmer, hvad der er vigtigt, hvem der er. 
Jeg er meget optaget af Strouts virkemidler. Hendes sprog, der hverken er særlig præcist eller særskilt smuk, men måske netop derfor rammer så rent. Hendes situationsbeskrivelser, der hverken dramatiske eller omvæltende, men alligevel mærkbare og rørende. Som nu dette: 
“But I will say this: 
There were times, as William would sit at the small table in the corner of the living room working on that puzzle of Van Gogh’s self-portrait, when I would suddenly sit across from him – as I said I hate doing puzzles – but I might find a piece of Van Gogh’s cheekbone, lets say, and I would snap into place in the unfinished puzzle, and William would nod, “Good job, Lucy”, and I would think to myself: I am not unhappy”

En ved første øjekast ligegyldig parentes, og så alligevel så genialt god. Og hvorfor er den så så god, jo det er tonen, nærværet. Det er fortroligheden: “But I will say this” – som om hun læner sig frem og hvisker det til én i pausen mellem to symfonier, og som hun understreger med den lille tilføjelse, lets say, der mere hører samtalens tone end skriftsprogets til. Og så den helt geniale sætning: “As i said, I hate doing puzzles.” Lucy har ikke sagt noget om puslespil tidligere, det er indforståethed, hun tillægger læseren, og som forstærker følelsen af, at vi er helt tæt med hovedpersonen, forstår hende, er fortrolig med hendes sym- og antipatier. 
Og så den afsluttende erkendelse, helt nede på jorden, trøsterig: “I would think to myself: I am not unhappy.” 
‘Lucy by the sea’ er ikke et manifest, det er ikke et opråb, ikke en revolte. men det er så meget andet. Et lærestykke i overlevelse. Et indblik i det ikke-ulykkelige. En hyldest til de u-vigtige, de mildt mislykkede. De mange.

Jeg vil gerne prøve at sige noget, men det er svært. Det er svært, fordi det handler om ironi. Den ironi, de fleste af os er vokset op med, og som kan fungere som kærligt dril, en lim mellem mennesker.
Men også som noget andet: En subtil form for mobning, for eksempel, ydmygelser forklædt som sjov.

Da jeg var barn samlede jeg på glaskugler, jeg ejede henved 300 af dem nogle helt gennemsigtige men de fleste i farvede mønstre. Jeg kunne få timer til at gå med at sortere dem i bunker efter systemer, kun jeg selv kunne gennemskue. Noget med striber på tværs og på langs, sommer og vinterfarver, S og K. Min mormor syede små poser, jeg kunne opbevare bunkerne i, af lyserød satin, bordeaurød velour, blå denim, jeg havde mere end femogtyve sådanne poser, og jeg vidste præcis hvilke kugler, der lå hvor. Jeg var meget glad for mine kugler, ja de var vel som en slags familie, nogle nære, andre lidt fjernere, men alle betød de noget, udfyldte en plads. En sommer havde jeg taget kuglerne med på stranden og gravet små huller, de kunne ligge til skue i, det var en balancegang at grave hullerne så tæt på vandkanten, at elementerne spillede sammen, vand og sand, og himmel og glas, men ikke så tæt på, at kuglerne risikerede at blive skyllet væk. Flere kom forbi og satte sig på knæ for at betragte udstillingen, sagde ord og næ og hvor er de fine, og jeg nikkede stolt: Tak. De kunne ligeså godt have sagt det om mig selv: Næ, hvor er du fin, så tæt var jeg på mine glaskugler, så meget betød de for mig. En mand på alder med min far spurgte om han måtte holde kuglerne i hånden, mærke sig deres tyngde, glassets materialitet. Jeg vidste ikke, hvad tyngde betød, heller ikke materialitet, men ja, han måtte gerne prøve at holde nogle af dem i sin hånd, værsågod. Han tog imod og lukkede hånden, tak, sagde han. Og gik. Med kuglerne gemt i sin hule hånd og et lille smil om munden. Tak. Jeg husker, at jeg først lod mig forvirre. Hov? Det er jo mine kugler, du har i hånden? Han gik meget langsomt fra stedet og med den fyldte hånd bag på sin ryg, så jeg kunne følge den med øjnene. Jeg husker ikke, om jeg råbte Stop. Hallo. Hey. Det er mine kugler. Jeg husker kun fortvivlelsen, jeg kunne jo ikke følge efter ham og dermed efterlade de andre kugler ubevogtede og i risiko for at blive taget af bølgerne. Og så begyndte jeg at græde. Nej, stortude. Hulke helt fortvivlet. Endelig stoppede manden op, han var på det tidspunkt nået 40-50 meter væk fra mig. Vendte sig hovedrystende rundt, storsmilende og påstået uforstående. Hvad jeg dog flæbede for? Han havde jo ikke tænkt sig at bortføre kuglerne, han havde dem jo bare til låns. De tog jo ikke skade af at blive luftet lidt, berørt af en fremmed hånd. Jeg var vel ikke et pattebarn, en tudemarie, jeg var da gammel nok til at tage lidt sjov? Og så smed han kuglerne fra sig i sandet med noget, der lignede foragt, i hvert fald et lille fnys: – herreste gud, pigebarn.

