Louise Juhl

I Linn Ullmanns roman ‘De urolige’, citerer jeg-fortælleren sin far for at sige: “Vrede er følelsernes svar på absolut gehør”. I musikteori er absolut gehør udtryk for evnen til at gengive en bestemt tone uden hjælp fra en referencetone. Evnen er ganske få mennesker forundt, kun cirka en ud af ti tusinde har den, og trods intensiv forskning er der stadig ingen forklaring på fænomenet. 
Jeg ved jo ikke, hvad faren i Ullmanns roman (der er bygget over hendes egen far, Ingmar Bergmanns, sidste år) præcis har ment, men absolut gehør er en næsten overfølsom evne til at registrere toner og selv ganske små afvigelser herfra. På samme måde, kunne man forestille sig, at mennesker med voldsomme følelsesudbrud, måske er født med en hyperudviklet sensitivitet, en ikke altid konstruktiv evne til at registrere selv små uoverensstemmelser, ubalancer, disharmonier. At mennesker med særligt gehør for vreden, måske mærker mere, end hvad godt er. 
– Derfor, siger faren i romanen, er det af største vigtighed at kunne tøjle sit gehør. For ingen kan tåle at mærke alt. 
Jeg har tænkt meget over den sætning. Ingen kan tåle at mærke alt. 
Og jeg har tænkt over absolut gehør, både i musikalsk og følelsesmæssig betydning. Evnen til at sanse på et næsten overfølsomt niveau. Jeg har hørt fra musikere, at det sjældent er en fordel at eje evnen, for så godt som al samskabelse består af “lige-ved-og-næsten”: Små rytmiske forskydninger og forsøg på at nå hinanden. Det er dét, der er så smukt, disse forsøg, denne konstante henvendelse frem og tilbage: her er jeg, hvor er du? Det er jo vejen derhen – ikke målet, der skaber musikken. 
På samme måde gælder det særligt følsomme gehør. Evnen til at mærke ubalancer, disharmonier. Lyden af skuffelse: en teske, der rører i kaffekoppen. Rundt og rundt og rundt og rundt. Tilbageholdte gråd: Rastløs trippen og skabslåger, der åbnes og lukkes igen uden at noget hentes frem eller stilles tilbage. Jeg tænker på min mor, der vidste, allerede før jeg kom hjem fra skole, at jeg havde skrabet et knæ – og stod parat med et plaster. Pustede. Som vidste på sekundet, hvad klokken var slået, da en taxa standsede foran vores hus: At det var besked om min mormor, at hun var ved at dø. Jeg tror, hun har brugt et helt liv på at tøjle dette gehør og jeg ved, hvad det koster af kræfter. Hele tiden at gisne, undlade at spørge til alt det usagte, ikke altid at tro, at skyerne er et gardin, man har glemt at trække fra eller at fuglen, der flyver mod ruden og falder til jorden, skulle være en straf for at glemme en venindes fødselsdag. 
Jeg har læst, at absolut gehør handler om asymmetri i hjernen. At området ved tindingelappen i venstre side af hjernen, simpelthen er større end ved mennesker med relativt gehør. Måske gælder det samme med følelser. At de, der føler for meget eller for højt, har en asymmetri – ikke i hjernen men i hjertet. At det banker lidt skævt i forhold til andres. Ifølge den franske kulturteoretiker kulturteoretiker Henri Lefebvre, er rytmer en helt central del af samfundsstrukturen. At møde klokken 8, spise frokost klokken 12, gå hjem klokken 16, se TV klokken 20. I Vesten er taktarten tre- og firefjerdedele mest udbredt, den finder vi blandt andet i pardansen vals, som vi danser til bryllupper. Én, to tre. Én, to tre. Én, to tre. Hvis man tæller forkert, træder man den anden over tæerne. Av. 
Måske slår følsomme hjerter ikke i tre- fjerdedele men mere som når ghanesere stamper deres dej, Fufu. Der skal mindst to til. Den ene støder cirka hvert andet sekund med en høj pæl ned i et lille kar, den anden skubber Fufu-dejen ind under pælen, mens den er i luften, og tilfører løbende en smule vand. Nogle vil måske kalde ghanesernes Fufu-rytme for skæv, dejen for klæg og klistret. Det samme kan ske, hvis man slår med hjertet i en takt, der ikke følger de andres. At man bliver kaldt klistret, set skævt til. Ned på. 
Det er egentlig en skam.

