Louise Juhl

Jeg forsøgte mig engang med hypnose. Jeg havde fundet hans navn i en folder, Poul-Erik. Han var stor og bred og når han talte dirrede hele rummet, som når man lægger kroppen mod jorden, når et tog nærmer sig. Det er vist nok noget med ligningen for kraft. Masse gange acceleration, han stemme ligesom skubbede luften foran sig.
Han tilbød at tage min jakke. Vand, kaffe, te? Han ventede ikke på mit svar, talte henover, forbi. Det handlede om tillid, sagde han, om at slippe kontrollen, give efter for noget andet og større end mig selv. Så forklarede han om det limbiske system, om forhistoriske hjerner og amygdala, om frys eller flygt, de to overlevelsesmekanismer. At nægte at spise, var et Både-og. Både et frys af tiden, kroppen. At lukke munden, nægte at tale. Men også en flugt, at løbe fra kroppens behov for mad og varme, læ. På den måde endte man med et ben i hver lejr, halvt i stå, halvt i løb. Højst uhensigtsmæssigt, forklarede han, og bad mig lukke øjnene, følge hans stemme. Ti, ni, otte, syv. 
Han var i en hvid t-shirt og cowboybukser, der strammede om maven, han talte langsomt og tåget, trak ligesom ordene i langdrag, tiden også. Jeg forsøgte at følge med lydene, kraften, men det eneste, der fyldte mine tanker, min krop, var en tanken om toget, der nærmede sig og mig, der lå på skinnerne, og jeg fór op og råbte, jeg husker ikke hvad. Stop, måske, eller hjælp. 
Det var lige præcis humlen i min sygdom, sagde han, at jeg trak i nødbremsen hver gang, noget blev svært. Havde jeg været en gazelle på savannen, ville min adfærd være klog og nødvendig, men nu var jeg et menneske og i nød, og han var læge og tilbød at hjælpe. Om jeg kunne se problemet? 
Han afslog at tage imod min betaling. Beklagede, at jeg ikke ville give det en chance mere. Han var ikke et tog, huskede han mig på, og jeg var ikke et dyr på savannen. Hjernen var bare en muskel, og muskler kunne trænes, og han vidste hvordan. Tak men nej tak. Jeg skulle ikke tælles ned og tales til i tåger, jeg ville ikke give slip, lægge mig på skinnerne og håbe, at toget var en omsorgsfuld hånd. Jeg var jo ikke dum, jeg kendte mine eventyr, når bedstemor kalder fra sengen, er det bedst at være på vagt. 
På TV viste de et afsnit af Robinson, en pædagogstuderende fra Hvidovre blev stemt hjem, hun var svær at blive klog på, sagde de andre deltagere, hverken helt med eller helt udenfor. – Det er de værste, forklarede Nikolaj, han havde en drage tatoveret mellem skulderbladene og var lige blevet kærester med en fra øen, der hed Tine.