Louise Juhl

I dagene efter var det som om, lyset trak længere skygger: Timerne midt på eftermiddagen især, dem mellem tre og fem, det var som om mørket faldt, men uden at falde til jorden.
Så blev det april og et tæppe i lilla og gul skød op overalt, stædige krokus. En nabos kat fik killinger og et barn blev væk i sine egne tanker, de fandt ikke før efter tre dage. Han havde aldrig været lykkeligere, fortalte han sin grædende mor.
I juli kom et cirkus til byen, en hund i manegens midte rullede rundt på kommando, og en tynd tynd kvinde pustede sig op som en heliumballon og svævede oppe under teltets loft. Stuur stuur nummer. En landevejsridder samlede ind efter forestillingen, folk forærede ham, hvad de kunne undvære: En solbrille med kun ét glas, et næsten tomt bæger popcorn. En nitte fra en tombola, en dværghamsters stamtavle. Niogtyve betroelser om alt fra problemer med neglesvamp til portofusk og falske tænder. I oktober trak stærene sydpå, hele byen vinkede fra deres altaner, flere råbte “på gensyn”.
I december faldt stendiget omkring kirken sammen, det skete pludseligt og uden varsel, en morgen lå de store kampesten bare væltede, de fleste i byen så det som et tegn.
Man tilkaldte en medicinmand fra Vojens, men forgæves, stenene gav ingen svar fra sig, der var ikke andet for end at bygge alt op forfra. Sådan gik januar og februar før det blev marts og en pige med rødt hår og fregner kaldte stærene hjem, kom, kom, og så var det år gået. Killingerne var groet store, muren rejst, den tynde kvinde fra cirkus sendte en hilsen fra rummet: Hun havde taget den helt store tur ud til fjerne galakser, Venus og Mars, det var fint nok, skrev hun, men hun savnede årstidernes skiften og tæppet af krokus i gul og lilla.