Jeg er meget optaget af essayet som genre, alle de muligheder, det rummer, måske mest af alt det, at dets mål ikke er at konkludere men at diskutere. 
Det enkeltstående essay, der har berørt mig mest, er det, Information bragte i 2022 af forfatteren Christina Hagen: “Vi er nødt til at tale om, at selvmordstanker for nogle er en naturlig del af livet,” lyder overskriften og den første linje, der følger efter: “Min stedfar skød sig i hovedet, da jeg var barn. Det var ikke et chok.”
Hele teksten virker som skrevet i et eneste langt åndedrag, en tour de force gennem videnskab, filmkunst og litteratur, hvor hun blandt andet citerer Michael Strenge for de urimeligt smukke linjer: “Nej/ Jeg vil ikke dø/ jeg vil bare være ufødt”. Selv skriver hun senere:
“Det er aldrig det at dø, der i sig selv er drømmen. Det er det at være væk fra kravene, der er besnærende. Fra rutinen, det sociale, fra den person, man nu er blevet, og som folk taler til, som om de ved, hvem er.”
Gulp. Hvem kender ikke den tanke at blive fri fra sig selv eller nej, at blive en anden: Mindre kejtet, mere sikker. Halvt så bekræftelsessyg og dobbelt så generøs. Det behøver man langtfra at være selvmordstruet for at tænke, og det er derfor Hagens essay er så stærkt. Fordi det hverken er en besyngelse- eller fordømmelse af selvmordet og døden, men derimod en undersøgelse af livet. Og det at leve betyder for de fleste også ind imellem et ønske om at blive fri for netop det. Et splitsekund, to, for så at forsvinde igen, fordi der er alligevel viser sig at være lige præcis én grund mere til at blive end til at gå. Eller som Christina Hagen skriver mod slutningen af sin tekst:
“Måske skal vi tillade os at være fra en anden planet. Måske kan vi genskabe den planet sammen. Et sted, hvor man ikke behøver smile, hvis man ikke er glad. En ærlig måde at leve på, hvor man ikke er kaptajn på et skib. Mere en delfin eller en lillebitte ubetydelig fisk med øjne som knappenåle, plirrende, nysgerrige, åbne.”
Måske blev det her lidt rodet, men summeret op: Læs!
Pine, Hermann og ikke mindst Hagen. Det er livet værd.

Engang arbejdede jeg i en integreret institution, jeg mødte ind klokken 6.30 og tog imod de første børn, Ingegerd, Laurits, Laura, Signa. Og Nete, hvis mor hed Ag-nete og som altid havde huller i tøjet: Et jakkeærme, der lækkede dun eller en storetå der stak frem fra strømpestoffet. Ind imellem malede hun øjne og næse på tåen og lagde rødt lak på neglen. Så gik hun rundt sådan en hel dag og pralede med sin nøgne tå: – Se!, bevægede den som til et nik: – Sig hej til Adolf. Men de andre børn hilste kun sjældent, det var som om hun ville dem for meget, de trak væk eller vendte sig kun halvvejs rundt, skulede over skulderen, hej, hvilket af en eller anden grund virkede mere afvisende end slet ikke at reagere.

