Louise Juhl

En af de mest modbydelige følelser, man kan gribes af, er afmagt. Dette ikke at kunne stille noget op imod det, der sker. I verden. I kroppen. For nogen, man holder af.

Jeg lærte den tidligt at kende. Jeg kan ikke sige hvorfor, jeg var særlig følsom overfor oplevelsen af magtesløshed, men jeg husker allerede fra helt lille at blive leet af i mine forsøg på at blive forstået. Det var en helt harmløs hændelse:
Jeg havde over længere tid samlet en pose med flerfarvede glasperler, alle unikke, og viste den stolt frem til en voksen, der i sjov, gemte den bag sin ryg. – Haps gewesen. Jeg blev et øjeblik bange, men valgte at grine, haha, i forventning om at den voksne hurtigt ville aflevere sine tyvekoster tilbage og forsikre mig om, at det bare havde været for sjov.
Men den voksne handlede helt anderledes, han vedblev at gemme posen bag sin ryg, og hver gang jeg løb om bag ham for at få fat i mine elskede perler, drejede han sig en halv omgang. Sådan løb jeg rundt og rundt om hans store krop i en slags katten efter musen men efter ti omgange brød jeg sammen og begyndte at græde. Jeg kunne jo se, at den voksne var mig overlegen både fysisk og psykisk, og i erkendelse af at være udenfor rækkevidde af retfærdighed, hulkede jeg højt.
Jeg fik mine glasperler tilbage. Den voksne lo af min reaktion, men rakte posen med perler tilbage til mig:
– Det var jo bare for sjov.
Og jeg kom i tvivl, om det var mig, der var dum og sart og humørforladt, eller om det var okay at blive ked af.

Det var som sagt en meget begrænset form for magtesløshed, en tidlig læring i hierarkier, og selvom den voksne aldrig sagde undskyld for at have forvoldt mig gråd, så gentog han det ikke.
Mere uigenkaldeligt mødte jeg afmagtsfølelsen, da jeg efter længere tids fertilitetsbehandling måtte erkende, at jeg aldrig ville blive mor. Vreden var nu ikke rettet mod en urimelig voksen men mod mig selv, min dumme krop, min egen spiseforstyrrelse, der i årevis havde efterladt mig med amenoré og ugunstige vækstbetingelser for et lille nyt menneske. Nu er det sådan, at der per definition ikke er noget at stille op mod afmægtigheden. Uanset hvor meget jeg græd, bed mig i hånden, løb, råbte til himlen, så ændrede det ikke en døjt på, at min drøm om at blive mor ikke lod sig indfri. Hvad stiller man op mod det, der ikke lader sig ændre? Ingenting eller alting? Jeg begyndte at skrive, hver dag og i timevis, det gjorde mig ikke gravid, men det gav mine hænder noget andet at gøre end at slå mig selv i hovedet.

Jeg oplever det stadig. At møde situationer og i endnu højere grad mennesker, der ikke lader sig ændre, uanset hvor meget du trygler om deres forståelse. De er ofte retorisk overlegne og bruger sproget som våben, de leverer svinestreger forklædt som sober argumentation og velformulerede hånligheder, der lige præcis har det strøg af humor, der skal til, for at omgivelserne trækker på smilebåndet og indvender: Det er jo bare for sjov. Præcis som den voksne, der gemte mine glasperler bag sin ryg, sagde det. Haha, det var bare for sjov. Ja for den voksne, men så afgjort ikke for barnet, der frygtede at miste sine perler.
Barnet dengang blev trøstet. Som voksen er der ingen trøst. Grow up. Tag det sure med det søde. Kan du ikke lide lugten i bageriet, så smut.
Tager du til genmæle overfor ydmygelser eller ringeagt, bliver du dømt krænkelsesparat. Igen er sproget et effektivt våben, man kan altid dømme noget eller nogen forkert ved at kaste nedladende termer efter det/dem: Woke. Hysterisk. Selvmedlidende. Og der er ikke noget at stille op overfor den slags beskyldninger, for enhver modsigelse vil i afsenderens øjne alene understrege dennes pointe. At du er selvmedlidende. Hysterisk:
“Nååå, hvor er det synd for dig, hvad?”

Og før nogen kommer farende og fortæller mig, at mine tanker er forkælede, ligegyldige eller udtryk for en barnlig fastholdelse af tidlige traumer, så tænk lige over, hvad du siger. Og ikke mindst hvordan, du siger det.
Det kræver faktisk ikke ret meget at bruge sproget som en håndsrækning i stedet for som en lussing.

Kh