Louise Juhl

Når jeg går tur om morgenen, forbi slotskirken, vandværket, hotellet og op til skoven, går jeg som regel bag ved et par. De er svære at sætte alder på, måske sidst i fyrrerne. Hun er lille og lidt bred, han er almindelig af højde, men spinkel. De holder hinanden i hånden. Hun har en rygsæk på, JEVA står der på den. Den virker fyldt og tynger hende bagud. Han går modsat lidt foroverbøjet, som om han forsøger at hjælpe hende fremad. De siger ikke noget, de går bare hånd i hånd, indtil de når hen til hotellet. Så kysser de hinanden (hun må stå lidt på tæer og han må bøje sig lidt ned.) Så går de hver til sit.
Han tager et nøglebundt frem, der har hængt i hans bukserem. Det har fået mig til at tænke, at han er pedel, men jeg ved det faktisk ikke.
Mange timer senere er jeg afsted med hunden igen, forbi slotskirken, og møder den samme mand. Nu er han alene, stadig let foroverbøjet, selvom han ikke længere har kærestens rygsæk at kompensere for. Han taler i telefon. Det er sådan en stor og klodset model. Den minder om de første ledningsfrie telefoner, man kunne få. Sådan nogle man kun kunne have med sig rundt, hvis man virkelig insisterede. Han taler lavt. Ind imellem er det tydeligt, at han lytter til, hvad der bliver sagt i den anden ende.
Lige efter svinget ved kirken, der hvor der der løber vand under vejen, står han stille. Læner sig udover rækværket og ser på ænderne, der samler sig her. Han taler stadig i telefon, indtil han retter sig op og vinker, mens han – nu meget højt, men stadig ind i telefonen – udbryder: “Nu kan jeg godt se dig.” Vinker.
Et stykke væk får jeg øje på den lille taskebærende kvinde. Hun har den ene hånd løftet til hilsen og den anden om telefonen. Jeg kan se, at hun siger noget, jeg tror det er “Jeg kan også se dig.” Hun smiler stort, han lytter med telefonen mod øret, smiler også. Efter nogle minutter når kvinden frem til ham, stiller sig på tæer og kysser ham på munden. Hun tager hans telefon og putter den ned i hans bukselomme, omhyggeligt. Han tager hendes telefonen, og lægger den ned i JEVAtasken.
Så tager de hinanden i hånden og går. Hun let bagoverbøjet, han foroverbøjet.
De siger ikke noget til hinanden.
Det er det samme hver dag.