I Katrine Marie Guldagers bog “Jeg hører, hvad du siger,” der udkommer i dag, møder vi Marianne, en midaldrende parterapeut, hvis søn kæmper med alvorlig psykisk sygdom og bliver indlagt efter et – i hvert fald påstået – overfald. Han medicineres massivt, og Marianne er dybt ulykkelig over at se sin søn som en Zombie i hospitalets spøgelseslignende omgivelser. Hun kæmper for at få lov at se ham og opdager til sin fortvivlelse, at hun i journalen står angivet som en del af problemet: “Samarbejdsvanskeligheder med Mater”.
Grunden til, at jeg nævner Guldagers bog, er en ganske lille passage undervejs. En medpatient, Birgit, går rundt på gangene og klager over ondt i armen. Hun klynker og råber om hjælp og Marianne kontakter personalet og gør opmærksom på den ulykkelige kvinde. Men personalet afviser: Der er slet ikke noget galt med Birgits arm, siger de, hun vil bare have opmærksomhed. Og så stiller Marianne dem hundredetusindekroners spørgsmålet: Men hvorfor giver I hende det så ikke?
Jeg synes, det er bogens mest rørende øjeblik. Måske fordi jeg genkender men også fordi, det rører noget dybt i mig. Nemlig den stærkt protestantiske arvesynd, vi nordboere render rundt med, og som påskriver os aldrig at være til besvær, ikke at bede om hjælp, klare os selv. “Det handler ikke om, hvordan du har det, men hvordan du tar’ det”. For tiden er det populært at dele artikler om en påstået overdreven fokus på sårbarhed, en omsiggribende og kvælende psykologisering. De unge mennesker, der lider, skal lære at se ud i stedet for ind, lyder mantraet, og det er muligt, at det faktisk hjælper. At se ud, altså, på træerne og marehalmen i klitterne og på mågerne, der hver eneste dag må stride sig igennem vinden alene for at holde sig på vingerne. Det tror jeg såmænd er rigtigt nok.
Men det er ikke det samme som at det giver Carte Blanche til at overhøre, når mennesker beder om hjælp, råber av eller skærer i sig selv, for at give deres tavse smerte en stemme af snitsår og blod. Det tenderer det hånlige, at afvise andres smerte på den måde, og er nok snarere udtryk for en egoistisk selvtilfredshed: JEG har ikke ondt, ergo har du heller ikke ondt. JEG har ikke brug for hjælp, så har du heller ikke. MIT bedste er det samme, som dit bedste.

Lederen af den institution, jeg arbejdede i, pålagde Netes mor at købe nye strømper. Uden huller. Det ville løse problemet med de andre børns afvisninger, mente hun. Og så gik Nete rundt uden huller i sokkerne og så på, mens de andre legede, hun blev stadig ikke inviteret med ind. En dag klippede hun sit hår med en kartonsaks, helt ulige længder, nogle steder ind til issen, andre steder til øret. De andre børn så endelig op – og skreg af grin og Nete lo med dem, haha, det var hjerteskærende at se og høre på.

Bag frygten for tallet 13, triskaidekafobi, gemmer sig fortællingen om den sidste nadver, om Judas der forrådte jesus, om hanen, der gol i stedet for at gale og solen, der stod op. Tallet tretten er underverdens tal, det er summen af alt det fortrængte, det er et og tre – to primtal – sat sammen til et tredje, så ensomt som noget kan være. 
Jeg fik 13 til alle mine eksaminer, det var i ’92, og jeg var oppe i religion og historie og oldtidskundskab, til translokationen spillede jeg et nummer med Shit og Chalou, og det var ikke før tre uger senere, at jeg mærkede ensomheden, det primtalte. 
På denne dag i oktober 1972 havarerede et fly i Andesbjergene, 16 overlevede, men kun ved at spise kødet fra deres døde medpassagerer, jeg har tit tænkt på dem siden, på de overlevende, den skam at leve på andres nåde, denne enes død den andens, ja jeg nænner ikke engang at fuldføre sætningen. Af en eller anden grund bar jeg en flig af den samme skyld, en følelse af, at min præstationer i skolen måtte bygge på nogle andres fald eller i hvert fald, at dét, jeg havde i hovedet måtte mangle i hjertet. 
Jeg tror ikke på ret meget, og da slet ikke på overtro, men det er jo ikke det samme som at jeg ikke er bange eller bare undgår alt, der vedrører primtal. I SAS fly har man helt fjernet sæderække nummer 13, det er helt til grin, for hvad så med række nummer fjorten, er det i virkeligheden række nummer tretten i forklædning, kan man bare fjerne angsten ved at male den over, holde sig for ørene og synge tralalala, mens flyet styrter. 
Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at tværsummen af dagen i dag (04012024) er tretten, at Mek pek har fødselsdag og at al udkørsel hvor jeg bor, er frarådet. Det er hverken en trussel eller overtro men et faktum

