Louise Juhl

Bag frygten for tallet 13, triskaidekafobi, gemmer sig fortællingen om den sidste nadver, om Judas der forrådte jesus, om hanen, der gol i stedet for at gale og solen, der stod op. Tallet tretten er underverdens tal, det er summen af alt det fortrængte, det er et og tre – to primtal – sat sammen til et tredje, så ensomt som noget kan være. 
Jeg fik 13 til alle mine eksaminer, det var i ’92, og jeg var oppe i religion og historie og oldtidskundskab, til translokationen spillede jeg et nummer med Shit og Chalou, og det var ikke før tre uger senere, at jeg mærkede ensomheden, det primtalte. 
På denne dag i oktober 1972 havarerede et fly i Andesbjergene, 16 overlevede, men kun ved at spise kødet fra deres døde medpassagerer, jeg har tit tænkt på dem siden, på de overlevende, den skam at leve på andres nåde, denne enes død den andens, ja jeg nænner ikke engang at fuldføre sætningen. Af en eller anden grund bar jeg en flig af den samme skyld, en følelse af, at min præstationer i skolen måtte bygge på nogle andres fald eller i hvert fald, at dét, jeg havde i hovedet måtte mangle i hjertet. 
Jeg tror ikke på ret meget, og da slet ikke på overtro, men det er jo ikke det samme som at jeg ikke er bange eller bare undgår alt, der vedrører primtal. I SAS fly har man helt fjernet sæderække nummer 13, det er helt til grin, for hvad så med række nummer fjorten, er det i virkeligheden række nummer tretten i forklædning, kan man bare fjerne angsten ved at male den over, holde sig for ørene og synge tralalala, mens flyet styrter. 
Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at tværsummen af dagen i dag (04012024) er tretten, at Mek pek har fødselsdag og at al udkørsel hvor jeg bor, er frarådet. Det er hverken en trussel eller overtro men et faktum

Jeg har tænkt på hende de sidste dage, på K, genboen, der gik i bare tæer året rundt og bagte boller, hun tilbød til alle: Postbudet, en tilfældig hundelufter, fuglene. Hver dag bagte hun, som en slags bod for alt det, hun ikke kunne, fordi hendes psyke var for skrøbelig. Hun sagde selv, hun fik blå mærker bare nogen trykkede hende i hånden, og hun kunne bryde ud i gråd alene ved tanken om en fugl, der fløj imod ruden.
Hun forsøgte ni gange, oftest ved hjælp af piller, men også to gange ved drukning. Én enkelt gang forsøgte hun at kvæle sig selv med et stykke ledning, men besvimede længe før det for alvor blev farligt, og en anden gang lagde hun sig nøgen i sneen og ventede på at hendes hjerte skulle gå i stå. Det var naboens datter der fandt hende, hun pustede hendes hænder varme, hviskede “kom” og hjalp hende ind til tæpper og te.
Hun ønskede ikke at leve, hun duede ikke til det, hun var for klodset, for trist, for øm og blå, sagde hun.
Men så en sommer fik hun ondt i hovedet og benene begyndte at hæve, hun blev indlagt og undersøgt, det var kræft i stadie fire. Der var metastaser overalt, i tarmene, den højre lunge, begge bryster. Det mærkelige var, at hun, der hele sit liv havde ønsket at dø, nu ville give alt for at forblive i live. Hun betalte en healer 34000 kroner, købte særlige udtræk af efter sigende helbredende urter og rejste med tog til Tyskland for at drikke af en hellig kilde. Intet af det hjalp, knuderne blev ved med at vokse, cellerne med at dele sig på kryds og tværs. K rasede, hun samlede kviste til et bål i haven og tændte op, flammerne stod meterhøje, det var i oktober og brandvæsnet måtte rykke ud med skumslukkere. Hun fik en bøde, men undlod at betale og døde, før de nåede at sende en rykker.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på hende netop nu, eller hvad jeg vil sige. Måske bare, at vi skal huske at tage imod, hvis nogen rækker os en bolle, en blå hånd.

