Parabel
by Louise Juhl Dalsgaard
[ jeg har ikke noget at bruge evigheden til ]
] fuglene flyver baglæns og sluger det, de kom fra [
[ jeg har ikke noget at bruge evigheden til ]
] fuglene flyver baglæns og sluger det, de kom fra [
[ så trykker nogen på fastforward, og fuglene kaster op igen ; vi burde virkelig hente dyreværnet ind her ]
] må jeg få et stykke af din evighed? jeg skal bare bruge tre årtier mere, så har jeg violintimer nok til carnegie hall. [ (jeg har altid spekuleret på hvordan man renser sindet for ting at tage sig til, det er som en slags virkeligt nederen superkraft)
(på den anden side, måske ville jeg sove lidt bedre om natten hvis jeg kedede mig en gang imellem. måske er det en superkraft.)
Pudsigt: min definition af søvnløshed er, når jeg keder mig så meget over mine drømme, at jeg vågner af rastløshed.
Superkræfter er kræfter hængt til tørre på et kabel, der pludselig flyver af sig selv. Måske skyldes det vinden? Måske skyldes det ionernes bevægelse i kablet? Måske skyldes det kræfterne? Kedsomheden? Vi behøver ikke et svar, – bare det flyver, for fanden.
[vi mediterer i årevis for at finde præcis dén rette balance mellem at ville for meget og ville for lidt.
vores æteriske horn står om vores hoveder som kapper, der er hængt til tørre.
det meste af tiden går med at forsøge at glemme, hvor mange timer af vores liv vi bruger på at forberede os på livet.]
Jeg kan vældig godt lide, at fuglene flyver baglæns og sluger det, de kom fra. Det er et pudsigt og forstyrret billede. Tak for det. Måske kunne vi sige, at teorien om The Big Bang for nuværende er vores guldæg.
Ps. Woody Allen har sagt noget i retningen af, at evigheden er meeeget lang tid – særligt mod enden… De bedste hilsener Jan