Jeg har tænkt på hende de sidste dage, på K, genboen, der gik i bare tæer året rundt og bagte boller, hun tilbød til alle: Postbudet, en tilfældig hundelufter, fuglene. Hver dag bagte hun, som en slags bod for alt det, hun ikke kunne, fordi hendes psyke var for skrøbelig. Hun sagde selv, hun fik blå mærker bare nogen trykkede hende i hånden, og hun kunne bryde ud i gråd alene ved tanken om en fugl, der fløj imod ruden.
Hun forsøgte ni gange, oftest ved hjælp af piller, men også to gange ved drukning. Én enkelt gang forsøgte hun at kvæle sig selv med et stykke ledning, men besvimede længe før det for alvor blev farligt, og en anden gang lagde hun sig nøgen i sneen og ventede på at hendes hjerte skulle gå i stå. Det var naboens datter der fandt hende, hun pustede hendes hænder varme, hviskede “kom” og hjalp hende ind til tæpper og te.
Hun ønskede ikke at leve, hun duede ikke til det, hun var for klodset, for trist, for øm og blå, sagde hun.
Men så en sommer fik hun ondt i hovedet og benene begyndte at hæve, hun blev indlagt og undersøgt, det var kræft i stadie fire. Der var metastaser overalt, i tarmene, den højre lunge, begge bryster. Det mærkelige var, at hun, der hele sit liv havde ønsket at dø, nu ville give alt for at forblive i live. Hun betalte en healer 34000 kroner, købte særlige udtræk af efter sigende helbredende urter og rejste med tog til Tyskland for at drikke af en hellig kilde. Intet af det hjalp, knuderne blev ved med at vokse, cellerne med at dele sig på kryds og tværs. K rasede, hun samlede kviste til et bål i haven og tændte op, flammerne stod meterhøje, det var i oktober og brandvæsnet måtte rykke ud med skumslukkere. Hun fik en bøde, men undlod at betale og døde, før de nåede at sende en rykker.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på hende netop nu, eller hvad jeg vil sige. Måske bare, at vi skal huske at tage imod, hvis nogen rækker os en bolle, en blå hånd.

Om lyset vil jeg sige, at det falder smukkest, når det falder skråt. Helt ulig skammen, der falder lodret som en tonstung fjer og ikke skyldes andet end livet som sådan. Jeg kørte engang måge ned, det var i Thy, tæt på Nørre Vorupør, på en lang lige landevej med lyng til begge sider. Det gav et smæld, som var bilen blevet ramt et skud, og jeg standsede og fik øje på fuglen. En stor havmåge. Larus Marinus, med et vingefang tæt på halvanden meter og kuglerunde, vidtåbne øjne, der så direkte igennem mig og ud i evigheden, og jeg kom i tanke om, hvad jeg havde lært af min biologilærer, Ebbe fra Gjøl, om at befri hårdt skadede dyr fra deres lidelser, og jeg greb fuglen om de spinkle kødfarvede ben og løftede den fra vejen og op over hovedet. Og så slog jeg, en gang, to gange, tre. Der var ikke noget at se ingen blod, ikke noget at høre, ingen af dyrets ellers så velkendte skrig. Bare de vidtåbne øjne, den kilotunge fugl, asfalt, der glinsede som en stjernehimmel og lige over os: Solen, hvis lys faldt hårdt og tungt som en dommers hammer.

I går aftes så jeg Niels Hausgaards dokumentar “Os der lever” på DR. Måske skal jeg starte med at sige, at jeg er stor beundrer af Hausgaard, jeg holder utrolig meget af hans skarptslebne men aldrig fingerpegende pointer, hans lune og hans indiskutable intellekt. Det var derfor med store forventninger, jeg satte mig foran skærmen, forventninger der ikke blev mindre af, at filmen tog udgangspunkt i Vendsyssel, en egn, jeg har besøgt utallige gange og føler, er en del af mit DNA.