Om lyset vil jeg sige, at det falder smukkest, når det falder skråt. Helt ulig skammen, der falder lodret som en tonstung fjer og ikke skyldes andet end livet som sådan. Jeg kørte engang måge ned, det var i Thy, tæt på Nørre Vorupør, på en lang lige landevej med lyng til begge sider. Det gav et smæld, som var bilen blevet ramt et skud, og jeg standsede og fik øje på fuglen. En stor havmåge. Larus Marinus, med et vingefang tæt på halvanden meter og kuglerunde, vidtåbne øjne, der så direkte igennem mig og ud i evigheden, og jeg kom i tanke om, hvad jeg havde lært af min biologilærer, Ebbe fra Gjøl, om at befri hårdt skadede dyr fra deres lidelser, og jeg greb fuglen om de spinkle kødfarvede ben og løftede den fra vejen og op over hovedet. Og så slog jeg, en gang, to gange, tre. Der var ikke noget at se ingen blod, ikke noget at høre, ingen af dyrets ellers så velkendte skrig. Bare de vidtåbne øjne, den kilotunge fugl, asfalt, der glinsede som en stjernehimmel og lige over os: Solen, hvis lys faldt hårdt og tungt som en dommers hammer.

I går aftes så jeg Niels Hausgaards dokumentar “Os der lever” på DR. Måske skal jeg starte med at sige, at jeg er stor beundrer af Hausgaard, jeg holder utrolig meget af hans skarptslebne men aldrig fingerpegende pointer, hans lune og hans indiskutable intellekt. Det var derfor med store forventninger, jeg satte mig foran skærmen, forventninger der ikke blev mindre af, at filmen tog udgangspunkt i Vendsyssel, en egn, jeg har besøgt utallige gange og føler, er en del af mit DNA.

Der er meget godt at sige om Hausgaards portræt af den nordjyske landsdel, vi præsenteres for mange elskelige personer, ikke mindst murermester Keld, manden, der flyttede Rubjerg Knude fyr 70 meter ind i land for at redde det fra at falde i havet. Alligevel efterladt udsendelsen mig mere frustreret end fornøjet, fordi den fastholder det klassiske skel mellem Dem og Os. mellem land og by, udkant og inderkreds. Hausgaard bygger dokumentaren op omkring et konfirmation – bekræftelse af sit tilhørselsforhold – med suppe, steg, is og svulstige taler. Og bladrer så familiealbummet igennem en for en. Der er Grete og Lis, der knipler og broderer og drømmer om at bortføre Keld. Der er modelbyggende mænd, der sirligt opfører en hel lille by med vaterpas, miniaturemursten og mørtel. Der er to unge knægte, der kører i ring på stranden, rundt og rundt og rundt, og dermed rejser spørgsmålet: Kommer de nogen vegne, og er fremad den eneste retning, der er værd at gå. Tung symbolik, der gentages i hestepigerne, der strigler deres dyr som skulle de gå catwalk og rider ensomt gennem skoven, som en slags dannelsesrejse med naturen som både start og slut. Der er enkebal og rottweilerhunde, ensomhed og store vidder.
Det er jo fint nok. Men også ekstremt stereotypt, og selvom jeg ikke er i tvivl om Hausgaards gode hensigter og at han bevidst benytter pastiche som et greb, så synes jeg det er et fejlskud i det her tilfælde. For der er så rigeligt med fordomme “for sjov” allerede: om jydeland, Støjberg Fanklubber, havenisser og træg humor. Om en landsdel beboet af minkfarmere og motorcrosskørere, og sandt er det jo, at Hans Nielsen var fra Brovst og Erik Gundersen fra Esbjerg og at der før corona fandtes 39 minkfarme i den ellers undseelige by Gjøl. Men der findes så meget andet også, som Hausgaard overser, mennesker, der bruger et halvt liv på at opfinde en ny matematik, Mads, der hjælper flygtninge og andre, der er faret vild, sejeste Julie, der hjælper kvinder i Reden i Aalborg. Selvfølgelig gør der det, og at reducere en hel landsdel til at være træge og fremmedforskrækkede er lige så tåbeligt og reducerende som at påstå, at sjællændere er overfladiske, caffelattekonfiterede Vanopslagh-kultdyrkere, der ikke kan kende forskel på en hest og et æsel. jeg er helt med på, at meget dril er kærligt ment og at talemåden “Den, man tugter, elsker man” sikkert også er på spil i tvisten mellem vest- og Østdanmark. Men jeg har i mit arbejde på tværs af landet alligevel oplevet, at der er en tendens til subtil mobning, når der for eksempel rejses tvivl om, om det “kan betale sig” at afholde et kursus i Jylland. For “er der virkelig publikum til den slags derovre?”

