Louise Juhl

Da jeg fyldte 30, rejste en veninde sig op og holdt en tale. Den handlede om mod og bad-ass-attitude og en helt særlig omsorg for sære dyr, bænkebidere, tusindben og natsværmer. Jeg blev meget rørt og det, selvom jeg ikke genkendte, have hun fortalt. Jo, det med bænkebiderne, de mærkelige dyr. Men mod og bad-ass havde jeg svært ved at forbinde med mig selv, mine tredive år på jorden. Jeg var jo altid den pæne pige, velforberedt, velformuleret, velsmurt. Pleaser, Pleasant. Jeg er sikker på, at hun ikke løj. At hun virkelig huskede mit mod, at jeg engang kravlede under et elektrisk hegn for at ae en ko over mulen. At jeg engang mødte op på rektors kontor, ikke for at klage over tavlekridtets halskradsende hvin eller skolegårdens mangel på polstrede møbler, men for at udtrykke min bekymring for en lærer. Hun virkede så gennemsigtig for tiden, glemte at indhente vores afleveringer og havde været lige ved at græde, en dag en fugl fløj mod ruden. Alligevel var mod det sidste, jeg forbandt med mig selv, og sådan er vores erindringer ikke bare forskellige (jeg huskede også mit besøg hos Bødker, inspektøren, og min bekymring over Birte, vores vikar i tysk), men også forbundet til vidt forskellige følelser.
“Jeg husker så godt som intet”, sådan hører jeg tit, måske med en slet skjult grad af mistænksomhed: Er det virkelig sandt, når jeg påstår at kunne huske mig selv i en gul hæklet kjole ved Niagara Falls, da jeg kun var to? Næppe. Men jeg stod faktisk ved vandfaldet i 1975, og jeg var i en gul hæklet kjole, så selvom erindringen ikke er min egen men snarere stammer fra genfortællinger og gulnede fotos, så er den (i hvert fald delvist) sand. Alt det for at sige, at hukommelse, minder, er en plastisk størrelse, en container af farver og smage, dufte og lyde, vi kan trække op og sætte sammen på ny. Vi kan forbinde en sommerfugls vingeslag i Japan med et væltet træ på en mark i Thyborøn.

“Why we remember” lyder titlen på en bog, anmeldt I det nyeste nummer af The New Yorker. Den er skrevet af neuropsykolog Charan Ranganath og handler om hvad og hvorfor vi husker. Men også hvorfor vi glemmer, ja hvordan glemsel kan være en del af det at huske. Ranganath taler om to former for erindring, en semantisk og en episodisk. Den semantiske er knyttet til almen viden, det handler om ord, tal, begreber og er den hukommelse vi bruger, når vi spiller Trivial Pursuit eller Scrablle. Den episodiske hukommelse er den personlige erindring, den, der er knyttet til tid og sted og konkrete oplevelser. En fødselsdagsfest, et tandlægebesøg.
Vores semantiske hukommelse er meget kortvarig. I et selvstudie forsøgte Ranagath sig med at huske en række tilfældigt sammensatte bogstavkombinationer, pseudoord på tre tegn, hgy, ygh, kju, læh, gfc. han lykkedes med at huske godt og vel tres, men allerede efter tyve minutter havde han glemt halvdelen igen og efter en time kunne han kun genkalde sig ganske få kombinationer. Den semantiske hukommelse er altså forholdsvist begrænset, nok fordi den ikke er afgørende for vores overlevelse, på samme måde som at kunne genkende en tiger, man tidligere har set flå en gnu (ergo kan den nok også flå et menneske) Begrænsingen er på cirka syv, men vi kan snyde hjernen, så vi kan huske flere. Et telefonnummer på otte cifre kan således brydes ned til fire, hvis vi klynger det i grupper af to, 24358769 bliver på den måde til 24 35 87 69, som igen kan klynges i to grupper af tre og en af to, 243 587 69, og dermed kan vi huske flere telefonnumre, fordi antallet af cifre reduceres fra otte til tre.
Interessant er det jo, hvordan AI og maskinlæring kan huske for os. Men også det har sine begrænsninger, for fodrer du en computer med sematiske koblinger a la : “En skade er en fugl. Den har fjer og vinger og næb. Den kan flyve” “En ørn er en fugl. Den har jler og vinger og næb. Den kan flyve.” En ugle er en fugl. Den har fjer og vinger og næb. Den kan flyve.” Så vil den, når du kommer til pingvin, få et problem, fordi denne er en fugl, den har fjer og vinger og næb. Men den kan IKKE flyve. Det er her den menneskelige faktor kommer ind, fordi vi kobler pingvinen til andet og mere end et semantisk fænomen, til andet og mere end en fugl, eller rettere: Vi kobler fugl til andet og mere end fjer og vinger og næb. Så nok kan en maskine huske langt større mængder data end mennesket, til gengæld vil den koblinger af de lagrede ofte være tilfældig og fejlagtig og således – i menneskelig forstand – mere eller mindre ubrugelig.
Ranagath taler naturligvis også om, hvordan vi tilpasser vores erindringer til vores eget brug. En gruppe studerende fik vist et foto af en afrikansk hytte og blev bedt om at tegne den så præcist af som muligt. Efterfølgende blev en anden gruppe studerende vist de studerendes tegning og bedt om at kopiere denne. Det gentog sig i flere led, og slutproduktet ændrede sig ikke overraskende markant, fra i første led at ligne en afrikansk hytte ganske godt, til slutteligt at ligne en vestlig bivuak og enddog have træk af et menneskeligt ansigt? Vi tilpasser altså det vi ser og husker til vores egen situation, vores eget liv, så det tjener til vores eget bedste. Vores egen overlevelse.
Det viste sig do, at jo mere divers en gruppe, der blev bedt om at reproducere tegningen serielt, des mere præcis blev slutproduktet. Det er – i de her tider hvor vi diskuterer det universelle versus det partikulære – ikke uinteressant, for jo flere minoriteter, nationaliteter, kulturer, der indgik i den kollektive proces, des mere nuanceret blev det færdige produkt, den “samlede” hukommelse. Hurra. Det universelle afhænger altså af en rig repræsentation af minoriteter og partikulære bidrag:

“Our openness to influence and the tendency of serial reproduction to magnify social biases have dispiriting political implications. “Once distortions creep into our shared narratives, they can be incredibly difficult to root out,” Ranganath writes. It’s no wonder that conspiracy theories—about the 2020 election being stolen, about Barack Obama being born in Kenya—prove so resistant to repeated debunking. It also turns out that groups are disproportionately swayed by dominant members who speak confidently. Ranganath offers a crumb of comfort. Research shows that diverse groups remember more accurately than homogenous ones do, and that groups also remember more fully if a wide range of group members contribute to discussion and if contributions from less powerful members are actively encouraged.”

I bogen konkluderer Charan Ranganath mod slut også, at det, vi ikke husker, præger os i så godt som samme grad som det, vi husker. Vi er jo dem, vi er, og dem, vi er, er det, vi kommer af, kommer med. Det, vi husker men også alt det vi ikke husker. Det er alt sammen os. Den modige og pleaseren, sommerfuglens vingeslag og det væltede træ på marken i Thyborøn.