Der er meget godt at sige om Hausgaards portræt af den nordjyske landsdel, vi præsenteres for mange elskelige personer, ikke mindst murermester Keld, manden, der flyttede Rubjerg Knude fyr 70 meter ind i land for at redde det fra at falde i havet. Alligevel efterladt udsendelsen mig mere frustreret end fornøjet, fordi den fastholder det klassiske skel mellem Dem og Os. mellem land og by, udkant og inderkreds. Hausgaard bygger dokumentaren op omkring et konfirmation – bekræftelse af sit tilhørselsforhold – med suppe, steg, is og svulstige taler. Og bladrer så familiealbummet igennem en for en. Der er Grete og Lis, der knipler og broderer og drømmer om at bortføre Keld. Der er modelbyggende mænd, der sirligt opfører en hel lille by med vaterpas, miniaturemursten og mørtel. Der er to unge knægte, der kører i ring på stranden, rundt og rundt og rundt, og dermed rejser spørgsmålet: Kommer de nogen vegne, og er fremad den eneste retning, der er værd at gå. Tung symbolik, der gentages i hestepigerne, der strigler deres dyr som skulle de gå catwalk og rider ensomt gennem skoven, som en slags dannelsesrejse med naturen som både start og slut. Der er enkebal og rottweilerhunde, ensomhed og store vidder.
Det er jo fint nok. Men også ekstremt stereotypt, og selvom jeg ikke er i tvivl om Hausgaards gode hensigter og at han bevidst benytter pastiche som et greb, så synes jeg det er et fejlskud i det her tilfælde. For der er så rigeligt med fordomme “for sjov” allerede: om jydeland, Støjberg Fanklubber, havenisser og træg humor. Om en landsdel beboet af minkfarmere og motorcrosskørere, og sandt er det jo, at Hans Nielsen var fra Brovst og Erik Gundersen fra Esbjerg og at der før corona fandtes 39 minkfarme i den ellers undseelige by Gjøl. Men der findes så meget andet også, som Hausgaard overser, mennesker, der bruger et halvt liv på at opfinde en ny matematik, Mads, der hjælper flygtninge og andre, der er faret vild, sejeste Julie, der hjælper kvinder i Reden i Aalborg. Selvfølgelig gør der det, og at reducere en hel landsdel til at være træge og fremmedforskrækkede er lige så tåbeligt og reducerende som at påstå, at sjællændere er overfladiske, caffelattekonfiterede Vanopslagh-kultdyrkere, der ikke kan kende forskel på en hest og et æsel. jeg er helt med på, at meget dril er kærligt ment og at talemåden “Den, man tugter, elsker man” sikkert også er på spil i tvisten mellem vest- og Østdanmark. Men jeg har i mit arbejde på tværs af landet alligevel oplevet, at der er en tendens til subtil mobning, når der for eksempel rejses tvivl om, om det “kan betale sig” at afholde et kursus i Jylland. For “er der virkelig publikum til den slags derovre?”

Jylland er altså ikke bare et hjemstavnsresort for stressede studerende, der kan blive tanket op med flæskesteg og ris alamande før de fortsætter deres akademiske dannelse i hovedstaden. Jylland er ikke mere befolket af tavse træmænd og halbalhungrende enkefruer end Rødovre er af bingobenovede pølsebodsejere eller Anholt af kriminelle undslupne.
Så tak til Niels Hausgaard for rigtig rigtig meget, men ikke for filmdigtet “Os der lever” – den gør efter min mening ikke nogen klogere på Vendsyssel, tværtimod.

Der er så mange dage, så mange dyr og drømme at holde styr på, det er svært at følge med. Jeg læser om flodskildpadder, frillede firben og stauder, der vokser baglæns i protest over deres kår. Jeg smager på ordet frøhvile, det minder mig om kassen med glemte ting: en jordslået tøjkanin, en pung med tre udblødte frimærker i den bagerste rum. 
Så er der søstjernerne, de her smukke dyr uden hverken hjerte eller hjerne. Hvad man ikke har i hovedet, må man have i armene, fem styks har den, hver af dem stærke nok til at trætte en musling, tvinge den til at give slip, åbne op. Den har et øje på hver finger, bogstavelig talt, og gør ingen forskel på frem og tilbage. Søstjernen er nemlig ens fra alle sider, det er ligesom en cirkel – uden et op og et ned. 4Den kan befrugte sig selv og dele sig på midten, hvis nødvendigt, så gror den ti nye arme, fem på hver halvdel, en halvering forvandlet til fordobling. Voilá.