Jylland er altså ikke bare et hjemstavnsresort for stressede studerende, der kan blive tanket op med flæskesteg og ris alamande før de fortsætter deres akademiske dannelse i hovedstaden. Jylland er ikke mere befolket af tavse træmænd og halbalhungrende enkefruer end Rødovre er af bingobenovede pølsebodsejere eller Anholt af kriminelle undslupne.
Så tak til Niels Hausgaard for rigtig rigtig meget, men ikke for filmdigtet “Os der lever” – den gør efter min mening ikke nogen klogere på Vendsyssel, tværtimod.

Der er så mange dage, så mange dyr og drømme at holde styr på, det er svært at følge med. Jeg læser om flodskildpadder, frillede firben og stauder, der vokser baglæns i protest over deres kår. Jeg smager på ordet frøhvile, det minder mig om kassen med glemte ting: en jordslået tøjkanin, en pung med tre udblødte frimærker i den bagerste rum. 
Så er der søstjernerne, de her smukke dyr uden hverken hjerte eller hjerne. Hvad man ikke har i hovedet, må man have i armene, fem styks har den, hver af dem stærke nok til at trætte en musling, tvinge den til at give slip, åbne op. Den har et øje på hver finger, bogstavelig talt, og gør ingen forskel på frem og tilbage. Søstjernen er nemlig ens fra alle sider, det er ligesom en cirkel – uden et op og et ned. 4Den kan befrugte sig selv og dele sig på midten, hvis nødvendigt, så gror den ti nye arme, fem på hver halvdel, en halvering forvandlet til fordobling. Voilá.

I går tænkte jeg lidt over, hvilket dyr, jeg helst ville være, jeg var omkring tusindben, dværgflodhest og kejserpingvin, de sidste adopterede i et forsøg et kamera forklædt som robot, forsøgte ihærdigt at holde det varmt i kulden, det er virkelig smukt. Men jeg endte med at vælge en hest, nok mest på grund af dens ånde i frostvejr, skyer af ømhed og nok. 
Slår man op i bibliotekernes system, DK5, finder man hesten under 58.9: Pattedyr – sammen med kloakdyr, flagermus, jordsvin og søkøer. Nu kan jeg så bruge dagen i dag på at læse om dem, der er hele tiden noget at lære, noget nyt at forstå, begribe. Heldigvis

Her til morgen gik jeg forbi det her hus, det sneede, jeg tænkte på fondue og på min veninde fra folkeskolen, jeg i årevis har forsøgt at finde men forgæves, det er som hun ikke vil – findes altså – men så i går googlede jeg igen og  fandt hendes navn i et referat om byfornyelse i en andelsboligforening på Nørrebro, og nu ved jeg ikke, om det er et overgreb at skrive eller ringe til hende, der er virkelig meget, jeg gerne vil vide, hvad der skete den nytårsaften i år 2000, vi sidst sås, for eksempel, vi var begge lidt mentalt forhutlede og uden forventninger til det nye årtusinde, vi spillede RISK og røg mentolcigaretter og så tog hun hjem, vi har ikke set hinanden siden, jeg ved, hun senere skrev speciale, vist nok om surrealisme i fransk litteratur, og at det tog hende hende seks år at blive færdig, hun var dygtig til alt, hun gjorde, også da vi var mindre, til at tegne og til at tænke, men hun var alligevel aldrig tilfreds, på et tidspunkt talte hun om at blive tatovør, hun var meget bestemt med, hvad hun ville være med til at ridse i folks hud, ingen børnenavne eller fødsels- og bryllupsdage, heller ikke slikkende flammer op langs rygraden, men gerne bænkebidere, logoet fra Einstürtzende Neubaten og “den slags,” jeg er ikke helt sikker på, hvad “den slags” betyder, men det vil jeg spørge hende om, hvis jeg finder modet til at ringe.

