Louise Juhl

Jeg har tænkt på hende de sidste dage, på K, genboen, der gik i bare tæer året rundt og bagte boller, hun tilbød til alle: Postbudet, en tilfældig hundelufter, fuglene. Hver dag bagte hun, som en slags bod for alt det, hun ikke kunne, fordi hendes psyke var for skrøbelig. Hun sagde selv, hun fik blå mærker bare nogen trykkede hende i hånden, og hun kunne bryde ud i gråd alene ved tanken om en fugl, der fløj imod ruden.
Hun forsøgte ni gange, oftest ved hjælp af piller, men også to gange ved drukning. Én enkelt gang forsøgte hun at kvæle sig selv med et stykke ledning, men besvimede længe før det for alvor blev farligt, og en anden gang lagde hun sig nøgen i sneen og ventede på at hendes hjerte skulle gå i stå. Det var naboens datter der fandt hende, hun pustede hendes hænder varme, hviskede “kom” og hjalp hende ind til tæpper og te.
Hun ønskede ikke at leve, hun duede ikke til det, hun var for klodset, for trist, for øm og blå, sagde hun.
Men så en sommer fik hun ondt i hovedet og benene begyndte at hæve, hun blev indlagt og undersøgt, det var kræft i stadie fire. Der var metastaser overalt, i tarmene, den højre lunge, begge bryster. Det mærkelige var, at hun, der hele sit liv havde ønsket at dø, nu ville give alt for at forblive i live. Hun betalte en healer 34000 kroner, købte særlige udtræk af efter sigende helbredende urter og rejste med tog til Tyskland for at drikke af en hellig kilde. Intet af det hjalp, knuderne blev ved med at vokse, cellerne med at dele sig på kryds og tværs. K rasede, hun samlede kviste til et bål i haven og tændte op, flammerne stod meterhøje, det var i oktober og brandvæsnet måtte rykke ud med skumslukkere. Hun fik en bøde, men undlod at betale og døde, før de nåede at sende en rykker.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på hende netop nu, eller hvad jeg vil sige. Måske bare, at vi skal huske at tage imod, hvis nogen rækker os en bolle, en blå hånd.