I går tænkte jeg lidt over, hvilket dyr, jeg helst ville være, jeg var omkring tusindben, dværgflodhest og kejserpingvin, de sidste adopterede i et forsøg et kamera forklædt som robot, forsøgte ihærdigt at holde det varmt i kulden, det er virkelig smukt. Men jeg endte med at vælge en hest, nok mest på grund af dens ånde i frostvejr, skyer af ømhed og nok. 
Slår man op i bibliotekernes system, DK5, finder man hesten under 58.9: Pattedyr – sammen med kloakdyr, flagermus, jordsvin og søkøer. Nu kan jeg så bruge dagen i dag på at læse om dem, der er hele tiden noget at lære, noget nyt at forstå, begribe. Heldigvis

Her til morgen gik jeg forbi det her hus, det sneede, jeg tænkte på fondue og på min veninde fra folkeskolen, jeg i årevis har forsøgt at finde men forgæves, det er som hun ikke vil – findes altså – men så i går googlede jeg igen og  fandt hendes navn i et referat om byfornyelse i en andelsboligforening på Nørrebro, og nu ved jeg ikke, om det er et overgreb at skrive eller ringe til hende, der er virkelig meget, jeg gerne vil vide, hvad der skete den nytårsaften i år 2000, vi sidst sås, for eksempel, vi var begge lidt mentalt forhutlede og uden forventninger til det nye årtusinde, vi spillede RISK og røg mentolcigaretter og så tog hun hjem, vi har ikke set hinanden siden, jeg ved, hun senere skrev speciale, vist nok om surrealisme i fransk litteratur, og at det tog hende hende seks år at blive færdig, hun var dygtig til alt, hun gjorde, også da vi var mindre, til at tegne og til at tænke, men hun var alligevel aldrig tilfreds, på et tidspunkt talte hun om at blive tatovør, hun var meget bestemt med, hvad hun ville være med til at ridse i folks hud, ingen børnenavne eller fødsels- og bryllupsdage, heller ikke slikkende flammer op langs rygraden, men gerne bænkebidere, logoet fra Einstürtzende Neubaten og “den slags,” jeg er ikke helt sikker på, hvad “den slags” betyder, men det vil jeg spørge hende om, hvis jeg finder modet til at ringe.

Jeg øver mig i at være vred, men der er hele tiden noget, der står i vejen. En mandelstor taknemlighed, for eksempel. Over solen, der hver står op kugler sig rund, over solsortens sorte og hvidvinens hvide, køernes patter og kærligheden, der synes at vokse med tilbagevirkende kraft. Over ord som ømhedsmanifest (sikke en fest), vindbøjtel og katamaran. Og nåletræer, klitheden, den mellemlagrede skæreost fra Thise, vinklen på min mors tommel, hustage beklædt med tørv, Mentos-karameller, Bjørn, eftermiddagens lange skygger, kejtet keramik og det faktum, at der findes snegle, der sover tre år i træk. 

Jeg husker en jul, det ikke var sådan. Hvor vreden var større end taknemligheden, det var i 94, jeg var syg og måtte tage toget hjem fra mine forældre samme aften, fordi jeg ikke kunne. Jeg kunne ikke spise, ikke synge, ikke finde ud af (eller ind til) glæden. Jeg kan huske, at jeg trak en billet på banegården, steg ind i toget og lagde mig på tværs af to sæder. At jeg krøllede mig sammen som en hund og forsøgte at sove det hele væk: sulten og den manglende glæde. Men hver gang jeg døsede hen, blev jeg vækket af den samme konduktør, der bad mig vise min billet og sætte mig op.
–Der kunne jo være andre, der havde reserveret pladsen, indvendte han, selvom kupéen var tom pånær mig.
Det er længe siden nu, men jeg tænker stadig på dem, der på en dag som i dag må krølle sig sammen. Dem, der forsøger at sove den væk, at få tiden (og sig selv) til at gå over. Til jer vil jeg bare sige, at jeg håber, I får lov at hvile og bliver ladt i fred for emsige konduktører.
Der er plads nok til os allesammen❤️