Jeg øver mig i at være vred, men der er hele tiden noget, der står i vejen. En mandelstor taknemlighed, for eksempel. Over solen, der hver står op kugler sig rund, over solsortens sorte og hvidvinens hvide, køernes patter og kærligheden, der synes at vokse med tilbagevirkende kraft. Over ord som ømhedsmanifest (sikke en fest), vindbøjtel og katamaran. Og nåletræer, klitheden, den mellemlagrede skæreost fra Thise, vinklen på min mors tommel, hustage beklædt med tørv, Mentos-karameller, Bjørn, eftermiddagens lange skygger, kejtet keramik og det faktum, at der findes snegle, der sover tre år i træk. 

Jeg husker en jul, det ikke var sådan. Hvor vreden var større end taknemligheden, det var i 94, jeg var syg og måtte tage toget hjem fra mine forældre samme aften, fordi jeg ikke kunne. Jeg kunne ikke spise, ikke synge, ikke finde ud af (eller ind til) glæden. Jeg kan huske, at jeg trak en billet på banegården, steg ind i toget og lagde mig på tværs af to sæder. At jeg krøllede mig sammen som en hund og forsøgte at sove det hele væk: sulten og den manglende glæde. Men hver gang jeg døsede hen, blev jeg vækket af den samme konduktør, der bad mig vise min billet og sætte mig op.
–Der kunne jo være andre, der havde reserveret pladsen, indvendte han, selvom kupéen var tom pånær mig.
Det er længe siden nu, men jeg tænker stadig på dem, der på en dag som i dag må krølle sig sammen. Dem, der forsøger at sove den væk, at få tiden (og sig selv) til at gå over. Til jer vil jeg bare sige, at jeg håber, I får lov at hvile og bliver ladt i fred for emsige konduktører.
Der er plads nok til os allesammen❤️

Er mørket bedre end sit rygte?
Hvem tæller kattens liv?
Er jeg min bedste vens bedste ven?
Hvornår er nok mon egentlig nok?
Bliver tiden aldrig svimmel af at gå i ring?
Vil du holde min kæft og hvis ja, hvor længe?
Hvem er med på tarteletter?
Kan man tælle til lilla uden at græde?
Hvad vil det sige at gå amok – og vil noget have noget med?