Ind imellem oplever jeg noget lignende i opslag og debatter rundt omkring. Sådan en opførsel, der ene og alene har til formål at hævde sin magt, teste den andens grænser. Ydmyge men uden at stå ved, at det er det, man gør. Man tester, man leger med den andens følelser. Man går til grænsen og lidt over, for så at kunne pege fingre og råbe: Krænkelsesparat.
Var jeg krænkelsesparat, da jeg ikke fandt den voksne mands humor sjov? Var det pattebarnsagtigt af mig at reagere med gråd? Gjorde manden nogen som helst andre end sig selv en tjeneste? Blev han klogere af sin leg, blev jeg?
Jeg ved ikke, om min pointe fremgår klart, men jeg er så dødtræt af bidrag, hvis eneste formål er at såre. Gøre grin med. Udstille fremfor at fremstille. Vi har en verden, der i den grad kalder på løsninger, på at vi finder et eller andet fælles sprog, hvormed vi kan tale sammen. Hvorfra vi kan tale sammen. Og jeg tror simpelthen ikke på, at ironi er dette sprog.
Hvis du er fuglekigger og gerne vil lære noget om fugle. Blive klogere på dem, forstå dem, eventuelt danne en form for venskab eller samhørighed med dem, så er det dumt at sætte sig bag en rude og kalde på fuglen. Sætte frø frem, bær, andet, der kunne lokke den til. For selvom du lykkes med dit forehavende, lokker fuglen til dig, så vil den med 99% sandsynlighed flyve direkte ind i glasset og komme til skade. Og godt nok vil du dermed have ret nem adgang til fuglen efterfølgende, du vil kunne dissekere den, lade den udstoppe, tilberede den på panden. Men du vil aldrig lære den at kende. Og det er vel det, en god debat går ud på: Ikke at slå hinanden i jorden men at komme hinanden nærmere. Hvorfor ellers overhovedet diskutere?

Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Om det overhovedet lader sig sige.
I går så jeg en rovfugl æde en due lige udenfor mit vindue. Fjer og ferie. Død og brød.
Jeg åbnede vinduet og tog øjeblikket ind. Det mindede mig om noget.
Det er dette Noget, jeg vil fortælle. Det er dette Noget, jeg ikke ved, hvordan jeg skal få sagt.
En kæreste sagde engang: “Hvis ikke du har noget godt at sige, så lad vær’ med at sige noget.”
Jeg tav, sådan, som jeg tier nu.
Hvis jeg siger lyng og lilla, dåse og skjul. Sandhed eller konsekvens.
Hvad siger du så?

Jeg bad om hjælp.
Kære Gud, bad jeg, selvom jeg ikke troede på den slags. Nisser og trolde og guder og tandfeer.
Jeg fik da heller ikke noget svar.
Undrer det dig, hvis jeg siger, at jeg alligevel følte mig snydt?

Nogen sagde: Hvordan kan du forvente at finde hjælp, hvis ikke du ved, hvad du vil have hjælp til.
Måske var det Gud?

Ja, le bare, jeg vil heller være til grin end til besvær.

Der findes en leg, blindebuk, der går ud på, at en deltager får et bind for øjnene og så skal fange de andre. Man m gerne narre ved at lave lyde, og ad den vej forvirre og forvilde. Råbe “hér,” for så at flytte sig til et andet sted. “Hér”. Og så en tredje “Nej, hér”.
Jeg har løbet sådan i årevis, fra et sted til det næste, rendt efter ethvert kald, og ladet mig gribe af tilfældige hænder, jeg ikke vidste, hvem tilhørte.
Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg har mærket dig, dine hænder. Overalt og allevegne. Hér og dér.

Skøge kommer af svensk sköka, der betyder “at strejfe omkring”.
Er jeg en strejfer, en skøge?
Er du en buk eller blind?