Louise Juhl

Jeg sidder og læser, en kvinde er på sygehuset, hun får besøg af sin mor, også af en veninde og sin mand. Hvert besøg betyder noget, hvert besøg betyder noget forskelligt, både godt og skidt, rart og hårdt. Hun ligger der i sengen, hele hendes verden er reduceret til en seng, et bord, en stol, et TV. Og så de besøgende, det er de besøgende, der bringer resten af verden ind. Lyde, dufte, oplevelser, fælles minder, hilsner.

Jeg var engang indlagt på et hospital, længe, ti måneder, jeg lå ikke i sengen al den tid, slet ikke, men min verden bestod af en seng, et bord og et vindue med udsigt til en parkeringsplads. Det sidste lyder måske kedeligt, men det var det ikke, jeg elskede at se ud på parkeringspladsen, se folk ankomme, stige ud af deres biler, unge, gamle, nogle med blomster i favnen. Hver gang forestillede jeg mig, hvad de hed, Eliza, Teddy eller Kim, og hvem de skulle besøge: en søn, en bror, en ven, noget fjerde.
Jeg fik ikke så tit besøg. For det meste, fordi jeg ikke ønskede det, jeg havde jo ikke noget at fortælle, dagene gik med at stå op og holde ud, indtil jeg kunne gå i seng. Der var også andre grunde, men den vigtigste var, at jeg ikke fandt, at jeg var værd at besøge, at det var spild af tid.

Det jeg husker bedst, var et meget stort ur for enden af den gang, hvor afsnittets otte stuer lå. Hvordan viserne bevægede sig i ryk, der kunne høres, uanset hvor på gangen man stod. Tik. Tik. Jeg kan også huske et vaskerum med to maskiner, en til at vaske og en til at tørre, og at jeg elskede at sidde i det rum, når maskinerne kørte, for det var det eneste tidspunkt, jeg ikke kunne høre visernes bevægelser.

Jeg fik nogle gange besøg af min mor, så havde hun blomster og blade med, hun fortalte om alt det, der skete derhjemme, og jeg undlod at fortælle om alt det, der ikke skete hos mig. Nogle gange havde hun hilsner med fra folk, jeg kendte, min lærerinde fra børnehaveklassen, for eksempel, eller en gammel spejderleder. En gang havde hun mødt min klasselærer, Per, han havde sagt, at jeg var den eneste elev, han mente at have oplevet, der aldrig var blevet mobbet eller holdt udenfor. Jeg husker, at jeg svarede, at det måske var rigtigt nok, at jeg havde været heldig, og at mit ansigt brændte af skam, for hvordan kunne jeg så være havnet her, indlagt og ulykkelig.
Hvordan kunne jeg være ked af det, hvis jeg ikke havde noget at være ked af?

En enkelt gang kom en veninde på besøg, lad os kalde hende Cecilie. Hun spurgte, hvad jeg havde lyst til, og jeg svarede, som sandt var: “Ikke noget”.
Hun sagde, at sådan havde hun også engang haft det, men ikke mere, nu havde hun lyst til mange ting, ikke alle, men mange ting. Jeg spurgte “hvad?” og hun fortalte, at hun havde lyst til at ro i kajak, spille klarinet, lære at rulle en mørdej (144 lag og smør imellem dem alle), sluge ild. “Og at besøge dig.” Det er noget af det sødeste nogen nogensinde har sagt til mig. Så pegede hun ud på parkeringspladsen, en kvinde var på vej ud af en rød 2CV, Cecilie spurgte:
“Tror du, at hun hedder Anni?”