For nylig så jeg tv-serien: En helt normal familie. En ung pige på 15, Stella, bliver voldsomt fascineret af en ældre træner og tager ud at svømme med ham. En svømmetur, der ender med, at de har sex i et badehus. Imod Stellas vilje, hun siger flere gange fra, nej og jeg har ikke lyst, men opgiver til sidst og “fryser”, lader træneren tage, hvad han vil have.
Hun betror sig til sine forældre, hendes mor er dommer og kender lovgivningen på området. Sagde du tydeligt fra, spørger hun sin datter, råbte du, gjorde du modstand. Og Stella kommer i tvivl: Sagde hun, at hun ikke ville eller bare, at hun ikke havde lyst, hun græder og moren lader hende forstå, at hun føler med hende, men at det ikke betaler sig at anmelde overgrebet. Sandsynligheden for, at retten vil mene, hun selv er skyld i situationen, er ganske enkel for stor.
Flere år senere bliver hun forelsket i en fyr i overhalingsbanen, han er modelsmuk og har en velfungerende karriere med børshandel. Forholdet udvikler sig dramatisk og pludselig står den nu 19årige Stella selv foran en dommer, anklaget for at have dræbt sin kæreste.
Det er en god serie, tankevækkende også, men grunden til, at jeg nævner den, er fordi Stella under sin fængsling frem mod retssagen taler med en psykolog. Ikke med sin gode vilje, det er tydeligt, at hun ikke forventer andet end at samtalerne er et indirekte forhør, at alt, hvad hun siger, kan og vil blive brugt imod hende. Så hun er tavs, nægter at tale og afviser psykologens forsøg på at forstå. Med tiden løsner Stella dog op, hun fortæller om voldtægten, da hun var 15, psykologen understreger, at en voldtægt aldrig kan være den voldtagnes skyld: Det er ikke din skyld, Stella, siger hun, og beder hende gentage: ”Det er ikke min skyld”.
Det kan hun ikke. Stella kan ikke få ordene over sine læber, så stærk er tvivlen, skammen, skyldfølelsen. Hun forsøger, ”det er,” ”det er,” ”det er ikke,” men bryder sammen i gråd. Til sidst lykkes det hende endelig at sige sætningen i sin helhed:
“Det er ikke min skyld.”
Jeg tror, mange af os bærer rundt på sådan en tvivl. Om vores egen skyld i alt det lort, vi har rodet rundt i. Selv har jeg i alt alt for mange år gået rundt og fortalt historien om mig selv. Om dengang jeg “valgte” at få anoreksi, sultede mig selv “for at blive set”, lukkede munden “i trods”. Som et urimeligt barn, der lægger sig på gulvet i supermarkedet og nægter at gå videre, før det har fået en is, en slikkepind, en pakke Oreos. Og af en eller anden grund er det faldet i god jord. Dette at tage skylden på mig, at jeg så at sige har valgt at bære ansvaret for mit eget liv. Men så for nylig sagde min psykolog: Hallo, det er ikke din skyld. Og jeg lo, for hvis ikke det var min, hvem fanden havde så skylden, min cykelhandler, Gud, regeringen eller min musiklærer, der bad mig om at holde mund i 4. klasse?
Det her, svarede hun, handler i første omgang ikke om, hvis skyld det er, men om, at det i hvert fald ikke er din skyld.
Det er en helt vild mulighed. At jeg ikke er skyld i min sygdom. At jeg ikke havde noget valg andet end at lade mine følelser “fryse”, spille død.
Stella ender iøvrigt med at blive frikendt for mord.

Jeg gik i en børnehave for døve og hørehæmmede, vi talte tegnsprog og sang ved hjælp af fagter, hoved, skulder, knæ og tå, og lænede vores ørene mod hinandens hjerter hver fredag for at ønske god weekend. En, der hed hed Anton fik ondt i hovedet og gik hjem og kom ikke tilbage før fire måneder senere: Med glasøje og måneansigt, og når jeg spurgte, blev de voksne stille og hviskede noget om celler, der delte sig for hurtigt, og jeg forstod ikke, hvorfor de hviskede, for Anton var jo døv og kunne ingenting høre, og det var først mange år senere, jeg fandt ud af, at det nok var dem selv, de havde forsøgt at skærme mod sandheden. 
Året efter døde han, vi lagde perleplader formet som hjerter og engle og strøg dem med et strygejern hang dem på grene. Vi gik hånd i hånd og på række de to kilometer til kirkegården, jeg sang min yndlingssang, ”Timen er nær, Tom Dooley”, men fik at vide af Gitte, en af pædagogerne, at den var ”upassende.” Jeg ved ikke, om det var derfor, men i dagene efter opfandt jeg mit eget tegnsprog. Et sprog fyldt med upassende tanker og tegn, en fuckfinger betød for eksempel ”jeg elsker dig” og to knyttede næver lagt oven på hinanden: ”er du med- eller mod mig?”. Jeg gjorde mig umage for at ingen af tegnene mimede deres betydning, en rejst tommel betød således ”ok” men ”pølsehorn,” og en lange- og tommelfinger formet som en cirkel var ikke et tegn for O men for T og om onsdagen betød det knæbeskytter, for det var den dag, Anton plejede at spille fodbold. 
Jeg brugte det meste af sommeren på at lave mit eget sprog, et sprog, der ikke gav mening for andre end mig, og således hverken kunne støde eller såre nogen. Jeg tror, jeg har båret det med mig siden, en lille nødudgang eller en måde at være upassende på i en meget passende verden.

