Louise Juhl

Hun hed Lizette og boede i et gult murstenshus. Hendes far hed Ernst, han gik i korte bukser året rundt og var altid hjemme, uanset hvornår man kom på besøg.
Lizettes mor hed Ann, hun lærte mig som noget af det første at smøre min frokost selv, når jeg besøgte dem. Rugbrød med skivede æg, hytteost og tomater skåret i kvarte. Jeg måtte åbne min mund helt op for at gabe over brødet, Lizettes mor kaldte det for “højtbelagt”.
Til aften fik de forloren hare – med kogte porrer og tynd sovs, for Ann var næsten altid på kur. Nogle gange fik de appelsinsalat en hel uge i træk, morgen, middag og aften. Bare skiveskårne appelsiner med et drys af hakkede hasselnødder og basilikumblade. Det med bladene var noget, hun havde læst: at det var vigtig med farver og smukke anretninger. “Vi mennesker spiser ikke kun med munden, men også med øjnene.” Jeg syntes det lød mærkeligt, men det smagte godt, og jeg blev mæt, og så kunne det jo være lige meget, hvordan det lød.
I april fejrede vi, at Lizettes mor havde tabt to kilo: Vi fik hotdogs med hjemmelavet ramsløg-remoulade og løgringe tørret i solen, og Ernst, Lizettes far, viste os, hvordan man løser en professorterning med tæerne.
Jeg fortalte om derhjemme, både det med Lizettes mor, der havde tabt to kilo med øjnene og det med professorterningen. Men min far smilede bare overbærende, trak på skulderen og svarede: “det er godt med dig”. Det lød ikke, som om han mente det.