Hvad angår passende og upassende, kan det være svært at finde vej. 
Der, hvor jeg voksede op, var linjerne forholdsvis klare. Hjemme hos os, var der ingen tvivl. Lædermøbler var noget fanden havde skabt, det samme gjaldt psykologer, enhver vidste, at den slags var vildfarne sjæle, der forsøgte at gøre op for deres egne sjælelige skavanker, ved at pådutte andre de samme. Der var også de lidt for fine damer. Dem, der lugtede så meget af parfume, at det blev mistænkeligt. Hvad forsøgte de mon at skjule, disse kvinder. Hvad gemte der sig bag skyerne af rosenvand og orientalske krydderier: Skabe fulde af skeletter, måske – skjulte liv, tomme skaller? For ikke at nævne kvinder, der lakerede deres negle, tångelene især. ’Hvem bruger dog tid på den slags, hvorfor?’

Blandt anderledes passende ting, var:
Sunde interesser som spejder, badminton og motionsløb.
Fornuftigt undertøj med god pasform og brede stropper.
At gøre sig umage, det vil sige: At lave mad fra bunden og ikke købe sig til rengøringshjælp. 
Mådehold, undlade at tage to gange af kartoflerne, sovesen, kagerne.
Kun at ønske sig ’rimelige’ ting til jul og fødselsdage: Fodcreme, spejderbælte, drikkedunk, stiftblyant. 

Blandt upassende ting, var:
Satellit-tv, Sportslørdag, købekage
Mikroovne 
Sommerhuse med græsplæne og flagstang i haven
Charterferier, campister
Aviser i alt for læsevenlige formater 
Lænestole med trinvis indstilling af ryglæn
Hollandske agurker og Jørgen de Mylius

Det gik fint. Længe sørgede jeg for at holde tingene adskilt, det passende og det upassende. Derhjemme så jeg TV-avisen derhjemme og hos min nabo, der ikke havde moralske begrænsninger for sine ønskers størrelse, og havde fået et 28 tommer TV til jul, så jeg parabol-tv. Jeg gik til madlavning hos min genbo, Birthe Marie, der lærte mig at lave Arme Riddere og at vaske op i ”den rigtge” rækkefølge. Først glas og bestik og andet, der kom i berøring med munden. Dernæst tallerkener og opøserskeer og til slut gryder, skåle og fade. 
Men så blev jeg ældre og venner med Rikke, og her var alt vendt på hovedet.  Hun redte kun seng, når hun havde lyst og spiste ting direkte fra køleskabet, uden at lægge det på en tallerken først. Hendes mor og far kunne finde på at blive i sengen en hel weekend, se serier og spise peanuts og grine. Nogle gange var vi seks, der sad under dynen og så TV en hel dag i træk. Rikkes mor og far, Rikke og mig, hendes lillesøster og deres hund, en Cocker spaniel, der hed Gorm. Det var så ulig, hvad jeg havde lært om hjemmefra: Om at TV gav firkantede øjne og at folk, der sov længe var dovne og dumme. At man fik bumser af at spise chips og fede nødder. 
Rikkes forældres øjne havde nu samme form som mine forældres, og de virkede hverken dumme eller dovne, faktisk holdt de fire aviser. ’For at se verden fra så mange forskellige perspektiver, som muligt,” forklarede de. Deres hud var ikke skæmmet af bumser, og selvom de så mange serier, tog de også på udstillinger og havde en lille samling af koreansk keramik, de havde samlet gennem årene.

Det blev svært. Det med opdelingen, hierarkiet imellem, hvad der var passende og hvad, der var upassende. Jeg famlede i blinde mellem det, jeg havde lært hjemmefra og det, jeg mødte i verden, og selvom jeg forsøgte at holde balancen, blev det sværere at sværere. Jeg begyndte at bryde grænser, at varme popcorn i en mikroovn i stedet for at poppe i en gryde, og at spise ”rutebiler” købt i Nanok til 10 kroner for 200 gram. Og selvom de smagte både kunstigt og støvet, var knaset i kagerne helt fantastisk. Det samme var fryden ved mit lille oprør.